Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Museer advarer mod besparelser i nyt budget

Museerne er ikke overraskende betænkelige ved at få skåret i rammebevillingen. Arkivfoto: Søren Dippel

Museer advarer mod besparelser i nyt budget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejen Kunstmuseum og Museet på Sønderskov bliver skåret med hver 110.000 kr. om året i politikernes nuværende budgetforslag. Museerne påpeger, at det vil betyde konsekvenser på personalesiden og for den faglige udvikling.

Vejen/Brørup: Hvis politikernes bebudede besparelser på museumsområdet bliver til virkelighed, kommer det til at ramme hårdt.

Sådan lyder det samstemmende fra Vejen Kunstmuseum og Museet på Sønderskov, som i det nuværende budgetforslag for årene 2018 til 2021 er udset til at få skåret hver 110.000 kr. om året i tilskud.

Særligt Vejen Kunstmuseum giver udtryk for stor bekymring.

- Museets nuværende budget kan hverken på løn- eller aktivitetssiden rumme en besparelse i denne størrelsesorden, indledes museets bestyrelse sit høringssvar til politikerne.

Herefter oplistes en række forventede konsekvenser ved besparelserne.

Først og fremmest vil de påvirke museets arbejde for børn og unge, lyder det. Årligt udgør de 30 procent af gæsterne på Vejen Kunstmuseum, og lige nu er museet ved at udvikle et pilotprojekt, ABC på museet, med "intens formidling" til en skoleklasse om dagen over 10 uger.

- Om den foreslåede budgetnedskæring gennemføres, vil den barbere dette udviklingsarbejde så stærkt, at museet ikke vil kunne skabe grundlaget for en større fondsansøgning, som ABC-forløbet er optakt til, skriver museet.

Politikerne skåner lydavis og Kulturelt Samråd

Betænkeligt signal

Samtidig frygter bestyrelsen, at besparelserne kan påvirke forholdet til fondene.

- Fondenes velvilje er i høj grad påvirket af fortællingen om den gode lokale opbakning [...] En beskæring af museets aktuelle driftsgrundlag ville være et betænkeligt signal at sende til omverdenen - især, da vi på egnen har adskillige spændende projekter, der kunne nyde godt af at blive løftet op til nationale attraktioner, skriver bestyrelsen.

Den forventer ikke, at reduktionen kan dækkes ved fondstilskud. Den slags gives ikke til drift, fordi det anses som en lokal opgave, lyder begrundelsen. Heller ikke indførelse af entré vil kunne erstatte tilskuddet. Det har museet tidligere undersøgt, og der var en af konklusionerne, at udgifter forbundet med billettering vil overstige den potentielle indtægt.

- Vejen Kunstmuseums bestyrelse vil med de fremførte argumenter henstille til, at den foreslåede reduktion i museets budgetramme for årene 2018-2021 stilles i bero, afsluttes høringssvaret.

Rammer personalet

Fra museumsleder på Museet på Sønderskov, Bo Ejstrud, er der også bekymring. Han roser Vejen Kommune for godt samarbejde og velvilje, men det betyder ikke, at yderligere besparelser ikke vil gøre ondt.

- Vi må dog gøre opmærksom på, at yderligere reduktioner i basisbevillingerne nødvendigvis vil få personalemæssige konsekvenser og gøre det vanskeligt at fastholde den gode faglige udvikling, som museet har været igennem de senere år, skriver Bo Ejstrud.

Byrådets bebudede besparelser er heller ikke det eneste, museet har at bekymre sig over.

- Vi gør endvidere opmærksom på den igangværende statslige besparelse på i alt otte procent over 4 år, som rammer os yderligere, skriver Bo Ejstrud med henvisning til, at landets kulturinstitutioner for et par år siden blev pålagt at spare knap 600 mio. kr. samlet.

Økonomiudvalget holder møde tirsdag den 3. oktober, hvor høringssvarene vil blive gennemgået. Forinden skal de enkelte fagudvalg have holdt møde.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark