Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Han kommer til at savne sine gamle venner i Rotary

Rotaryklubben Varde Warwith er fortid fra næste mandag. Anders Bærentzen er præsident indtil da. Foto: Yvonn Tittel

Han kommer til at savne sine gamle venner i Rotary

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vardes yngste Rotary-klub, Varde Warwith, lukker næste mandag. Medlemstallet er halveret på tre år, og nu er der for få.

Varde: Mandag den 23. oktober lukker Vardes nyeste Rotary-klub, Varde Warwith.

Anders Bærentzen har været præsident siden sommer, han er yngstemand i klubben, og han kommer til at savne sine ældre klubkammerater.

- Da Morten Stoll spurgte, om jeg ville være med, tænkte jeg, at det nok var en gammelmandsklub, hvor der ikke skete noget, men det kunne jo ikke skade at prøve et møde eller to, siger han.

Han var lige fyldt 30, da han blev inviteret med. Det er tre år siden, for selvom han fik ret i det med alderen, så tog han fejl omkring indholdet.

- Jeg har fået et enormt indblik i andre erhverv. Vi har mødtes hver mandag, med fast program. Spisning, en sang, et tre-minutters indblik fra et af medlemmerne, og et indslag fra en, der kommer udefra, siger han.

280.000 til uddeling
Varde Warwith Rotary har opsamlet 280.000 kroner i sin lokale fond.De penge skal uddeles til velgørende formål i forbindelse med klubbens lukning.

Interesserede, med et projekt, der kunne bruge støtte, kan maile en ansøgning og beskrivelse af deres projekt til: andezen@hotmail.com.

Projekter af større karakter kan muligvis få yderligere støtte igennem Rotary Danmarks landsfond.

Rotary lider generelt af medlemstilbagegang. På landsplan var der for et år siden 2.151 medlemmer, nu er tallet faldet med næsten 100, til 2.055 medlemmer.

I Varde Kommune er der nu kun to Rotary-klubber tilbage. Varde Rotary og Ølgod Rotary.

Indtryk fra andre verdener

Nogle af de ting, han har hørt, har sat sig spor.

- Mest fra brancher, jeg slet intet kendte til. En soldat, der havde været udsendt, og som har fået posttraumatisk stress. Hans fortælling gjorde stort indtryk. Men også en landmand, der fortalte om alt det, jeg ikke kan se på en køretur på landet. Om regler og kvoter og papirarbejdet.

Samtidig har netværket internt i klubben været givende. For selvom mange er gået på pension, har de stor erfaring, og hvad der bliver sagt på møderne, må ikke siges videre.

- Jeg har kunnet bruge dem, når der har været svære situationer i firmaet, jeg ikke vil have ud i offentligheden. Vi er kommet virkelig tæt på hinanden, og vi er der selvfølgelig stadigvæk, selvom vi lukker, siger han.

Halveret på tre år

Lukningen er en konsekvens af medlemsflugt. Da Anders Bærentzen blev rotarianer for tre år siden, var der dobbelt så mange medlemmer som nu, hvor de er 16 om at lukke.

- Det seneste år har vi intensivt forsøgt at blive flere, men vi er tværtimod blevet færre i perioden. Derfor lukker vi, siger han.

Fire af de 16 er blevet budt velkommen i Varde Rotary, byens ældste klub, en bliver medlem i Ølgod Rotary, og resten stopper. Blandt andet Anders Bærentzen. Fordi Varde Rotary holder møder om onsdagen, og der spiller han oldboys fodbold, så længe benene holder.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark