Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jeg elsker når 2+2 giver 5

Direktør i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter Dorthe Marie Siersbæk er en af tre nominierede til prisen som Årets Lokale Erhvervskvinde. Foto: Jørgen Kirk

Jeg elsker når 2+2 giver 5

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Som barn ville hun gerne være halinspektør - for to år siden blev Dorthe Marie Siersbæk så direktør i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter - og nu er hun nomineret til prisen som Årets Lokale Erhvervskvinde.

Når jeg møder på arbejde om morgenen tænker jeg yes! Jeg begynder altid med at gå rundt og sige godmorgen til medarbejderne. Min arbejdsdag er meget uforudsigelig. I dag har jeg en ansættelsessamtale, en MUS-samtale og et bestyrelsesmøde, og så skal vi have afviklet Skjern Banks årsmøde med 7-800 mennesker - en omstilling, når arenaen dagen før har været fyldt med håndboldtilskuere. Så i dag bliver klokken nok 22 inden, jeg er hjemme. Den slags lange dage har jeg nok to-tre af om ugen.

Min karriereplan har været uforudsigelig. Jeg er drevet af en nysgerrighed og kan godt lide udfordringer. Hvis jeg kan se, at jeg kan opfylde to af ti "pinde", så er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan lære de otte, hvis jeg synes, det lyder spændende. Og så er jeg parat til at kaste mig ud i det. Det er min overbevisning, at man kan lære det meste. Jeg synes, det er vigtigt, at man tør tro på tingene og springer ud i det. Ingen kan det hele, men sammen med andre kan man nå langt. Som barn ville jeg faktisk gerne være halinspektør.

Mit forbillede er aldrig noget jeg har tænkt over.

Jeg bliver inspireret af rigtig mange ting. Handlinger især. Jeg kan godt lide, når jeg oplever mennesker gøre ting på andre måder, end mig selv. At høre et oplæg eller deltage i et netværksmøde, hvor jeg oplever mennesker med en anden tilgang til tingene.

I skolen var jeg bestemt ikke en stille pige. Jeg var god til dét, der interesserede mig. Min mor vil nok sige, at jeg var en "last minut"-pige. Jeg ventede med at skrive mine opgaver til sidste øjeblik.

Når kvinder får spørgsmålet om, hvordan de får privatliv og erhvervskarriere til at hænge sammen bliver jeg ikke irriteret, men udfordret. For hvorfor skulle det være vanskeligere for en kvinde end en mand. Hjemme hos os deles vi om opgaverne.

Jeg har ambitioner om at gøre det her (Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, red.) til et fantastisk sted, og at jeg har været med til at gøre en forskel. I forhold til medarbejderne kan jeg virkelig godt lide at være med til at flytte folk, at se de rykker sig og vokser med opgaverne. Trivsel er helt afgørende, for medarbejderne er det vigtigste aktiv vi har, og opgaverne løses bedst med team spirit. Personligt vil jeg også meget gerne bidrage til at Ringkøbing-Skjern i højere grad bliver opfattet som én kommune - skabe en forståelse af, at det gavner os alle, når det går godt ét sted i kommunen. Vi skal glæde os over, at der bliver skabt arbejdspladser på Hvide Sande Havn og at oplevelsescentret Naturkraft kommer, fordi det er godt for os alle sammen.

Anerkendelse er vigtigt for alle - uanset alder størrelse og stilling. Det er meget motiverende både at få og give anerkendelse, synes jeg.

Lønnen har en betydning, men det er ikke det vigtigste. Det er bestemt ikke penge, der driver mig.

En god arbejdsdag er når 2+2 giver 5, når en medarbejder har rykket sig og når tingene lykkes. Da kuben (den som hænger over håndboldarenaen og viser tid og stilling, red.) brød sammen under håndboldkampen og gode medarbejdere finder fejlen og får løst problemet, så bliver jeg glad.

Det bedste ved at være sin egen chef er at have indflydelse på tingene, at være med ved bordet, hvor man ser tingene blomstre.

 

Store drømme skal da prøves af
Dorthe Marie Siersbæk
Født og opvokset i Skjern, hvor hun også bor.43 år, har en mand og fire sammenbragte børn.

Er uddannet socialrådgiver.

Har været socialrådgiver i Holstebro Kommunes sygedagpengeafdeling, været virksomhedskonsulent på den daværende arbejdsformidling. Har sammen med sin familie boet i Kina, hvor hun arbejdede som freelancer, og i Polen, hvor hun beskæftigede sig med logistik og HR i møbelbranchen. Har været afdelingsleder i JKS, projektleder på Erhvervscenter Ringkøbing-Skjern, inden hun for to år siden blev direktør i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, hvor hun er chef for 22 fuldtidsansatte og 50 timelønnede.

Sidder i Ringkøbing Håndbolds bestyrelse.

Fritiden bliver blandt andet brugt til at dyrke sport - blandt andet håndbold og golf.

Årets Lokale Erhvervskvinde
Netværket ErhvervsKvinder i Ringkøbing kårer for første gang Årets Lokale Erhvervskvinde.Prisen går til en kvinde, der viser mod og handlekraft og gør en forskel i sit arbejdsliv.

20 kvinder var indstillet til prisen. En jury har efterfølgende nomineret tre, som bliver præsenteret i Dagbladet de kommende dage.

I dag er det direktør for Ringkøbing-Skjern Kulturcenter Dorthe Marie Siersbæk.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark