Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fornem indsats af Skjern Håndbold i Champions League

Efter en skidt indsats i Skanderborg i onsdags var Skjern Håndbolds René Rasmussen tilbage på absolut topniveau med syv mål på syv forsøg mod Elverum. Arkivfoto: Jørgen Kirk

Fornem indsats af Skjern Håndbold i Champions League

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skjern Håndbold leverede på meget højt niveau, da de ganske sikkert vandt 32-27 på udebane over norske Elverum.

Champions League

Elverum-Skjern 27-32

Hvis Skjern Håndbold spiller sådan, som de gjorde det i de første små 40 minutter af kampen i Norge mod Elverum, så skal Skjern nok indfri målet om at gå videre fra deres pulje i Champions League.

For det var ganske enkelt fremragende, det Skjern leverede i de minutter.

Tibor Ivanisevic åbnede kampen med flere fine redninger. Især redninger fra den farlige fløj Gulliksen var vigtige. Samtidig var Skjern gode til hele tiden at få tacklet Elverums bagspillere på det rigtige tidspunkt, så Elverum havde ikke rigtig våben til at åbne Skjerns solide defensiv i de første minutter.

I den anden ende spillede Skjern sikkert og tålmodigt. Selv om vestjyderne var i undertal et par gange, så bragte de sig stille og roligt foran med 6-1 efter godt ti minutters spil.

Det var som om, den føring skabte ro. Skjern kunne se, de havde fat, og derfor blev der koncentreret arbejdet videre med de ting, man kunne se, ville fungere på dagen.

Så da Tibor Ivanisevic reddede et par straffekast, mens Anders Eggert omvendt scorede på alle sine fire straffekast, så kunne Skjern bevare kontrollen med solide føringer frem til 17-11 ved pausen.

Skjern fortsatte det helt igennem solide spil efter pausen, hvor føringen blev udbygget til 24-15.

På det tidspunkt skiftede Skjern noget ud, men det var som om, det brød rytmen på holdet. Der kom nogle fejl ind i spillet i angrebet, der var lidt misforståelser i forsvaret, så på nogle kontraløb og nogle lidt for lette scoringer fik Elverum stemningen til at stige i hallen med seks scoringer i træk til 24-21.

Det fik Skjerns bænk til at reagere. Selv om Emil Nielsens ankel stadig ikke er helt ok, så afløste han en mere og mere prisgivet Tibor Ivanisevic i målet. Bjarte Myrhol kom tilbage på stregen i stedet for Christoffer Cichosz, der i øvrigt sammen med Kasper Søndergaard vrikkede om på en ankel til træning fredag, mens Markus Olsson kom tilbage som back.

Det hjalp med det samme. Emil Nielsen fik reddet, Bjarte Myrhol scorede to gange i træk, og det blev suppleret med en scoring af Markus Olsson. Roen blev genopbragt med føring på 27-21, og derfra blev sejret rutineret og sikkert kørt hjem.

- Det var lige det, trænerne Ole Nørgaard og Henrik Kronborg havde snakket om til taktikmøde før kampen. Der måtte aldrig være tvivl om udfaldet. Det var der vel heller ikke, selv om Elverum fik reduceret i den periode, hvor det gik skidt. Skjern kom stærkt igen, og det var fint med en sejr på udebane og nu to sejre i to kampe, sagde Skjern Håndbolds pressechef Nicklas Thygesen fra Norge.

Elverum Håndbold-Skjern Håndbold 27-32 (11-17). Målscorere Elverum: Kevin Gulliksen 6, Nikolaj Mehl 4, Hakon Bratvold 4, Tine Poklar 3, Richard Hanisch 3, Aleksander Borresen 2, Andre Lindboe 2, Kristian Ørsted 2 og Didrik Linderud 1. Målscorere Skjern: Bjarte Myrhol 8, René Rasmussen 7, Anders Eggert 7 (4), Markus Olsson 4, Jesper Konradsson 3, Kasper Søndergaard 2 og Jonathan Stenbäcken 1. Straffekast. Elverum 5 (2 mål), Skjern 4 (4 mål). Udvisninger: Elverum fire, Skjern fem. Tilskuere: Knap 1800 i Terningen Arena.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark