Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nicki P. og Iversen kommer virkelig til at skulle hænge i

Nicki Pedersen og hans folk kommer virkelig på arbejde i grandprixet, hvis det skal blive til en topplacering. 40-årige Pedersen mener selv, at han har en fjerde VM-titel i sig. Foto: Ulrik Pedersen

Nicki P. og Iversen kommer virkelig til at skulle hænge i

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De to erfarne danskere har evnerne til at gå hele vejen i grandprix-serien, men det har syv-otte andre kørere altså også.

Ekstrem spændende, men samtidig også fuldstændig uforudsigeligt.

Det er vist sådan nogenlunde det mest kvalificerede, vi kan sige om årets individuelle kamp om VM-titlen.

Den vurdering gav den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen mig ret i, da jeg tidligere på ugen talte med ham på Vojens Speedwaycenter, hvor han lige skulle sikre sig, at grejet nu også kører fremad, når startsnoren lørdag aften springer op til en ny og uden tvivl både hæsblæsende og dramatisk GP-sæson.

- Når jeg kigger på listen med grandprix-kørere i år, mener jeg, at op mod 10 kørere kan blive verdensmester. Så det siger sig selv, at det handler om stabilitet og god form, hvis man skal med helt frem - både Iversen og jeg kommer virkelig til at skulle hænge i, lyder meldingen fra Nicki Pedersen.

Han fyldte 40 år tidligere på måneden - og er jo dermed faktisk noget af en grønskolling i forhold til den forsvarende verdensmester Greg Hancock på 46 år - men Nicki Pedersen har ikke skruet ned for forventningerne.

- Alderen trykker overhovedet ikke. Jeg føler mig som en 20-årig med 20 års erfaring, griner han.

 

 

Alderen trykker overhovedet ikke. Jeg føler mig som en 20-årig med 20 års erfaring.
 
Australske Doyle er favorit
Bookmakerne har australske Jason Doyle som favorit til at blive verdensmester. Han var på guldkurs i sidste sæson, men måtte så trække sig med en skade. Det betød, at Greg Hancock kunne snuppe titlen.Hos Nordic Bet står Doyle til odds 4.50 for VM-guld. Tai Woffinden 6.00, Nicki Pedersen 18.00 og Niels-Kristian Iversen 21.00.

Med på et wildcard

I denne sæson er Nicki Pedersen med i GP-serien på et wildcard, da han sluttede helt nede på en 13. plads i sidste sæson. Det skyldtes først og fremmest et meget voldsomt styrt, der betød, at han var ude af stand til at stille op i sæsonens sidste tre løb i grandprix-serien.

- Det var det værste styrt i min karriere, men jeg har nu overhovedet ikke overvejet at stoppe. Ikke et eneste sekund faktisk. Speedway er jo mit liv. Det er det, jeg kan finde ud af, siger Nicki Pedersen, der rent fysisk føler sig 100 procent klar igen.

- Nej, der er ingen problemer. Så jeg går bestemt ind til den nye sæson med masser af gå-på-mod. Jeg er stadig sulten, og mit mål er igen at køre med, hvor det er sjovt. Og det er kun sjovt, når man er med helt fremme.

Niels-Kristian Iversen er den anden faste danske kører i grandprixet. Iversen fik i sidste sæson lige akkurat kantet sig ind i top otte, der automatisk udløser en plads i GP-serien. Og Iversen satser altså ikke på, at han igen skal ned at rode midt i VM-feltet.

- Jeg føler mig klar. Jeg har godt nok ikke fået kørt så meget i de seneste uger, men det har konkurrenterne heller ikke, så betingelserne er ens for alle, mener Niels-Kristian Iversen.

Tilbage i 2013 sluttede 34-årige Iversen på bronzepladsen i grandprix-serien, hvilket er hans bedste slutplacering til dato. Det må der naturligvis gerne blive lavet om på i år.

- Jeg ved, at jeg er god nok. Så nu skal jeg bare ud at vise det. Længere er den sådan set ikke, men de øvrige kørere i det meget jævnbyrdige felt har det jo på præcis samme måde. Så jo, der skal hænges i fra allerførste runde.

Onsdag aften viste Niels-Kristian Iversen, at han har fart i maskineriet. Han satte således ny banerekord på Granly Speedway Arena i Esbjerg i ligamatchen mod Grindsted, hvor Iversen i øvrigt blev Esbjergs topscorer.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark