Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Sikke en sæsonstart: SønderjyskE smadrede Skanderborg

SønderjyskE-forsvaret var forrygende og lagde grunden for sejren over Skanderborg. Foto: Søren Gylling

Sikke en sæsonstart: SønderjyskE smadrede Skanderborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SønderjyskE gav Skanderborg smæk i Skansen. Hjemmeholdet vandt en knusende sejr på 28-20 og fik en perfekt sæsonstart.

LIGAPREMIERE: Sikke en sæsonstart for SønderjyskE.

Hold da helt fest. Og det gjorde de så i Skansen. Altså holdt fest.

SønderjyskE knuste gæsterne fra Skanderborg med 28-20 og har sat sig på førstepladsen i ligaen. Selvfølgelig også, fordi de andre hold ikke har spillet, men det var de nok ligeglade med i Sønderborg torsdag aften.

Efter en kamp, hvor sønderjyderne flere gange forsøgte at sætte Skanderborg af, lykkedes det endelig i anden halvleg. Sønderjyderne satte nærmest gæsterne af ved perronen, smækkede døren, og drønede af sted uden at sige farvel.

- Jeg er fandeme glad i dag. Også stolt. Jeg synes fandeme, det var en god sejr, sagde Claus Kjeldgaard.

Han afbrød sig selv flere gange for at påpege, at han ikke måtte bande, så hans beklagelse er hermed viderebragt. Spillemæssigt havde han intet at skamme sig over.

Hjemmeholdet fik den ønskede start på kampen, hvor Simon Kristiansen og Kjeldgaard var foretrukket på højre back og playmakerposition fra begyndelsen på bekostning af Alexander Hansen og Chris Jørgensen.

Den konstellation gav SønderjyskE tre af de første fem mål, hvor Kjeldgaard lagde tryk og satte Kristiansen op til skud. Fint samarbejde mellem to kulturbærere i klubben. Kan de servere meget af den slags i den kommende sæson, kan det løfte sønderjyderne i slutspillet.

Fakta
Kampen i tal 

SønderjyskE-Skanderborg 28-20 (12-8)

Stillinger undervejs:0-1, 4-1, 5-5, 10-8, 13-8, 16-14, 22-15, 25-19

Målscorere, SønderjyskE: Mikkel Møller 6 (3), Mattias Thynell 3, Simon Kristiansen 3, Claus Kjeldgaard 3, Kenneth Bach Hansen 3, Adam Nyfjäll 3, Aaron Mensing 2, Christoffer Fors 2, Chris Jørgensen 1, Frederik Børm 1, Jacob Lyck 1

Topscorer, Skanderborg: Jonas Eichwald 5

Udvisninger: SønderjyskE 2, Skanderborg 1

Tilskuere: 1.877

Sønderjyder stod frem

1.877 tilskuere - lidt flere end i pokalkampen mod Århus, men stadig langt fra udsolgt - kunne glæde sig over fine indsatser fra tre af deres lokale helte fra Sønderjylland.

Thorsten Fries ser ud til at træde i karakter som førstemålmand, og han skruede op for lydniveauet i Skansen i det tredje minut, da han reddede et straffekast fra Andreas Væver. Han stod fremragende.

Kenneth Bach kæmpede for hver eneste tabte bold, som gjaldt det livet, og han fik på akrobatisk vis raget flere bolde til sig, der så ud til endegyldigt at være på Skanderborg-hænder.

Og Aaron Mensing ville også vise sig frem for hjemmepublikummet. U/21-viceverdensmesteren er blevet opfordret til at skyde meget mere. Cheftræner Kasper Christensen og assistent Lars Krogh Jeppesen har skubbet til det unge talent for at få ham til at løsne flere skud, og det gjorde han så mod Skanderborg. Han havde selv drejet gashåndtaget helt i bund og ført bolden frem, da han tordnede sin anden afslutning i kampen uimodståeligt op i krydset. Sådan skal det gøres, knægt. Den slags giver også lov til at have forbiere.

Det gav selvklart Mensing masser af minutter, at Mattias Thynell allerede i det 11. minut fik sin anden tominutters udvisning, så han blev holdt ude længe af frygt for den fatale tredje, der er lig rødt kort.

Thynell kom tilbage, da SønderjyskE-angrebet efter de første fem minutter af anden halvleg var kørt så eftertrykkeligt fast, at 13-8 var forvandlet til 13-11. Thynell torpedere senere gæsternes mulighed for udligning ved at score til 15-13. Han fulgte hurtigt op med et par stykker mere, inden han med en satset, men syleskarp aflevering hen over hovederne på tilbageløbende Skanderborg-forsvarer ramte hånden på en strakt arm hos landsmanden Adam Nyfjäll, der øgede til 20-15 med et kvarter tilbage.

Det bedste i et år

Herefter var det opvisning, og efterfølgende kunne Claus Kjeldgaard også presses til at glæde sig på egne vegne efter sidste års skadesrædsler.

- Jeg er stolt og glad. Og for mig selv har jeg jo ikke spillet håndbold sådan hér i over et år, så det er sådan lidt ekstra glæde, der kommer ind i det i dag, sagde playmakeren.

Glæden var hele holdets. Og tilskuerne fejrede en festlig aften og en god sæsonstart.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark