Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Var det vendepunktet for SønderjyskE?

SønderjyskE havde svært ved at holde styr på FCN's Mads Aaquist. Her gør Stefan Gartenmann et forsøg. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Var det vendepunktet for SønderjyskE?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SønderjyskE spillede en meget skidt første halvleg, men sønderjyderne hentede alligevel et point med hjem fra Farum på en sen, sen udligning af Kees Luijckx.

SUPERLIGA: SønderjyskE og de sene afslutninger endte ud med et stort plus på bundlinjen i Farum fredag aften.

Sønderjyderne var døde og begravet, men de kom tilbage i kampens sidste ti minutter og vendte 0-2 til 2-2.

Det, der startede med at være sæsonens ringeste indsats, endte alligevel med at give point - måske er det dét, der blev vendepunktet for SønderjyskE?

Det kan godt være, at SønderjyskE nu er uden sejr i seks kampe - men den uafgjorte i Farum var næsten mere end en sejr.

SønderjyskE-træner Claus Nørgaard havde valgt de samme 11 spillere som ugen forinden, men han havde modelleret lidt rundt på opstillingen og forsøgt at skræddersy den til FC Nordsjælland. Det har flere hold gjort før SønderjyskE - med forskelligt held og resultat - men SønderjyskE's nye 4-4-2-model, som til tider lignede en 6-2-2-model med Emil Scheel og Christian Jakobsen som ekstra backgarderinger, bliver formentligt ikke genbrugt lige med det samme.

For det var en SønderjyskE Light-udgave, der stillede op i Farum - sådan kom det i hvert fald hurtigt til at se ud. Meget kunne måske have set anderledes ud, hvis Philip Zinckernagel havde haft mere held i sin afslutning efter en god dribletur i kampens første minutter.

Herefter stod der FC Nordsjælland på resten af halvlegen. Boldbesiddelsen hed 73-27 i FCN-favør i første halvleg, og hjemmeholdet havde 297 afleveringer mod SønderjyskE's 49. Når der samtidig stod 2-0 på måltavlen, var klasseforskellen til at få øje på.

Zimling ude i op til en måned
Kampen i tal
FC Nordsjælland-SønderjyskE 2-2 (2-0)1-0 Ernest Asante (10.), 2-0 Karlo Bartolec (12.), 2-1 Runar Alex Runarsson (78./selvmål), 2-2 Kees Luijckx (94.)

Advarsler

FCN: Patrick Da Silva (49.), Mads Aaquist (56.), Patrick Mtiliga (65.), Runar Alex Runarsson (88.)

SE: Marcel Rømer (51.), Ramon Rodrigues (60.), Philip Zinckernagel (63.), Stefan Gartenmann (89. og 93.)

Udvisning

Stefan Gartenmann (93.)

SE's hold: Sebastian Mielitz - Ramon Rodrigues (88./Troels Kløve), Kees Luijckx, Stefan Gartenmann, Simon Poulsen - Emil Scheel (76./William Tchuameni), Niki Zimling (27./Marcel Rømer), Eggert Jonsson, Christian Jakobsen - Philip Zinckernagel, Mikael Uhre

Tilskuere: 2.187

Intet modsvar

Hvor SønderjyskE i de seneste kampe har sejlet i slutfasen, blev skæbnen beseglet i kampens indledning denne gang. Stefan Gartenmann fik kun halvclearet en afslutning, der røg ned til Emiliano Marcondes på baglinjen - sønderjyderne appellerede heftigt for offside - og SønderjyskE-forsvaret blev yderligere splittet, da bolden blev spillet tilbage til Ernest Asante, der nemt kunne sætte 1-0-målet ind efter ti minutters spil.

Blot to minutter senere var den gal igen, og igen så forsvaret passivt til. Gartenmann lod lille Mads Aaquist spille bolden videre med brystet, Eggert Jonsson hang efter Karlo Bartolec, og så var det ingen sag for kroaten at score til 2-0.

SønderjyskE havde intet modsvar i første halvleg, og der skulle en stor Sebastian Mielitz-redning til for at forhindre 3-0-målet kort før pausen, da Mads Aaquist kunne sætte en god afslutning ind efter nyt, slapt forsvarsspil af gæsterne.

Luijckx blev helten

I pausen kunne man så gruble over, hvorfor SønderjyskE nede 0-2 holdt fast i seks mand i forsvaret, og samme tanke havde Claus Nørgaard haft, da han skubbede Scheel og Jakobsen længere frem på banen, hvor de hører hjemme - vel også i en udekamp mod FC Nordsjælland.

SønderjyskE, der havde været helt usynlige i offensiven i første halvleg efter Zinckernagels indledende forsøg, kom langt bedre med efter pausen, og den offensive satsning - eller fravalget af en betondefensiv i hvert fald - gav også resultat.

Efter en time var Mikael Uhre tæt på, da Eggert Jonsson spillede bolden fint på tværs til angriberen, og godt ti minutter før tid, kom der sørme spænding tilbage i kampen. Philip Zinckernagel - SønderjyskE's bedste mand i Farum - bragede bolden på stolpen fra 20-22 meters afstand, og returen endte i ryggen på FCN-målmand Runar Alex Runarsson og gik i mål.

Der bliver snakket så meget om marginaler i fodbold - SønderjyskE havde dem til overflod i Farum.

SønderjyskE satte et godt tryk ind i efter reduceringen, og de lod sig end ikke slå ud af en udvisning til Stefan Gartenmann i overtiden. I et sidste desperat forsøg sendte Eggert Jonsson bolden ind i det lille felt, hvor Kees Luijckxs skubbede bolden ind til 2-2 i det fjerde tillægsminut.

Det startede så skrækkeligt for SønderjyskE. Det endte så godt. Måske det var vendepunktet for SønderjyskE?

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark