Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læserne spørger - SønderjyskE-træneren svarer

En læser vil gerne se SønderjyskE-træner Claus Nørgaard være mere aktiv ved sidelinjen, når det går holdet skidt. SønderjyskE-træneren bliver dog nok aldrig en Bo Henriksen, der laver badutspring og maveplaskere. Foto: Liselotte Sabroe

Læserne spørger - SønderjyskE-træneren svarer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SønderjyskE-træner Claus Nørgaard svarer her på ti spørgsmål, som SønderjyskE-fans og JV-læsere har indsendt til avisen via mail, Twitter og Facebook.

John Frank Jensen: Hvordan kan du sidde stille og roligt under en kamp, når alle kan se, at det går meget dårligt? Du må op af stolen og guide dine spillere. Råbe som en gal, så de forstår, hvad du mener og spille herefter. Efterhånden er de sønderjyske dyder meget langt borte, og dem skal vi have tilbage. 

- Der er forskellige trænertyper, hvor der er fordele og ulemper ved alle typer. Jeg synes, det er vigtigt, at du er dig selv. Du skal ikke påtage dig en rolle og spille skuespil på sidelinjen. Nogle råber meget, og for nogle virker det at være meget verbal, mens det ikke virker for andre. Jeg mener, det er vigtigt, at du også bevarer roen og bruger kræfterne på at reflektere og træffer beslutninger i kampens hede. Den ro kan også smitte positivt af på spillerne, så de får den ro og frihed, der også er nødvendig for dem i forhold til at træffe de rigtige beslutninger på banen. 

- Jeg køber dog heller ikke præmissen med, at jeg aldrig står op og råber. Det handler om at gøre det på de rigtige tidspunkter, for spillerne kan også blive for immune overfor det, hvis de konstant bliver råbt af. 

- Jeg er enig i, at vi skal være opmærksomme og værne om de sønderjyske dyder. Det er noget, vi skal fastholde og udvikle løbende. Spillere som Tommy Bechmann, Johan Absalonsen, Nicolaj Madsen, Simon Kroon, Janus Drachmann, Marc Dal Hende og Pierre Kanstrup har stået for en vis del af det. Men det er noget, vi er opmærksomme på, hvordan vi kan udvikle os på - både i forhold til at udvikle på de spillere vi har samt sammensætningen af truppen fremadrettet.  

 

Thomas Engelstoft Lindharth: Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan du og holdet arbejder for at lukke mere solidt af i bagkæden. Dejligt, at vi kan finde ud af at få bolden i nettet, men jeg synes, det kniber lidt, når det kommer til at forsvare. SønderjyskE har altid været gode til at holde fast bagved, men det kniber lidt i den her sæson.

- Det har været positivt, at vi har scoret nogle flere mål, men det må ikke ske på bekostning af, at vi lukker flere mål ind. Det arbejder vi på hele vejen rundt på at forbedre. Det arbejder vi på i vores evaluering af kampene, på træningsbanen og i vores oplæg til kampene, og det gør vi både individuelt og kollektivt.

- Vi har set meget på, hvordan de andre scorer målene imod os, og vi har blandt andet lukket for mange mål ind på standardsituationer, så det har vi haft mere fokus på og er gået mere i detaljer. Vi har også sluppet nogle mål ind, der er scoret fra distancen, hvor de ganske vist er skudt godt ind, men de har også fået for meget tid og plads, så der har vi arbejdet på, hvordan vi kan skubbe mere ud og være mere aggressive. Endelig har vi også kigget på den lidt manglende koncentration og ærekærhed, som har kunnet være bedre i nogle situationer. 

 

Morten Stokholm Larsen: Frit valg på alle hylder, hvilken klub ville du så træne?

- Næst efter SønderjyskE må det være Liverpool, fordi jeg har en stor passion for den klub, men så må jeg understrege, at vi taler om en ønskeklub med tryk under "ønske". Lige nu er SønderjyskE et godt sted for mig at være, og vi passer godt sammen. Det vigtigste for mig er at være et sted, hvor vi rykker os sammen, og hvor jeg er omgivet af gode mennesker og gode værdier, og det er jeg i SønderjyskE, hvor jeg er glad og trives lige nu. Men det er også sådan med fodbold, at det er svært at karriereplanlægge. Det kan hurtigt gå det ene eller anden vej. 

 

Karl Rene Fogsgaard Seibt: Hvilket potentiale ser du i SønderjyskE?

- Der er et stort potentiale i SønderjyskE, men det kræver også, at vi kommer et step op på ressourcer som økonomi og faciliteter. Nu har SønderjyskE i et par år været etableret i superligaen, men vi skal også et step op, hvis vi skal blive ved med at matche de andre hold og rykke os mere. Det er en klub, hvor man gerne vil have mere for pengene, men i det lange løb er du nødt til at økonomi, ressourcer og faciliteter til at følge med, hvis du skal konkurrere med de andre.

 

Thomas Pekruhn: Hvad er status med Casper Olesen, er han ikke klar til flere minutter, og hvilken position tænker du, han er bedst?

- Casper er meget ærgerrig og målrettet, og han har rykket sig hurtigere end forventet, og det er meget positivt. Han banker på til minutter i superligaen, og det har han også allerede fået. Men vi skal huske på, at han har været ude i et år, så det sætter også sine spor på fysik, tempo og timing. 

- I forhold til, hvor han er bedst, afhænger det af, hvilket system vi spiller. Han er en af de bedste i truppen til at spille i mellemrummet mellem deres midtbane og bagkæde, så han er bedst som 10'er, eller også skal han spille på en kant, hvor han så kan være mere indadgående.

 

Kasper Harby: Du skifter ofte kun to spillere pr. kamp. Hvorfor?

- Det er ikke et bevidst valg, at jeg kun skifter to, og jeg har heller ikke være opmærksom på det, før jeg fik dette spørgsmål. Ofte er den sidste udskiftning mere taktisk, og jeg holder den lidt hen i forhold til risikoen for en skade, og at vi skal spille med ti mand. Det handler også om kampens udvikling den ene eller den anden vej - om vi skal skifte offensivt eller defensivt ind. Jeg mener heller ikke, at man skal skifte bare for at skifte - det skal være for at forbedre holdets mulighed ved at skifte.  

 

Marcus Bossen: Forventer du at give debut til nogle unge/U19/U17-spillere i denne sæson?

- Lad mig slå fast, at der ikke er noget, jeg hellere ville. Akademiet betyder meget, og vi vil gerne have spillere op på førsteholdet, men på den korte bane står der ikke lige én og banker på til en debut. Hvis der er en U17-spiller, der er ved at være klar til superligaen, er han også svær at holde på - så begynder de udenlandske klubber allerede at spørge ind.

- Vi har en tæt kontakt til U-trænerne, og vi har et godt miljø og set up, men vi skal gerne gå fra at være lige under til at være en del af den bedste gruppe med A+-licens til begge hold. Det tror jeg også, at vi får, for der er lagt et godt, kontinuerligt arbejde i det, og vi lægger mange ressourcer i det, og jeg kender til det fra min DBU-tid, så jeg kan se, at vi leverer på et godt niveau, hvor vi også er på niveau med flere af de bedre klubber. 

 

Brian A. K. Sørensen: Har stemningen i truppen været for afslappet, og kunne det have indflydelse på spillet? Hvordan er stemningen i omklædningsrummet?

- Stemningen er god. Der er godt humør, som der plejer at være, men efter flere kampe, hvor vi har haft stolpe ud og mistet nogle sejre, har det sat nogle mentale spor, som vi arbejder med. Niveauet og intensiteten er god på træningsbanen, men mentalt har det knebent med at folde det ud i kampene.

 

Niels Ole Kjær: Hvor vil du gerne forstærke truppen?

- Vi er 28 spillere nu, og det vigtigste er, at vi ikke henter spillere ind fra nummer 12 til 28 - med mindre det er nogle unge, udviklende spillere. Det skal være spillere, der kan være med til at forstærke os og gøre en forskel fra dag 1. Jeg vil gerne hente dansk, hvis det er muligt. Og så kigger vi meget på, hvordan vi sammensætter truppen i forhold til mentaliteten. Der skal være nogle ledere, der samler truppen, og som tager ansvar og går forrest og har vindermentalitet. Om det så lige er højrekant, venstrekant, eller hvad det er, det er længere nede på min liste. Men så har det næste transfervindue selvfølgelig også noget at skulle have sagt - hvis vi mister nogle spillere, har det også indflydelse på, hvor det er, vi skal forstærke os. 

 

Morten Ravn: Hvis du kunne hente en spiller (uanset pris) i en anden superligaklub, hvem ville du så helst hente?

- Så er der jo fristende at tage dem, der scorede 20+ mål på topscorerlisten sidste sæson, og det var ikke dem alle, der kom til udlandet, så der kunne Paul Onuachu og Teemu Pukki være emner.

- Som et tidligere spørgsmål gik på, ville jeg også gå efter nogle spillere med lederegenskaber - nogle, der samler og har den hårdhed, der skal til. Her er Jakob Poulsen en stor leder i FCM, men han har efterhånden en høj alder og trives vist ganske godt i FCM. Benedikt Röcker i Brøndby har nogle af de samme lederegenskaber, og han tager noget ansvar. Jeg nåede også nogle få uger med Janus Drachmann i SønderjyskE, og i min verden har han også nogle af de kvaliteter, som vi gerne skal bringe ind på vores hold igen. 

Ærgerlig Egholm: - Jeg er enormt skuffet

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark