Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fravalg af kemobehandling gav nærvær i afskedens stund

Helle Lauridsen og datteren Pia Jacobsen på kirkegården, hvor forældrene Karin og Egon Adolphsen er urnenedsat i græsplanen på de ukendtes grav, og her mindes de forældre og bedsteforældre, der bevidst valgte kemobehandlingen fra for at få livskvalitet i deres sidste tid.Foto: Timo Battefeld

Fravalg af kemobehandling gav nærvær i afskedens stund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Afsked: Helle Lauridsen og datteren Pia Jacobsen har det forløbne år taget afsked med hendes forældre Egon og Karin Adolphsen, da de valgte livsforlængende kemobehandling fra. Det var det rigtige at gøre, for det gav mere nærvær den sidste tid,

SØNDERBORG: I fjor fortalte ægteparret Karin og Egon Adolphsen, Dybbøl, at de som kræftpatienter havde valgt livsforlængende kemobehandling fra for at få det bedste ud af deres sidste tid.

Nu er de begge døde. Karin afgik ved døden 2. september 2016. Egon fulgte efter 21. marts 2017.

Tilbage sidder familien med et hav af minder. Det gælder blandt andet den 54-årige datter Helle Lauridsen, Aabenraa, og barnebarnet Pia Jacobsen, 30 år, Sønderborg. Hun var med bedsteforældrene på Odense Universitetshospital, da de i april i fjor begge på én og samme dag valgte kemoen fra.

- Det var det rigtige at gøre. Jeg har set kemopatienter, og den min far skulle have, var en af de hårde af slagsen. Det ville medføre tab af hår og negle og skøre tænder samt nedsat immunsystem. Han kunne ikke se sig selv i det helvede, siger Helle Lauridsen, der godt kunne følge forældrenes beslutning.

De følgende måneder blev en intens og hård tid, men også fyldt med glæder og nærvær for begge børn og deres familier.

Lånt tid rummer stor livskvalitet
Fakta
I juni sidste år fortalte Karin og Egon Adolphsen i avisen om baggrunden for at vælge den livsforlængende kemobehandling fra. De tog i april til Odense Universitetshospital som et led i behandlingsforløbet. Karin fik at vide, hun var for svagelig og havde tabt sig for meget til, lægerne turde give mere kemo. Egon skulle have hormonbeandling på en anden afdeling. Det viste sig, hans kræft var blevet immun over for hormoner.- Sygeplejersken sad over for, klar med sprøjterne til at give mig kemobehandling. Jeg spurgte til bivirkninger. Det er tab af negle, skøre tænder, hårtab og nedsat immunsystem og knoglemarv. Jeg spurgte: "Hvad kan du tilbyde til gengæld? Kan jeg leve tre måneder endnu - et år, hvor meget?" Hun kunne ikke garantere noget som helst. "Jeg vil ikke have det!"sagde jeg, fortalte Egon Adolphsen til JydskeVeskysten om den skæbnesvangre tur til Odense.

På turen hjem sagde han til hustruen og sit barnebarn Pia, at nu var det sidste gang, de var på vej hjem fra Odense efter en kemo- eller hormonkur. Næste gang, de tog hjem derovre fra, villle det være fordi, de havde været til koncert. Det nåede de også, da de var til Semino Rossi koncert i Odense med hotelophold og bytur.

Karin ville ikke til læge

- I løbet af sommeren mistede mormor fuldstændig appetitten, og kræften trykkede på alt. Det var rigtig hårdt, for det var ofte mig, der var hos mine bedsteforældre, fortæller Pia, hvis mor som eftervirkning af en levertransplantation selv gennemgik en omfattende brokoperation i Aarhus på samme tid, som bedsteforældrene valgte kemoen fra.

- Min mor begyndte at tabe sig allerede i foråret 2015. Jeg spurgte, hvad hun gjorde for at komme ned i vægt. Hun svarede: ikke noget! Jeg sagde, hun skulle gå til læge, men hun tøvede. Jeg tror godt, hun vidste, den var gal. I stedet tog de på ferie i Grækenland i foråret, fortæller Helle Lauridsen.

Da Karin og Egon Adolphsen kom hjem, gik hun til læge og fik konstateret sukkersyge. Senere på året belv hun gul over hele kroppen, og i januar 2016 fik hun stillet diagnosen bugspytkirtelkræft. Den er svær at stille noget op med, og Karin blev meget dårlig af den ene kemokur, hun fik. For hende var det ikke noget svært valg at sige nej til kemoen.

- Fars bror havde haft budspytkirtelkræft og var igennem et sandt helvede, inden han døde, fortæller datteren.

Forældrene var indstillet på at nyde livet og få det bedste ud af den sidste tid. De var til Semino Rossi koncert i Odense med overnatning på hotel. Soveværelset i hjemmet blev hyggeligt indrettet trods hospitalssenge og behandlingsudstyr blandt andet katedere og poser til Egon, der havde prostatakræft. Familien lavede lækker mad, og ægteparret så masser af håndbold, fodbold og OL fra sygesengen. De var begge meget sportsinteresserede. Da Karin døde 2. september blev hun udfriet fra sine lidelser.

- Mor havde det rigtig skidt til sidst. Vi kunne mærke, at nu orkede hun ikke mere, fortæller datteren.

Bedst hun gik først

- Min far sagde, det var bedst, min mor kom herfra først, for hun ville have haft sværest ved at leve videre uden ham, fortæller Helle Lauridsen, der mener, beslutningen om fravalg af behandling bør ske efter nøje overvejelse.

- Man skal tænke sig grundigt om, for der er argumenter for og imod. Hvis man bare vælger livsforlængende behandling, fordi man får det tilbudt og ikke forholder sig til det, kan det være at forlænge smerten, siger den 54-årige kvinde, der mener, livsforlængende behandling også skal være lig med livskvalitet.

- Man kan få en nål under huden, så der hele tiden kan gives medicin mod smerter. Så skal man ikke stikkes hele tiden, siger hun.

- Jeg var med min morfar i teatret. Han sad i kørestol, for han havde meget ondt i fødderne. Det viste sig at være en operette, vi var kommet til, og så spurgte han, om vi ikke kunne tage hjem, for han havde troet, det var et teaterstykke. Jeg sagde, vi ikke kunne få flekstrafik til at hente os før tiden, så vi var nødt til at holde ud, siger Pia Jacobsen, der ofte blev tilkaldt den sidste tid, når hendes bedstefar havde det skidt.

Helles bror, Ole, tog plejeorlov den sidste halvanden måned før Karins død og to dage om ugen i faderens sidste tid.

Ingen papmad

- Hvor har jeg lavet meget mad til dem. Min far ville ikke have kommunal institutionsmad. Papmad kaldte han det, fortæller Helle Lauridsen og fremviser et billede på mobiltelefonen, hvor hendes sygdomssvækkede far sidder og rører i en dej til fedtkager til jul.

- Få dage før sin død, kaldte morfar naboerne sammen. Han sagde, at nu gad han ikke mere, så han ville gerne tage afsked med dem. Metastaserne havde sat sig i knogler og lymfer, og han havde nervesmerter i fødderne. Det var som at gå på glas, så han havde svært ved at komme op at stå. Lægerne ville godt scanne ham, men så skulle han sige ja til operation og videre behandling, og det ville han ikke. Han ville ikke overleve det, fortæller mor og datter.

- Hjemmehjælpere og sygeplejersker gjorde, hvad de kunne. De var alle sammen ufatteligt dejlige at have med at gøre, og de havde forståelse for mine forældres valg. Man skal hjælpe på en anden måde i den situation. Vi har kunnet snakke ærligt og åbent om alting. Vi lovede dem, at de aldrig ville komme til at dø alene. Vi var der, og de kunne ringe dag og nat, fortæller Helle Lauridsen.

På det tidspunkt mente både familie og Egon Adolphsen selv, at nu måtte det godt slutte. Han havde stærke smerter og kunne snart ikke mere.

Hop på slangerne

- Min far havde sagt, at hvis han kom så langt ud, skulle jeg hoppe på de slanger og slukke de kontakter, der var, for at gøre en ende på det, for han ville ikke ende sine dage son en grøntsag. Jeg sagde til ham, at nu var vi så vidt, men jeg kunne ikke rigtig finde nogle slanger at hoppe på. Han stak han hænderne under dynen og holdt slangerne til sit kateder op, siger Helle med et mat smil.

- Der var bare så meget sort humor omkring den hospitalsseng, så var der kommet nogen ind ad døren, ville de have troet, vi var gale, fortæller Pia med smil og tårer.

Søndagen inden Egon døde, havde han besøg af nogle venner og spiste rundstykker og frokost sammen med dem. Om eftermiddagen ville han have lagkage, selv om han havde svært ved at synke. Tre dage senere var det slut!

Solnedgang

2- Min far og mor har altid været aktive, udadvendte festaber. Når de var på ferie, sad de altid i solnedgangen og sang "Nu er jord og himmel stille". Den sang vi også til begge bisættelser. De har valgt at ligge i de ukendtes grav, men vi ved, hvor deres urner er sat ned, fortæller Helle Lauridsen.

- Vi har altid lavet alt muligt mærkeligt hos dem. Der blev lavet en bane af tagrender og andre plastrør i haven, hvor børn og barnlige sjæle kunne lege med kugler og se, hvem der kunne få dem til at løbe længst. De lavede deres gamle vandseng om til en hoppeborg. Gravede vi i plænen, lagde de bare græstæppet på plads, når vi var færdige, fortæller Pia, der savner sine bedsteforældre, men er glad for de minder, hun har.

- Mormor var en kraftig dame i sine velmagtsdage - glad og livlig. Da hun døde, vejede hun måske 45 kilo, fortæller hun.

- Jeg har mine solnedgange til minde om dem. Når jeg sidder og ser dem, tænker jeg på mine forældre med stor glæde, fortæller Helle Lauridsen, der ser solen stråle over hendes forældres glade, aktive og muntre liv, som alle er enige i, det var godt, der blev sat et værdigt punktum for!

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark