Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Blinde showdownspillere mangler træner

Kasper Antonsen blev i 2012 opfordret til at starte et showdownhold i Sønderborg. I dag mødes fem spillere mandag eftermiddag for spil og socialt samvær med andre synshandicappede. - Det kan godt være lidt svært at skabe et netværk som blind, fortalte han. Foto: Jacob Schultz

Blinde showdownspillere mangler træner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fem blinde og svagtseende mødes ugentligt i Sønderborg for at dyrke deres fælles interesse: Showdown. Det er dog liiiidt svært at blive sådan rigtig god uden en træner.

Sønderborg: Forestil dig at skulle spille airhockey med bind for øjnene. Pucken er skiftet ud med en bold med bjælder i. Du kan kun bruge din hørelse til at navigere efter bolden.

- Jeg tror, den ramte pladen, udbrød 29-årige Kasper Antonsen spørgende.

- Ja, det lød vist sådan, mente hans modstander 31-årige Mahmoud Charaf.

De er begge blinde, men nyder alligevel at komme forbi Sønderborg Handicap Idræts lokaler hver mandag i tre timer for socialt samvær og et spil showdown. Der er dog lige ét enkelt problem. De mangler en træner og dommer.

- Vi laver sikkert mange fejl, men vi ved det bare ikke, fortalte Kasper Antonsen, der for fem år siden startede showdown op i Sønderborg.

- Det er lidt svært at blive bedre, når du ikke får at vide, når du laver fejl, fortalte Mahmoud Charaf.

Showdown
Showdown er et boldspil for blinde, men det spilles også af normaltseende. Spillet spilles på et aflangt bord med bander. I midten er en bande, som sidder et stykke over banen. Bolden skal altså under banden. Et showdownbord er 3,66 m langt og 1,22 meter bredt. I hver ende af banen er der et huk dækket med net. Dette er målet. Man kan kun bruge hørelsen og den ene hånd under spillet. Hver spiller har et aflangt bat, som man slår til bolden med.Spillet kaldes af flere blindebordtennis, men minder meget om airhockey.

Holdet i Sønderborg Handicap Idræt består af:

Kasper Antonsen, 29 år, fra Sønderborg

Mahmoud Charaf, 31 år, fra Sønderborg

Anja Oldenburg, 44 år, fra Sønderborg

Conni Schrøder Sørensen, 58 år, fra Broager

Ulla Hoeg, 50 år, fra Nordborg

Stævnets spiller

Der er en hulens masse regler i showdown, men det er svært at sætte sig ind i alle og endnu sværere at følge dem, når man ikke kan se, hvis man laver fejl.

- Vi mangler sådan et sæt øjne og hænder hernede, fortalte 50-årige Ulla Hoeg, der selv er svagtseende.

Det er nemlig et hold ambitiøse folk, der mødes til showdown. Indtil videre er de fem mand, der troligt møder til træning. Hver gang.

For en lille måneds tid siden var holdet også til deres første turnering. En stor oplevelse for dem alle, selvom de helt store sportslige resultater udeblev.

- Jeg blev dog udråbt til stævnets spiller, fortalte 44-årige Anja Oldenburg.

Præmien blev uddelt til den spiller, der under turneringen udviklede sig mest.

- Det var heller ikke så svært at udvikle mig. Jeg skulle bare rette mig efter, det dommerne sagde, fortalte hun.

Blod på tanden

Det har dog været godt for holdet at komme ud og kæmpe mod andre showdownspillere.

- Der er kommet mere gejst på efter turneringen, fortalte 31-årige Mahmoud Charaf.

- Ja, vi har mere blod på tanden nu, mente Anja Oldenburg.

Selvom de synshandicappede showdownspillere er glade for at have mulighed for at spille, higer de efter at blive bedre.

- Nu har jeg endelig fundet en sport og har noget at gå op i, men da jeg jo er udpræget konkurrencemenneske, vil jeg gøre alt for at blive bedre, fortalte Mahmoud Charaf.

- Jeg bruger 50 minutter hver vej for at komme til træning, og det gør jeg, fordi jeg hygger mig, men jeg vil også gerne blive bedre og lære spillet ordentligt, sagde Ulla Hoeg, der bor i Nordborg.

Træner søges

Tre timer træner de fem showdownspillere per gang, men det er ikke altid lige så effektivt, da det er en ualmindeligt larmende sport.

- Vi har godt nok to baner, men vi er tvunget til kun at spille på en ad gangen. Det larmer simpelthen for meget og gør det svært at høre, hvor bolden er, fortalte Kasper Antonsen.

Selvom nogle af medlemmerne har lidt af synet tilbage, spiller alle på lige fod. Hver spiller ifører sig bind for øjnene inden kamp.

- Alle er velkomne hernede. Seende som blinde. Når først kampen går i gang, er lige alle ligestillede, fortalte Kasper Antonsen.

Ønsker man at deltage enten som spiller, dommer eller træner, kan man kontakte Kasper Antonsen tlf. 6130 0814 eller Ulla Hoeg tlf.: 2263 3036.

Holdet forsikrer, at de kan få andre trænere og spillere ned for at oplære en eventuel kommende træner og dommer.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark