Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Biogasanlæg flyttes nok til Glansager

Louise og Julie Dau nyder landskabet omkring Hesselgaard, og et biogasanlæg i horisonten vil ikke være nogen hindring for deres naturoplevelse. Foto: Timo Battefeld

Biogasanlæg flyttes nok til Glansager

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Alternativ: Kommunen undersøger muligheden for at placere et kommende biogasanlæg i Glansager ved containerpladsen og Lambjerg, fordi det ligger tættere på gylleproducenterne og er trafikalt nemmere at nå.

SØNDERBORG: Det planlagte biogasanlæg, der oprindeligt skulle placeres i Blans, bliver måske opført i Glansager i stedet for. Det er tættere på de alsiske gylleleverandører, og lettere at komme til med 50-65 daglige transporter med husdyrgødning. Den ny placering vest for Lambjerg og nordøst for Vollerup er ved containerpladsen i Glansager og tæt på omfartsvejen.

- Vi har besluttet at undersøge alternative muligheder til Blans, men jeg vil gerne understrege, Blans er ikke droppet. Årsagen er, placeringen i Blans ikke har Sydals med i den radius af 20 kilometer, hvorfra husdyrgødningen til biogasanlægget skal komme. Derfor undersøger vi, om Glasager kunne være en mulighed, så vi får hele Sønderborg kommune med som forsyningsområde, siger teknik- og miljøudvalgsformand Frode Sørensen, S.

Han var i januar til borgermøde på Ballebro Færgekro, hvor talstærkt fremmødte borgere i nabolaget specielt var betænkelige ved konsekvenserner af de mange gylletransporter igennem Blans. I Glansager er ingen tæt beboelse eller institutioner, og det er tættere på leverandørerne og gasnettet.

- Glansager er et stærkere projekt. Løsningen er fundet i samarbejde med landboforeningen. Det skar i øjnene i Blans, vi ikke kunne nå alle de bønder, der gerne vil være med. Det kan vi med det alternative projekt, siger projektleder Morten Gyllenborg, NGF Nature Energy, der står for projekt og leverandøraftaler.

- Projekt og ideoplæg er helt det samme, men vi starter forfra med idekatalog og ideudvikling samt VVM-undersøgelse. Der bliver også indkaldt til et borgermøde. Projektet bliver forsinket de måneder, undersøgelsen af den alternative placering varer, men det kan stadig være færdigt i 2019, siger sagsbehandler Anne Mette Kildegård Andersen.

I nabolaget bliver et eventuelt biogasanlæg vel modtaget. Naboerne er vant til gylle og landbrugstransporter.

- Vi er en del af livet på landet. Bliver jeg leverandør til et biogasanlæg i Glansager, kan jeg måske spare en halv til en hel million til en ny gylletank, siger svineavler Louise Dau, Hesselgaard.

Fakta
Biogasanlægget har en kapacitet på 600.000 tons gylle og står i en pris af 235 mio. kroner, som gødningsleverandørerne ventes at være medinvestorer i. Produktionen er 16 mio. kubikmeter biogas om året svarende til over 10.000 husstandes varmeforbrug. Den mulige gyllekapacitet i en omkreds af 20 kilometer fra Glansager er 700.000 tons. Landmændene får den tørre koncentrerede gyllemasse tilbage som kvalitativt bedre gødning. Biomasseanlægget i Blans har været planlagt i syv år og indgår i kommuneplanen, men flyttes nu måske helt.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark