Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ambulancedrift sparer regionen mange millioner

Flere har stillet spørgsmålstegn ved, om det ville være muligt at spare omkring 60 millioner kroner årligt på ambulancedriften i regionen. Nu viser tal, at målet er nået. Formanden for regionens præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (t.v.), erkender dog, at regionen tidligere har betalt overpris til Falck. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard

Ambulancedrift sparer regionen mange millioner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Region Syddanmark sparer op mod 60 millioner kroner årligt på ambulancedriften i forhold til tidligere, hvor Falck stod for kørslen. Udvalgsformand erkender, at selskabets monopol har været dyrt for regionen.

Regionen står til at spare omkring 85 millioner kroner på ambulancedriften i 2018 set i forhold til udgiften i 2014, som var det sidste hele år, hvor den daværende operatør, Falck, kørte.

Det viser et notat, som regionen har udarbejdet.

Præhospitalsudvalget, der har det politiske ansvar for ambulancedriften, fik i denne uge forelagt budgettet for 2018 for Ambulance Syd samt det forventede forbrug for Responce. Ambulance Syd overtog i august sidste år driften i Vestjylland, Sønderjylland og Fyn fra Bios, der blev erklæret konkurs.

Ifølge notatet forventes udgiften til den samlede ambulancedrift i 2018 at blive 487 millioner kroner. I 2014 var den 572 millioner.

Da regionen efter et udbud offentliggjorde aftalen med Bios og Responce i 2014, var forventningen, at regionen over den ti-årige kontraktperiode ville opnå en samlet besparelse på omkring 600 millioner i forhold til den daværende aftale med Falck.

Da Falck formentlig ville have sænket prisen, i tilfælde af at selskabet havde vundet udbuddet, er den reelle årlige besparelse omkring 50-60 millioner, mener formanden for regionens præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V).

Reddere vil have del i ambulance-millioner
Sagen kort
Efter et udbud overtog Bios og Responce ambulancedriften i Region Syddanmark i 2014 fra Falck.Efter en yderst turbulent periode blev Bios erklæret konkurs i sommeren 2016. Ambulance Syd, som drives af regionen, står nu for ambulancedriften i tre ud af fire områder i Region Syddanmark, mens Responce står for den sidste del.

Fortrøstningsfuld

Baseret på de realiserede tal for 2017 forventer formanden, at budgettet for 2018 holder. Det gælder også årene derefter.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld med hensyn til, at besparelserne vil fortsætte. Jeg kan ikke se, hvad der skal ændre sig. Besparelserne betyder, at vi så undgår at skulle spare på eksempelvis sygehusene.

I havde en forventning om at spare omkring 60 millioner kroner i gennemsnit over ti år. Budgettet for næste år er vel bare et udtryk for, at det går som forventet?

- Ja, men mange har sagt både tidligere og nu, at vi aldrig ville se disse besparelser, som der var lagt op til. Nu har vi det så sort på hvidt, at der er tale om en meget stor økonomisk gevinst for regionen. Onde tunger har også sagt, at vi ville se en ringere ambulanceservice, men vi kan se, at responstiden er den samme som tidligere eller endda bedre, og der er flere aktive timer på vejene end nogensinde. Så der er ikke skåret på kvaliteten, påpeger Thyge Nielsen.

Noget rod

Han pointerer, at redderne får det samme i løn som tidligere og vurderer derfor, at de mange ekstra millioner, som regionen betalte Falck, er gået til Falcks aktionærer. Selskabet havde i årevis monopol på ambulancedriften.

- Falck har været gode til at køre ambulancerne, men de har altså også været gode til at lave kontrakter, lyder det tørt fra Venstre-manden.

Er det her læring for jer om, at det private ikke nødvendigvis er det bedste?

- Så enkelt kan man ikke sige det, men man må sige, at når et privat firma har monopol, så er det ikke hensigtsmæssigt. Jeg har ikke noget som helst imod udbud, men hvis man skal bruge det, så skal det være på et område, hvor der er en eller anden form for konkurrence, siger Thyge Nielsen.

I har stået med en masse udgifter på grund af ambulanceudbuddet, som endte med en konkurs af Bios sidste år. Har det trods besparelserne været det hele værd?

- Selv i worst case tager de ekstra udgifter ikke mere end ét og højst to år af besparelserne. Jeg er enig i, at sagen har været noget rod, men jeg må også sige, at der er ikke én eneste borger, som har ringet efter en ambulance, der ikke har fået den.

Kan du sige det med 100 procents sikkerhed?

- Yes, yes. Det er helt sikkert, fastslår Thyge Nielsen.

Falck har tidligere udtalte til JydskeVestkysten, at deres tilbud i forbindelse med udbuddet i 2014 "gav minimum den samme kvalitet som hidtil". Prisen var således udregnet ud fra de samme principper, som selskabet vandt et udbud med i blandt andet Region Midtjylland, forklarede regionsdirektør Niels Thorup.

Falck har siden hen flere gange klart afvist at have taget overpris i Syddanmark.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark