Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Naturdebattens nestor er død

Finn Birkholm-Clausen var livet igennem et aktivt naturmenneske - både i, for og med naturen. Foto: John Frikke

Naturdebattens nestor er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Projektkonsulent i Nationalpark Vadehavet, John Frikke, og tidligere vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, biolog mag.scient. Poul Hald-Mortensen, skriver følgende mindeord over naturmennesket Finn Birkholm-Clausen (Marstal 9.5.1944 - Snittrup 7.4.2017):

I hele sit voksne liv kæmpede Finn for naturen, også da han til sidst måtte slås med en uhelbredelig sygdom, som tog livet fra ham den 7. april 2017.  Derfor var det en sejr og tilfredsstillelse for ham, da en højesteretsdom kort før hans død, den 28. marts 2017, gav ham og andre naturvenner medhold i, at de lidt for grådige landmænd på Værnengene skulle respektere de gældende regler for naturbeskyttelsen af dette internationalt betydningsfulde fugleområde.

 Finne Birkholm-Clausen var i en lang årrække lærer i det sydvestjyske område, hvor også moderen og faderen samt farfaderen havde haft deres lærergerning. I barndommen i Lønne ved Nørre Nebel blev han fortrolig med naturen og dyrelivet på Værnengene og i de vestjyske plantager. Fra faderen og farfaderen fik han indsigt i og forståelse for de vestjyske traditioner for jagt og fiskeri, men tidligt valgte Finn den mere registrerende rolle som bl.a. ringmærker og fotograf. Som barn holdt han dværghøns og udviklede interessen for pasning og avl af prydfjerkræ og fasaner. Lige til det sidste vidnede hans volierer med velpassede fugle om hans erfaring og tålmodighed på dette vanskelige felt.

Fra Lønne flyttede Finn med familien til Henne Kirkeby skole, der var nærmeste nabo til den udtørrede Filsø samt Henne Kirkeby Kro. Her levede minderne om den store sø og fuglemaleren Johannes Larsen endnu. Senere flyttede familien til centralskolen i Stausø, hvor faderen blev skoleleder. Finn tog studentereksamen fra Vestjysk Gymnasium i Tarm og fik lærereksamen fra Esbjerg Seminarium. Efter nogle år i parcelhus i Hjerting flyttede Finn og hans lille familie til Aike ved Bramming. I disse landlige omgivelser og med en tålmodig kone udviklede Finn for alvor sine engagementer i hold af prydfjerkræ, ringmærkning af duehøge og deltagelse i kampen mod de kræfter, der efter hans vurdering forringede naturen.

I 1970'erne samlede Finn således systematisk hundredvis af presseklip under overskriften "Jagten til debat", og det skabte politisk opmærksom på den voldsomme kystfuglejagt, der især i Vestjylland forårsagede omfattende nedskydninger af mange fuglearter, som i dag er totalfredede. I den lille og hemmelige organisation "Pugnax" (= den stridbare) var Finn også én af de mest aktive med opsætning af plakater imod jagt på vadefugle. Finn var tilsvarende slideren, der stod i spidsen for en - i forhold til tidevandet - ikke alt for godt timet demonstration imod indvielsen af Det fremskudte Dige foran den nyinddæmmede Margrethe Kog i Tøndermarsken. Finn var også i front, da "Pugnax" i 1980'erne ved en veltilrettelagt demonstration marcherede med døde skarver og buldrende trommeslag gennem det centrale København til Fredningsstyrelsens kontorer i Amaliegade for at protestere imod den af Naturfredningsrådet anbefalede nedskydning af skarvernes unger på Ormø ved Holsteinborg.

Finn var i sandhed en éner, men en rigtig god én af slagsen. Han var et varmt menneske, der kerede sig om sine medmennesker og altid stod vennerne bi, hvis der var slinger i valsen. Uretfærdighed var det værste han vidste, og han gik indædt til kamp mod den - uanset om det var noget, han selv var udsat for, eller om det var andre der var udsat for den! Og så var han en fighter ud over alle grænser, hvilket alle, der spillede volleyball, badminton eller bridge med ham, klart kunne skrive under på! Et særligt varemærke var dog hans viden om alt muligt, og i særklasse hans viden om naturen og miljøet, som var hans helt store passion gennem hele livet.

Efter at Finn var flyttet til Snittrup ved Nørre Nebel og mødte Karen, kom der mere ro over hans tilværelse. Men når han i sit camouflagefarvede battledress og med en fremtoning, der var en blanding af Fidel Castros og Che Guevaras, gik fra dør til dør for at samle underskrifter til fordel for Filsøs genskabelse, så kunne ingen være i tvivl om, at ildsjælens stædighed og optimisme var ukuelig. Finn og Karen nød nogle gode år, hvor de sammen hyggede sig med at kigge på fugle og samlede spiselige, vilde urter - både til eget brug og gourmetrestauranterne i Henne. Men selv i de sidste, særligt sygdomsplagede år reagerede Finn imod den ødelæggelse af fuglelivet, som landmændene var skyld i med en alt for intensiv drift af Værnengene. Også i denne, hans sidste kamp, var Finn ukuelig og bombarderede den lokale kommune med "bekymringsskrivelser", som endnu engang åbnede vi andres øjne for uretfærdighederne.

 

 

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark