Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mindeord: Jørgen Kusk


Mindeord: Jørgen Kusk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Karen Luise Hagelsø skriver følgende mindeord på vegne af familien til afdøde Jørgen Kusk:

Jørgen Kusk efterskolemand af hjertet, tidligere efterskolelærer og forstander for Vojens Ungdomsskole og Aabæk Efterskole.

Ét menneske er ét menneskeTo mennesker er to mennesker

Tre mennesker er tre mennesker

Fire mennesker er fire mennesker

Halvtreds mennesker er ingen flok

 Vi har mistet en elsket eksmand, far, svigerfar og bedstefar. Efterskoleverdenen har mistet en sand efterskolemand af hjertet. Hans mere end 40 år i efterskoleverdenen har haft en umådelig stor indflydelse på mange mennesker og især på det, mange af os i dag måske tager for givet; specialefterskolen.

  Hvordan nedskriver man en mands livsværk til disse mindeord? Det er ikke let, men som i de klassiske fortællinger må vi begynde ved begyndelsen.

Jørgen Kusk blev født på Rigshospitalet d. 27. januar, 1938. Hans biologiske forældre bortadopterede ham, men først som toårig kom han til Djursland, hvor hans kærlige og hårdtarbejdende adoptivforældre gav ham en barndom i trygge, men fattige kår. Han kom i den berømte "stråtækte", hvor han var heldig at have dygtige lærere, og hans solide skolekundskaber fik en lærer til at insistere på, at han skulle i mellemskolen i Grenaa. Det var ellers ikke den fremtid, han var spået, men hans forældre gav deres samtykke. I mellemskolen var der igen en lærer, som så hans faglige dygtighed - og denne lærer sørgede for, at han fik en friplads på Birkerød Statsskole. De tre år i Birkerød fik stor betydning for ham - med livsvarige venskaber. (Han drømte til det sidste om, at han kunne komme med til deres årlige gensyn i juni i år. Det nåede han ikke, men dagen før sin død fik han besøg af Pil Dahlerup, som var en af hans nærmeste venner fra Birkerød.)    Jørgen blev student med topkarakterer, og medens de andre festede og kørte i studentervogn, kørte han sporenstregs ind til ØK og søgte stilling. De blev så benovede over ham, at de ansatte ham på stedet - og efter hans eget udsagn færdiggjorde han sin uddannelse dér på under den halve tid. Men han fortsatte ikke i ØK, for de ville udsende ham til varme lande, hvor han skulle gå i hvidt jakkesæt - det nægtede han, heldigvis, for her begyndte hans færd mod skoleverdenen. Han færdiggjorde sin militærtjeneste og tog sig derefter nogle forskellige jobs - blandt andet blev han cykelvikar, da han ville sikre sig, at læreruddannelsen var det rigtige for ham. Det var den.

Han kom i 1961 til Emdrupborg Statsseminarium, hvor han mødte sin kommende hustru, Margit Hagelsø, som var datter af Jens Ejlert Hagelsø, stifter af og forstander på Vojens Ungdomsskole. I 1964 fik han sin lærereksamen - med højeste karakter og udmærkelse. Jens Ejlert Hagelsø ønskede, han og Margit kom til Vojens, men det ville de ikke. De fik i stedet stilling på Ubby Efterskole, hvor de var frem til 1966. Så vendte de næsen mod Vojens, hvor Hagelsø begyndte sin forstanderoplæring af Jørgen. Fra august 1969 blev han forstander på Vojens Ungdomsskole. Kort efter, i december, døde Jens Ejlert Hagelsø, men allerede dér, på Vojens Ungdomsskole, blev kimen til Jørgens livsværk lagt - for i kælderen på Vojens Ungdomsskole startede to kreative lærere, Børge Jacobsen og Mogens Thyge Jensen, et forsøg. De havde gjort sig samme erfaringer som andre lærere: Den traditionelle skole, hvor det forventedes, at eleven alene skulle tilpasse sig det eksisterende system, skabte alt for mange tabere og gav eleverne tilpasningsproblemer; der skulle skabes en skole, som i undervisning og miljø måtte tage udgangspunkt i elevens forudsætninger. I marts 1970 blev der afholdt stiftende generalforsamling - og Jørgen Kusk var med i skolens første bestyrelse. Aabæk Efterskole var en realitet. I 1972 stoppede han som forstander i Vojens, og i 1974 blev han ansat som lærer på Aabæk, hvor han med sin fortid i ØK også styrede regnskaberne. Og det var noget af et regnskab - alt blev købt på klods de første mange år, så skolen var afhængig af manges velvilje og tillid.

På Aabæk var han med til at tage alle kampene med systemet. Som landets første og eneste specialefterskole, var der mange veje, der skulle banes. Jørgen talte i den forbindelse altid om, at havde det ikke været for Jørgen Villum Olsen i Undervisningsministeriet, så havde verden nok set meget anderledes ud - for Jørgen Olsens interesse for Aabæk var ægte. Men som så ofte var en profet misagtet i sit eget fædreland, så Aabæks banebrydende efterskolepædagogik var i nogle år mere kendt i udlandet og blandt sagsbehandlere i hele landet - end i efterskolekredse herhjemme. Fra 1979-83 blev skolen fulgt særdeles nøje fra Bruxelles. I 1979 udkommer en bog om Aabæk Efterskole på Gyldendals Pædagogiske Bibliotek - og langsomt, men sikkert, breder denne specialpædagogik sig til andre nye skoler, hvor Jørgen Kusk også var med som "fødselshjælper" for nogle af disse som bestyrelsesmedlem. Og det tog især fart med udbredelsen af disse specialskoler, da "kæmpen", undervisningsminister Kresten Helveg Petersen, begyndte at rejse land og rige rundt for at tale de svages sag.

Af Aabæks pædagogik og hverdag fødtes også den første produktionsskole i Danmark: Stenderup, som begyndte som en afdeling af Aabæk Efterskole. Men Aabæk var ikke blot en arbejdsplads. Lærerne knyttede tætte venskaber og sammen købte de bl.a. en gammel skole i Sverige, Flahult, som både familier og elever fik stor glæde af. Sidste sommer samlede Jørgen hele familien i Flahult igen - det var et stort ønske, han havde, for nu havde han fået sin kræftdiagnose.

I august 1982 blev Jørgen Kusk konstitueret forstander - og 1. januar 1984 forstander. Han forblev forstander frem til sin pension i juli 2006 - efter mere end 40 års virke i efterskoleverdenen. For dette livsværk og sin ukuelige kamp for de svage i samfundet, modtog han i 2006 Helveg Prisen. Prisen gives til mennesker, der har ydet en særlig indsats for unge med særlige behov, og den uddeles af foreningen Ligeværd.

Så hvem var han? Jo, de bedste ord, der kan beskrive ham er "vid og bid". Han fyldte ethvert rum, han trådte ind i. Han var en rollemodel, skarp, vidende og videbegærlig, omfavnende og livsglad. Han sang højt, talte højt, grinede højt og havde sine meningers mod! Han kæmpede indædt for de svage. Han vidste meget om meget og var derfor en stor intellektuel kapacitet - uden den mindste snert af arrogance - tværtimod! Han var meget ydmyg om sit virke og kunne ikke drømme om at gøre væsen af sig. Han fortalte ingen om Helveg Prisen. Ingen i familien vidste noget før mange år senere. Og når han de sidste dage, før han tabte kampen mod kræften, blev spurgt af læger, sygeplejersker, hjemmehjælpere m.m., hvad han havde lavet i sit liv, så var svaret ikke: Jeg var forstander ... nej, svaret var: Jeg var EFTERSKOLEMAND. 

I sine sidste dage havde han brug for at få bekræftet, at han havde gjort en forskel. Det har han. Om nogen. Ligesom enkelte lærere fik afgørende betydning for hans liv - fik han afgørende betydning i mange unges liv. Han havde nogle mottoer, som vi ofte hørte: "Skolen skal ikke give karakterer - den skal 'skabe' karakterer", "Skolen skal være kreativ - det faglige er midlet" og "Fantasi er vigtigere end kundskaber". Men de ord, som han virkelig tog til sit hjerte - og som for ham havde størst vægt - var de ord, som disse mindeord begyndte med:

Ét menneske er ét menneske To mennesker er to mennesker

Tre mennesker er tre mennesker

Fire mennesker er fire mennesker

Halvtreds mennesker er ingen flok Som pensionist helligede han sig alt andet end efterskoleverdenen - den valgte han at følge på afstand. I stedet nød han nye venskaber især i og omkring Haderslev, litteratur, teater, rejser (han elskede især Island), petanque, sport - og ikke mindst elskede han livets goder som god mad, musik og vin. Han fortsatte med at hjælpe andre og involverede sig bl.a. i Sønderjysk Skolemuseum, hvor han agerede kustode (han yndede at kalde det stukode) og var med i arkiveringsgruppen. Sidst, men ikke mindst, nød han at være i familiens selskab, hvor han ofte var centrum for glæde og grin. Samtidig var han også både enerådig og stolt - og værnede om sit privatliv. Han prioriterede familielivet - og især børnebørnene - meget højt. Det eneste ønske han havde omkring sin bisættelse var, at Frank Sinatras 'My Way' blev spillet - og det vil den blive, for Jørgen gjorde det i sandhed på sin måde.

Der bliver tomt og tyst uden ham.

Jørgen efterlod sig disse håndskrevne ord på sit skrivebord. Måske var ordene ment som en tale til den genforening med gymnasiekammeraterne, som han ikke nåede:

"At blive gammel er ikke en gradvis nedtur, men en række af sorgfyldte fald fra den ene afsats til den næste. Og alligevel - når vi får samlet os op, opdager vi, at der ikke er brækket nogle ben, og, at den nye afsats, der breder sig uudforsket foran os, ikke ser så værst ud!

Der er også kropslige eller åndelige glæder, som mange ældre mennesker nyder. Disse glæder indbefatter nogle, som yngre mennesker har vanskeligt ved at sætte pris på. En af dem er ganske enkelt at sidde stille, som en slange på en solvarm sten, med en vidunderlig følelse af dovenskab, som sjældent opstod i de yngre år. Et blad flagrer ned, en sky bevæger sig centimeter for centimeter over horisonten: I sådanne øjeblikke er den gamle, helt afslappet, blevet en del af naturen - en levende del af naturen - en levende del med blodet strømmende gennem årerne ... fremtiden eksisterer ikke for ham."

Jørgen Kusk døde, 79 år gammel, den 21. april, 2017 på Sønderborg Sygehus. Han vil blive bisat fra Starup Kirke, tirsdag den 2. maj, klokken 11.00.

Æret være hans minde.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark