Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Leif Holm har meldt sig på banen igen

Leif Holm nyder det frivillige arbejde som fodboldtræner i Team Haderslev KFUM. Foto: Inge Rogat Møller

Leif Holm har meldt sig på banen igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den tidligere håndboldtræner og forretningsdrivende i Haderslev og Vojens er nu blevet fodboldtræner i Team Haderslev KFUM. Han trives bedst, hvis der er noget at kæmpe for hele tiden.

HADERSLEV: Lokale håndboldentusiaster husker måske Leif Holm som en meget engageret træner for både Næssets kvinder og mænd i slutningen af 90'erne og begyndelsen af nullerne. Han slog også på et tidspunkt sine trænerfolder i Gram.

Nu har han efter en længere pause fra sportslige aktiviteter igen meldt sig på banen. Denne gang som fodboldtræner i Team Haderslev KFUM.

Samtidig med sin håndboldtrænerkarriere var Leif Holm en meget driftig forretningsmand i både Haderslev og Vojens. Leif Holm bestyrede Matas i Storegade fra 1986 til 2000 og udvidede i denne periode butikken flere gange. Senere købte han Matas i Vojens, mens hans hustru bestyrede en tilsvarende butik i Aabenraa.

Også inden for organisationsarbejde var han aktiv. I 2004 blev han formand for Materialistforeningen og kom senere med i bestyrelsen for Matas og var med til at forberede butikskædens salg til en kapitalfond i 2007.

Rent lokalt var han formand for Cityforeningen i Haderslev og var med til at stifte Stjernebutikkerne. Her sad han som formand fra 1993 til 97. Endelig var han formand for Handelsstandsforeningen i Vojens i tre år.

Leif Holm
Leif Holm, 57 år, gift med Bente, sammen har de en søn og en datter på henholdsvis 30 og 28 år. Bor i Hoptrup.Frivillig fodboldtræner for Team Haderslev KFUM's serie 3- og 5-hold.

Har tidligere trænet Næssets håndboldkvinder i 3. division og mændene i danmarksserien. Har også været håndboldtræner i Gram.

Er indehaver af Nygaard Tønder a/s, der har hjemme i Padborg. Virksomheden driver engroshandel med blandt andet parfumerivarer.

Har bestyret Matas Storegade i Haderslev i 14 år og haft sin egen Matas-butik i Vojens og Aabenraa.

Har i stor stil deltaget i organisationsarbejde inden for sin branche.

Egen virksomhed

- Da vi solgte vores butikker, danderede jeg den i et års tids og overtog herefter Weha Kosmetik En Gros i Tønder sammen med tre andre. I dag hedder virksomheden Nygaard Tønder a/s og driver blandt andet engrosvirksomhed med parfumerivarer og kosmetik. Vi har 14 ansatte, fortæller Leif Holm.

På den sportslige front har han ligget stille, siden han stoppede som træner i Gram.

- Det var en anden tid dengang. Der var mere lokalpatriotisme, og vi kunne fylde hallerne, hver gang vi spillede. For mig er det meget enten eller, og på et tidspunkt havde jeg bare fået nok.

At han nu så er at finde som fodboldtræner i Team Haderslev KFUM bunder i, at han på et tidspunkt begyndte at spille veteranfodbold i først Starup og så senere i KFUM.

- Seniorafdelingen i KFUM var stort set nedlagt, men så tog en gruppe spillere initiativ til at starte et serie 6-hold. Jeg skulle på det tidspunkt opereres for en knæskade. Det ville jeg ikke. I stedet besluttede jeg mig for at genoptræne ved at løbe og spille lidt på serie 6-holdet, hvor også min søn var med. Da vi så rykkede op i serie 5, ville de gerne have en træner, siger Leif Holm.

 

 

En flok gode drenge

Leif Holm overtog sammen med Claus Petersen og Søren Griberg den tjans.

I klubben var der også et lukket serie 4-hold, der næsten udelukkende bestod af nydanskere. De klarede egentlig træningen selv, men begyndte efterhånden at træne sammen med serie 5-holdet.

I efteråret 2016 rykkede de op i serie 3, og nu er det Leif Holm, der står som træner for det hold.

- De er gode fodboldmæssigt og har nogle stærke relationer indbyrdes. For mig gælder det mest om at huske dem på, at de er nødt til at fokusere på det positive. Her er de nået langt. De er flok gode, rare drenge. Det gælder også serie 5-holdet, understreger Leif Holm.

 

 

 

Stor social betydning

Spillerne i KFUM træner to gange om ugen, og de tre trænere arbejder både med fodboldtekniske ting og taktik.

- Klubben har stor social betydning i Sydbyen. Det er vigtigt at kunne tilbyde et socialt fællesskab. Det er her vi lever vores liv, slår Leif Holm fast.

Der er omkring 60 fodboldspillere i Team Haderslev KFUM, og klubben har ud over holdene i serie 3 og 5 også et oldboys- og et veteranhold. Desuden forlyder det, at der efterhånden også er spillere til et ungdomshold.

Begge KFUM's bedste hold er dog kommet skidt fra start og har tabt alle deres kampe.

- På den baggrund lurer der måske en trænerfyring lige om hjørnet, siger Leif Holm med et glimt i øjet og fortsætter:

- Standarden er til mere end serie 3. At vi har klaret os så skidt, skyldes blandt andet vores dårlige træningsfaciliteter. Vi har været nødt til at spille os i form. Banerne blev først åbnet den 1. april. Indtil da var vi i princippet hjemløse. En kunstbane kunne løse problemet både for os og Starup UIF, slår Leif Holm fast.

 

 

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark