Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mindeord: Kruse Olsen


Mindeord: Kruse Olsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kaj Buchholtz, Norddalsparken, skriver mindeord om Kruse Olsen

 

"Smukke Kruse, Danmark", døde fredag 25. august.

"Det er din smukke nabo". Sådan præsenterede vores nabo gennem 28 år, Kruse Olsen sig altid i telefonen når vi ringede sammen. Et navn han fik af sine elever på Mommark Handelskostskole.

Kruse døde af kræft. En sygdom som han har været plaget af ad to gange de seneste år, men anden gang var den desværre uhelbredelig. Kruse var afklaret med det, men valgte at være aktiv, både i fitnessklubben og i sit sociale liv, så længe det var ham muligt.

De sidste mange år af arbejdslivet var Kruse underviser på Mommark Handelskostskole. Et arbejde, som han holdt meget af, og hvor det var vigtigt for ham, at alle elever blev mødt der, hvor de var, og kom godt igennem uddannelsen.

Forinden jobbet som handelsskolelærer drev han og Mona blandt andet købmandsforretningen på Strandby Kirkevej, hvor Aldi ligger i dag.

Kruse var god til at fortælle om den tid, og han var nærmest et omvandrende leksikon omkring Esbjerg butikkers historie.

Var der noget, vi var i tvivl om, kunne vi være ret sikre på et svar fra Kruse. Sjældent et kort svar, men ofte et svar krydret med en masse ekstra oplysninger.

Vi har været heldige at have Kruse og Mona som naboer og som venner og har gennem tiden fulgt med i hinandens liv og familier. En kortklub havde vi også en lang overgang, hvor Kruses pædagogiske sans kom i brug med Kaj som makker. En opgave, han klarede flot, og han kunne indimellem redde situationen, så Mona og Alice ikke altid vandt.

Kruse har på alle måder været en dejlig nabo, som også gerne holde øje med vores hus, når vi var på ferie. Så sent som i slutningen af maj måned, var planterne vandet og skraldespandene sat frem til tømning, da vi kom hjem fra ferie på trods af, at sygdommen var mærkbar.

Kruse gjorde det, han gerne ville og kunne, så længe det var ham muligt, og da han ikke kunne mere, stod familien sammen om at give Kruse den afslutning på livet, som han ønskede sig - at dø hjemme, omgivet af sin elskede familie.

 Vi vil savne Kruse, og vore tanker går til Mona, til Lone og Eva og deres familier.

 Æret være Kruses minde.

 Alice og Kaj

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark