Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Topchefen, der havde det bedst på fodboldbanen

Hans Bennetzen, tidligere magtfuld erhvervsmand, i dag bestyrelsesformand for Magion, Gyttegård Golfklub med mere, runder 70 år. Foto: Joan Anette Karlsen

Topchefen, der havde det bedst på fodboldbanen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hans Bennetzen, tidligere topchef, arbejder i dag kun med det, han synes er sjovt, blandt andet Magion og Gyttegård Golfklub. På lørdag fylder han 70 år.

Grindsted: Hans Bennetzen har hilst på både konger og dronninger. Som topchef i G4S er der næsten ikke dét bonede gulv, han ikke har bevæget sig på. Men det var sammen med kammeraterne på fodboldbanen, at han følte sig mest hjemme. Her høstede han også sine første succeser - på et tidspunkt, hvor han havde hårdt brug for dem.

Hans Bennetzen tager imod på strømpesokker og viser ind omkring sit kontor, inden interviewet i spisestuen i anledning af, at han på lørdag fylder 70 år. Her på kontoret fortæller fotos på væggen historier om en jakkesætklædt mand, som har trykket hånd med regenter. Store legomodeller af de mere indviklede slags fortæller om hans lyst til at have det sjovt. Lidt jordnødderester og fnuller på gulvet viser, at her i det store hus i Jernbanegade skal der også være plads til både jordegern, kanin og hund. Hver dag slipper Hans Bennetzen jordegern og kanin fri og lader dem tumle rundt på gulvet.

Men det er slet ikke derfor, Hans Bennetzen har taget omvejen ad kontoret. Han vil vise et klip fra den dvd, han fik af medarbejderne, da han for otte år siden gik på pension og flyttede fra kontoret i en slotlignende bygning i Belgien til Grindsted.

"Du har altid været nede på jorden og god til at få folk til at føle sig godt tilpas, lyder det på engelsk fra sekretæren, som Hans Bennetzen med sikker sans for timing ansatte den 3. juni - hans egen fødselsdag.

Magion: Læg forslag i skuffen og begynd forfra
Hans Bennetzen
Født i Slagelse i 1947. Bor i Grindsted og er gift med Lisbeth, som han har to piger på 18 og 20 år med.Fra et tidligere ægteskab har han også to døtre og fem børnebørn, der bor i Hillerød.

Formand for Gyttegård Golf Klub og Magion. Engageret i en række projekter som "På vej".

Skridttælleren om håndledet viser aldrig under 10.000 skridt om dagen, ofte er tallet 20.000.

Spiller badminton, golf, går i fitness og går lange turen sammen med Lisbeth.

Fodbold og druk

Mange år tidligere, hjemme i Glostrup, var Hans Bennetzen "Hans, der scorede alle målene". Han kunne ligeså godt have været "Hans med den fordrukne far".

Det fortæller han over en kop sort kaffe ved spisebordet med kig til den store have. Her har han været gavmild med gødning og har derfor lige måttet gå en runde med græsslåmaskinen, en opgave, som robotten ellers plejer at klare.

Hans bedsteforældre var velhavende og forærede hans forældre en købmandsbutik i bryllupsgave. År senere stod hans mor dog som bagerjomfru, mens faren havde et trælsomt arbejde med at sætte sække på maskinen til kornsiloen. Hans Bennetzen lægger ikke skjul på, at faren døde af druk, og at det tit var Hans' opgave at cykle faren i møde og sikre sig, at lønningsposen kom med hjem i stedet for at blive drukket op.

- Jeg er psykologisk set en dværg. Jeg har set så meget skidt og fik ikke rigtig lov til at være barn. Jeg tænkte, at sådan skal jeg aldrig have det, så jeg var målrettet, læste på handelshøjskolen, gjorde karriere og blev tidligt gift, siger Hans Bennetzen.

Succes fik han også på fodboldbanen, hvor han opnåede at være med til at spille en ynglingelandskamp for Danmark.

Projekt På vej

Den sociale forståelse har han med i projekt "På vej", hvor et netværk af erhvervsvirksomheder i Billund Kommune prøver at hjælp unge, der er snublet i starten. Hans Bennetzen kobler det ikke direkte til sine egne barndomserfaringer, men mere til det at have eller ikke have succes.

- Jeg har altid haft et stort hjerte for folk, som ikke har det ret godt. I det her projekt har jeg mødt unge på 25 år, som var ude af stand til at klare sig selv. Men det viser sig jo også, at de ikke har haft ret mange succeser i livet. Selvom min barndom var barsk, havde jeg jo masser af succes - på grund af fodbold, siger han.

At blive ældre

Årene i Grindsted har Hans Bennetzen især brugt som bestyrelsesformand i Magion og Gyttegård Golfklub. Han ser det som et privilegium, at han nu kan vælge at beskæftige sig med det, han synes er sjovt. Herunder også at være en bedre far for sine to yngste børn, end han var for de ældste.

- Jeg lever lidt mere i nuet, påskønner det, der er. Jeg kan egentlig ikke lide at blive gammel, men jeg bruger ikke mange tanker på det, siger Hans Bennetzen og konstateret tørt, at aftaler skal skrives ned. Ellers glemmer han dem. Når det kommer til tal, er han dog lige så hurtig som altid.

- Jeg trøster mig med, at 70 bare er et tal, siger han med et grin.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark