Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


En svanesang stemt i dur

Knopsvanens parringsdans er som taget ud af et eventyr, hvor de to svaner danner et "hjerte" med deres lange elegante halse. At de så hvæser og grynter under seancen er måske knap så romantisk. Arkivfoto: Colorbox

En svanesang stemt i dur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmarks nationalfugl, knopsvanen, nyder trods sin udbredelse og markante tilstedeværelse ikke den helt store bevågenhed. Ikke desto mindre har svaneparrerne nu travlt med at gøre klar til næste generation af svaneunger - eller måske svællinger.

Mens hele Danmark - og ikke mindst Sønderjylland - i øjeblikket holder vejret i spænding over om vi får to, tre eller flere storkepar i nogle af de utallige opsatte reder, så er Danmarks nationalfugl, knopsvanen, for længst uden den store mediebevågenhed gået i gang med at sikre næste generation.

Over alt i parksøer, kær og fjorde ligger svanen lige nu på æg, og om 34 til 38 dage klækkes der typisk fem til otte nye - ja, hvad er det nu svanen får? Der har - vist mest for underholdningens skyld - hersket en lejlighedsvis ivrig debat om, hvorvidt svanens unger hedder svaneunge eller måske - mere eksotisk - svællinger. Der hældes dog mest til det prosaiske svaneunger.

Svanen - hvis latinske familienavn er Cygnus - blev i 1982 valgt til den hædrende titel Danmarks Nationalfugl. Med 123.000 seer-stemmer satte den store, hvide andefugl sig på første pladsen i "Dus med dyrene"-konkurrencen udskrevet af Danmarks Radio. Nummer to - sanglærken - fik kun 50.000 stemmer, så der var tale om en sikker sejr. 123.000 stemmer lyder måske ikke af så meget, når det trods alt er "hele nationens fugl", men det er faktisk, som biolog Anders Kofoed konstaterer i "100 myter om dyr" nok til at kommer over spærregrænsen og få en lille håndfuld mandater med i Folketinget.

Knopsvanen )
Knopsvanens latinske navn er Olor Cygnus.Den fælder alle svingfjerene (fjerene på vingerne) på én gang og er ude af stand til at flyve indtil nye fjer er vokset ud seks til syv uger efter. Allerede i slutningen af juni samles mange svaner for at fælde svingfjerene.

I 2000 var der flere end 53.000 overvintrende knopsvaner, især i den østlige del af landet og i Limfjorden.

Knopsvanen lever af vandplanter, især ålegræs og alger som søsalat, der græsses i lavvandede områder. Nogle steder ses knopsvaner dog også græssende på vinterafgrøder.

Knopsvanen blev fredet i 1926, da der kun var ganske få tilbage i Danmark. Den kan veje helt op til 16 kilo og kan blive over 20 år - den ældste registrerede svane blev 26 år.

Skal man hjælpe knopsvanen, skal man begrænse tilførelsen af næringsstoffer, der hæmmer vandplanternes vækst. Netop fødemangel har haft stor betydning for udviklingen af bestanden af knopsvanen. Således har man i Nissum Fjord og Ringkøbing Fjord set bestanden af overvintrende knopsvane gå meget tilbage, fordi næringsstoffer har ødelagt bundplanternes vækstmuligheder.

Fra tid til anden optræder der sorte svaner i den danske natur. Sort svane hører til i Australien og New Zealand, så der er tale om efterkommere af fangenskabsfugle, der er sluppet fri fra fugleparker. I Holland har der været en mindre vild bestand af sorte svaner.

Skal det være "svanen" af Arne Jacobsen koster den i sort læder typisk omkring 44.000 kroner.

En verdensborger i hvidt

Knopsvanen, der har to "fætre" i sang- og pibesvanen, har - kan man vel sige - altid været populær her i Danmark. Faktisk var den så "populær" i begyndelsen af århundredet, at der omkring 1920 kun var to-tre par tilbage i hele landet. Dygtige jægere var tæt på at få arten udryddet, men i dag er fuglen fredet, og bestanden menes at være på cirka 3600 ynglepar i Danmark alene. Om vinteren stiger bestanden til langt over 50.000 knopsvaner, når vi får besøg fra omkringliggende lande som Polen, Sverige og det østlige Tyskland.

Svanens udbredelse er næsten global, fordi den som prydfugl blandt andet er ført til USA, Australien og New Zealand, men den primære og oprindelige udbredelse er Europa og det vestlige Asien.

Det hører med til svanens danske forhistorie, at den op igennem 1970'erne havde vel nok verdens største knopsvanekoloni på Klægbanken i Ringkøbing Fjord, men udretningen af Skjernåens forløb betød en så kraftig øget tilførsel af næringsstoffer, at algerfremkomst kvalte de grønne bundplanter, der udgør en vigtig del af svanens fødeunderlag.

I dag er den hyppigste dødsårsag blandt svaner kollision med elledninger, som svanen ikke kan se, hvorfor den flyver mod dem og bliver dræbt. Det vurderes at op imod en tredjedel af alle svaner, der dør af andet end alderdom, dør i kollision med ledninger. Blyforgiftning var indtil et forbud mod brug af blyhagl til jagt også et problem, for som så mange andre fugle samler svanen småsten til at knuse føden i kråsen, og her var blyhagl ofte det lette - men i længden dødelige - valg.

Svanen kan i høj grad takke sit majestætiske udseende for sin position som landets nationalfugl. Den har også en høj grad af symbolværdi, og den optræder i mange sammenhænge fra de "nordiske svaner" til svane-mærket og et utal af ting - designer-stole og værktøjer - og alt imellem disse. Og som man forleden kunne se i DR's nye dokumentarserie "Danmarkshistorien", så lagde man allerede i stenalderen svanevinger ned i graven til fornemme mennesker som udsmykning.

Svanen har da også givet navn til både et stjernebillede og det mytologiske sagn om Leda og Svanen - sågar den klassiske musik har taget svanen til sig blandt andet i Carmina Burana, hvor "Svanes sang" optræder. Og hvem kender ikke historien om H.C. Andersens "Den grimme ælling", som garanteret også har spillet ind ved afstemningen om nationalfuglen.

Den kan brække en arm

Som biologen Anders Kofoed, der ofte bliver brugt som dyreekspert hos DR og TV 2, skriver i sin nye bog, "100 myter om dyr", så tilskrives svanen også flere pudsige egenskaber. For eksempel den lidt romantiske forestilling om, at svanen har en - og kun én - livsledsagerske gennem hele livet. Det er, skriver Anders Kofoed, en smuk forestilling, at svanen danner "par for livet", men det er altså en stramning af kendsgerningerne. "Først og fremmest skal man lige øve sig først. Unge svaner dater en hel del, før de vælger den rette partner". Men de romantiske forestillinger om svanens troskab har garanteret også fået brændstof af svanens smukke parringdans, hvor de to svaner med deres hals danner "et perfekt hjerte". Men som Anders Kofoed skriver - så skal parringsdansen helst nydes på afstand. Tæt på vil man nemlig kunne høre den alt andet end romantiske grynten og hvæsen, der også er en del af parringsdansen.

I den lidt anden boldgade tillægges svanen også næsten overnaturlige kræfter. Hvem er ikke som barn blevet formanet om at holde sig væk fra svanen, for "den kan brække din arm så let som ingenting", hed det vist i de mest dramatiske udlægninger. Svanen er - indrømmet - den tungeste flyvende fugl, vi har med hansvanens typiske 12-16 kilo og et vingefang på op til 250 centimeter. Hertil kommer, at den er ualmindelig aggressiv - især når hunsvanen ligger på æg eller har ungerne med rundt.

Da den samtidig - lige som parkænderne - er glad for brød - så er alle ingredienser til et sammenstød til stede. Statistikken svømmer dog ikke over med beretninger om brækkede arme og "svane-bank" for et godt ord. Faktisk bliver det som oftest mest til en masse hvæsen og lidt basken med vingerne i luften, men i det omfang, at folk faktisk er kommet til skade i et slagsmål med den lokale parksvane, så skyldes det, skriver biolog Anders Kofoed, nok snarere "at personen er faldet over parkbænken eller planter og kantsten i flugten fra den hidsige svane".

Men lige som blishønen har svanen - især hannen - et heftigt temperament, og når det gælder at beskytte svanemor og ungerne, så er selv en Storebæltsfærge ikke for stort et angrebsmål.

Som et kuriosum af den lettere underholdende art kan det nævnes, at svanen modsat 97 procent af alle fuglearter er udstyret med en penis. Ellers hedder de fysiske karakteristika på knopsvanen, at hunnen veje om mod ti kilo, mens hannen kan veje helt op til 12 kilo. Vingefanget er typisk fra 208 til 238 centimeter og længden godt halvanden meter. Svanen er som de fleste vil vide hvid, har en sort knop over det orange-røde næb. Dens stemmer er ikke noget at skrive hjem om, da den mest begrænser sig til et fnysende "hyorr" og lejlighedsvis et ensomt og kontaktsøgende mågeagtigt "gaåh". I flugten kendes svanen på den syngende lyd fra vingerne, der er så artstypisk og karakteristisk, at den høres og kendes på lang afstand.

Vinterhi midt på isen

Om svanens hvide fjerdragt skriver naturvejleder Jan Kjærgaard Jensen i bogen "Det rene pip", at svanen ikke har brug for at kamuflere sig om sommeren, hvor den som landets største fugl ikke har mange fjender. Anderledes forholder det sig om vinteren - især dengang vi havde rigtige isvintre.

Når kulden og isen lukker for svanens spisekammer - søbunden - så lægger svanen sig på isen, trækker fødderne op i fjerdragten, lægger hovedet under vingen og sover. I denne stilling er varmetab og energiforbrug minimalt, og hvis svanen er velfodret, når den lægger sig til at sove, kan den overleve sovende i op til seks-syv uger - og her gør den hvide fjerdragt underværker. Ræven ser ikke den sovende svane.

Derfor kan det være en bjørnetjeneste, skriver Jan Kjærgaard Jensen, når velmenende folk begiver sig ud på isen for at fodre den "stakkels svane" med lidt brød. Det koster nemlig langt større energitab at rejse sig og eventuelt flyve væk, end lidt tørt brød kan erstatte. Og nej, fristes man til at sige, til de mange, der fejlagtigt tror, at svanen er frosset fast i isen. Svaner og gæs fryser næsten aldrig fast i isen - i hvert fald ikke så længe de er levende.

Usædvanlig kærlighedshistorie

Der er gennem tiderne dukket mange gode historie op om og med svaner - jeg kan for eksempel selv bidrage med historien om, hvordan jeg som knægt boede ned til en lille sø med et svanepar, og fra hvis rede jeg i min lille robåd engang hentede et ikke-udruget svaneæg, som jeg gemte i et kosteskab hjemme hos mine forældre. De ville, tænkte jeg, nok ikke lade mig beholde det, men hvis jeg nu gemte det inde bag kost og spand, så fandt de det ikke. Det gjorde de! Da det en god måned senere - jeg havde glemt alt om det æg - eksploderede og spredte en stank af råddenskab i hele huset. Skulle nok have tømt det for indhold!

En lidt mere romantisk om end lidt sørgelig historie om svanen daterer sig til august 2015. Hele ornitolog-danmark var på benene i forbindelse med et usædvanligt besøg fra klodens sydlige halvkugle. En sortbrynet albatros, der burde flyve rundt omkring Falklandsøerne havde fundet vej til Agger Tange. Og hvad skulle den så her. Jo, den fantastiske flyver fra sydhavet havde kastet sin kærlighed på en lille flok knopsvaner, som den ivrigt kurtiserede.

Ornitolog Rasmus Strack fortæller til DOF's hjemmeside:

- Da albatrossen er den frembrusende part over for svanerne, er det nærliggende at tro, at der er tale om en han. Fuglen har heller ikke lagt æg på øen Helgoland, hvor den siden foråret 2014 har opholdt sig i perioder.

Rasmus Strack vurderede dengang, at "når den går efter andre arter at parre sig med, er det naturligvis fordi, at den ikke kan finde nogen, der ligner den selv, og som den normalt ville indgå ægteskab med, siger ornitologen.

Den elskovssyge albatros fik ikke meget ud af sin kurtisering trods det, at knopsvanerne burde være et let bytte. Som DOF-journalist Jan Skriver dengang konstaterede:

"Svanerne fælder i disse uger deres svingfjer, og mange af fuglene er ude af stand til at flyve. Det kan derfor virke en kende tragikomisk, at oceanernes mesterflyver og bølgernes betvinger i disse dovne sensommerdage lægger an på gumpetunge stækkede svaner på en spejlblank lagune i Nordvestjylland".

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark