Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Behov for ekstra millioner: Flere børn i Kolding koster kassen

Et faldende og stagnerende børnetal i Kolding er ved at blive afløst af et stigende antal børn, der kommer til at udløse et behov for ekstra pladser i daginstitutioner og dagplejer. Arkivfoto: Joan Karlsen

Behov for ekstra millioner: Flere børn i Kolding koster kassen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et stigende børnetal i Kolding giver behov for flere pasningspladser og mange ekstra millioner til børnepasningsområdet.

Kolding: Efter adskillige år med faldende og stagnerende børnetal i Kolding er bøtten nu vendt, og børnetallet er på vej op og forventes at stige yderligere i de kommende år.

Det er positivt efter årene med færre og færre børn, slår børnechef i Kolding Kommune, Merete Lund Westergaard, fast.

Men det giver også store udfordringer, og hun kunne forleden præsentere politikerne i børne- og uddannelsesudvalget for tal, der viser, at antallet af børn, der har behov for en dagpleje- eller daginstitutionsplads i de kommende fire år, ifølge befolkningsprognosen vil stige med cirka 440.

Skal de have en pasningsplads, samtidig med at det nuværende serviceniveau og normering i institutionerne bevares, vil det koste 13,4 millioner kroner ekstra i forhold til det budgetterede i 2019, 20,9 millioner kroner i 2020 og 33,1 millioner kroner i 2021.

- Vi render ind i større forældreårgange, øget tilflytning, og det ser ud til, at folk får lidt flere børn, siger Merete Lund Westergaard. 

Børnetallet
Ifølge befolkningsprognosen bliver der behov for 183 flere pasningspladser til de 0-2-årige børn og 354 flere pladser til de tre-femårige børn mellem 2018 og 2021.Hvis det tal kommer til at holde stik, bliver der brug for 33,1 millioner kroner mere til børnepasningsområdet i 2021, hvis det nuværende serviceniveau holdes.

Børn i midtbyen

Der er sat ti millioner kroner af i 2019 til at anlægge flere pasningspladser, men ellers skal der fra politisk side sættes flere penge af for at kunne passe alle de nye børn.

- Vi er udfordret på to ting. Det ene er pladserne. Vi har nogle institutioner med tomme mursten, men de ligger de forkerte steder. Ifølge prognosen vil langt de fleste af de 440 ekstra børn bo i bymidten eller tæt på bymidten. Den anden udfordring er driftsbudgettet, for lige nu passer pengene kun til det antal børn, vi har i dag, siger Merete Lund Westergaard.

- Men grundlæggende er det jo dejligt, at vi har en by i vækst. Og isoleret set for dagtilbudsområdet giver det energi, at der kommer flere børn til, og at vi vækster, siger hun.

Formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Christian Haugk (S), kalder det en bunden opgave at finde de ekstra millioner kroner, og han opfordrer til, at man tager højde for de stigende børneudgifter, når man udarbejder basisbudgettet for 2019.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark