Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Renovering af Boller Slot er færdig: Få et kig ind i de tre største herskabslejligheder

Den største af lejlighederne er på 413 kvm og indeholder bl.a. denne store stue med højt til loftet, stuk og paneler. Lejligheden er endnu ikke malet, da lejerne selv skal bestemme farverne. Foto: Morten Pape

Renovering af Boller Slot er færdig: Få et kig ind i de tre største herskabslejligheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De tre sidste liebhaverlejligheder på Boller Slot er nu indrettet og klar til at blive lejet ud. Efter to et halvt år er Peter Vognsen Nørgaard færdig med sin forvandling af det historiske slot.

Boller: Det historiske Boller Slot er i løbet af de seneste to et halvt år blevet forvandet fra et nedslidt plejehjem til 10 eksklusive lejligheder.

Manden bag er Peter Vognsen Nørgaard, som i foråret 2015 købte slottet af Horsens Kommune for to mio. kr. Siden har han arbejdet på at få indrettet de 10 lejligheder, hvoraf de syv allerede er lejet ud. I den proces har han hele tiden skullet tage højde for fredningen af slottet, og det bærer indretningen af de enkelte lejligheder præg af.

- Ud af de 10 lejligheder er der ikke to, der er ens. I hver lejlighed har vi skullet tage stilling til hvert eneste køkken og badeværelse, for at de skal passe ind i den enkelte lejlighed, forklarer Peter Vognsen Nørgaard, som flere gange har rejst rundt i Danmark og udlandet for at finde de helt rigtige materialer, som passer til den autentiske stil på slottet.

I slottets største lejlighed på 413 kvm, der er fordelt på to plan, er der i loftsetagen f.eks. sat specialimporterede vinduer fra England i.

- Jeg har selv været i England for at finde vinduerne, der også er brugt på Buckingham Palace. De er pæne både ind- og udvendige, og her kan jeg ikke bare sætte Velux-vinduer i, for det vil ikke passe til bygningen, forklarer Peter Vognsen Nørgaard.

Renoveringen har taget lidt længere tid, end jeg forventede, fordi vi intet har kunnet kopiere mellem lejlighederne. Vi har f.eks. skullet tage stilling til hvert enkelt toilet og køkken.
 
Historien om Boller Slot
Boller Slot blev bygget i perioden 1537-1588 af Rosenkrantz-familien.I ca. 400 år frem til 1931 fungerede slottet som eksklusiv bolig for magtfulde familier.

Siden blev slottet solgt, og det har siden været brugt til plejehjem for demente.

Med købet af bygningerne har Peter Vognsen Nørgaard bragt slottet tilbage til sin oprindelige funktion som bolig.

Renoveringen er sket i samarbejde med den kongelige bygningsinspektør Baumann Boe Whitehorn Arkitekter og Slots- og Kulturstyrelsen.

Ikke et eneste råddent vindue

Til gulvet i en af de andre lejligheder har han hentet ølandssten i Sverige, for at stenene skal matche et 200-årigt gammelt gulv i lejlighedens pejsestue. Dørskilte og håndtag af messing er fremstillet hos en gørtler i København som kopier af de oprindelige fra 1762.

Udvendigt har der til gengæld kun været småting for håndværkerne, og der er ikke et eneste af slottets 115 vinduer, som har været råddent, selvom de er over 100 år gamle.

- Det siger noget om, hvor god kvalitet der blev bygget i dengang, og at ejerne har været gode til at vedligeholde bygningen, siger Peter Vognsen Nørgaard.

De tre største lejligheder på slottet, som er de sidst færdiggjorte, er stadig ledige. Lejlighederne er hhv. 202, 319 og 413 kvm og koster mellem 12.250 og 19.550 kr. plus forbrug.

- Der er interesse for lejlighederne, og det er en unik mulighed for at bo på et slot, hvor alt er nyrenoveret. Ved de syv øvrige lejligheder var der så stor interesse, at der har været lodtrækning. De tre sidste lejligheder er nu også klar til til fremvisning, siger Peter Vognsen Nørgaard.

Vi skal bevare vores kulturarv

Ejeren er godt tilfreds med det færdige resultat af renoveringen.

- Det er vigtigt, at vi bevarer den danske kulturarv og de fredede bygninger. Det er en del af den danske kultur, og den skal vi sætte pris på og passe på, vurderer Peter Vognsen Nørgaard.

Han bor på herregården Taarupgård ved Løgstrup, som han tidligere har brugt otte år på at sætte i stand. Boller Slot bliver ikke hans sidste projekt.

- Jeg skal helt sikkert i gang med et andet projekt. Det er interessant og spændende at finde gamle, nedslidte bygninger med store arkitektoniske kvaliteter, som man kan give nyt liv og gøre til unikke boliger, så de bliver bevaret og sat pris på af beboerne, siger Peter Vognsen Nørgaard.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark