Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kommentar: Tjenende tåber

Foto: Colourbox

Kommentar: Tjenende tåber

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg havde siddet et stykke tid på en restaurant i Berlin og smådistræt studeret menukortet. Tjeneren kom forbi.

- Jeg tror, jeg tager tunsalaten.

- Det tror jeg også, sagde han rapt og snuppede menukort for næsen af mig.

Jo, de tjenende ånder på spisestederne i den tyske hovedstad er generelt rappe i replikken, og ham her var oven i købet også morsom. Anderledes oplevelser havde jeg med familien i Prag, der ligesom Berlin og Dresden var inkluderet i sommerens dannelsesrejse for børnene på 10 og 12 år. Det var nu ikke dannelse, der var fremherskende på to af de restauranter, vi besøgte i den ellers på mange andre områder attraktive tjekkiske hovedstad.

Første aften lod familien sig lokke af en guide skrevet af en kær dansk journalistkollega. En restaurant med unik udsigt til Karlsbroen, angiveligt med god mad, fin betjening og det særlige kendetegn, at man skal igennem en gyde, der er så snæver, at man er nødt til have trafiklys, for der er ikke plads til, at to personer kan passere hinanden.

Så vidt, så sjovt. Vi fik et bord til fire med broudsigt, tjenerne vimsede rundt om bordene, og øl og vand blev serveret i raketfart. Det gjorde anden omgang også, men da vi efter en times ventetid endnu ikke havde fået maden, rykkede jeg en af tjenerne.

- Den kommer nu, sagde han.

Der gik endnu en halv time, så tog jeg fat i en anden tjener og sagde til ham, at vi nu havde ventet i halvanden time på vores mad.

- Jamen, hvis vi ikke kunne vente, kunne vi da bare vælge en buffetrestaurant, hvor udsigten ikke var så god, lød hans frække svar.

Maden kom så lidt efter. Den var ikke noget at skrive hjem om, så det undlader jeg, men der var iskold luft mellem os og dem, og der var ingen, læs INGEN, drikkepenge til de tjenende ånder, der kiggede småfornærmet efter os, da vi efter to timers ophold gik over for grønt i gyden. Vi havde for længst gennemskuet turistfældens kalkulerende koncept, som de fleste af de øvrige gæster også var ofre for: Lad bare folk vente på maden, så drikker de en masse, mens de nyder udsigten ...

Utjekket tjener

Anderledes grotesk forløb det aftenen efter. Belært af erfaring valgte vi en restaurant lidt uden for den turistprægede bymidte. Fandt en plads uden for og ventede på tjeneren, som tiltalte os på engelsk.

- Vi kan også godt tale tysk, hvis det er bedre, foreslog jeg.

- Jeg taler ikke Specks, sagde han syrligt på engelsk, og så var den sag uddebatteret. Engelsk, altså. Han nåede lige at fortælle min kone, at han var en smule fuld i aften, inden han forvandt med vores bestilling. For få minutter senere at vende tilbage for lige, undskyld udtrykket, at tjekke, om den nu også var sådan. Så gik der lang, lang tid, hvor vi ikke så noget til ham. Vi fik hverken serveret vådt eller tørt. Pludselig kom der en servitrice ud og sagde, at vi var nødt til at gå indenfor, fordi naboerne klagede over støj. Vi gik indenfor og mødte vores tjener igen. Vi fik anvist et bord, og han kom hen til os med en stak menukort. Og så var det, at vi rejste os, fandt en anden restaurant med italiensk mad og god service af en ædru tjener. Vi blev alle mætte - også af oplevelser med tjenende tåber.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark