Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ikke som de andre kolonihaver

Havestuen er blevet Madsen-parrets yndlingssted i kolonihaven. Her er grønne genbrugsplanter fra Røde Kors-butikken i byen, fransk estragon fra en farbror og hængende vindruer. Stilen er romantisk, traditionel og underfundig - og egentlig har de bare samlet alt, de synes er sjovt og synd at smide ud, som havebordet, de fandt i hækken, da de købte kolonihaven. Foto: Louise Koustrup

Ikke som de andre kolonihaver

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kreativitet. Jimmi og Malene Madsen har bygget deres kolonihave på genbrug, kreativitet og et væld af idéer. Det er kedeligt, hvis alt er ligesom alle andres, mener ægteparret, som supplerer hinanden med initiativ, handlekraft og nogle få, men vel

Lyse, blå hør svajer med vinden. Plantesten med de bevægende blomster flankerer en havesti i rollatorbredde - selv bruger kolonihavens ejere ikke hjælpemidler til at komme rundt, men det gør en flok tilbagevendende gæster fra det lokale plejecenter.

For fem år siden købte Malene og Jimmi Madsen kolonihaven af netop plejecenteret, og siden har de bygget, udvidet og lavet om. De 400 kvadratmeter have er forvandlet fra praktisk terrasse, staudebed og græs til små rum med hver deres formål. En bærhave, et udekøkken, en græsplæne med obligatorisk flagstang, et drivhus, tre områder med kunstfærdigt plantede køkkenhaver, et skur med toilet, en terrasse med to søer og spiseplads, et loungeområde og ikke mindst kolonihavehuset med sofa, køkken og havestue. Og nærmest alt sammen indrettet og opbygget af genbrug - selv nogle af de grønne planter i havestuen stammer fra den lokale Røde Kors-butik.

- Det er mest, fordi det ville da være ærgerligt, hvis det gik til spilde, siger Malene Madsen, og hendes mand nikker.

- Og så behøver det ikke se ud som alle andres, tilføjer han.

Budskabet om at skille sig ud bliver gentaget et par gange. Ved den runde havelåge. For hvorfor lave den firkantet, når den kan være rund? Ved køkkenhavens rækker af salat, gulerødder og rødbeder, der er plantet i henholdsvis sildebensmønster og cirkler, og ved loungemøblerne skabt af bilens gamle dæk.

Kolonihaven i Kaliffenlund
Malene (41) og Jimmi Madsen (46) ejer kolonihaven "Eremitagen", som ligger i Haveforeningen Kaliffenlund i Ullerslev.Haveforeningen er 20 år gammel og består af 20 haver.

De købte haven på 400 kvadratmeter i 2012 af Aktivcenter Ullerslev, der ikke længere havde frivillige kræfter til at passe den.

Havehuset kostede 12.000 kroner, og siden har de brugt 80 til 100.000 kroner på kolonihaven, selv om det meste er genbrugte materialer.

Det er kun hus, skur og redskaber, de selv ejer. Grunden lejes af Nyborg Kommune.

"Eremitagen" har tidligere vundet haveforeningens pris for bedste have. I år fik Malene og Jimmi Madsen tildelt foreningens ærespris.

Genbrug ude og inde

To bildæk stablet ovenpå hinanden udgør basen for den overraskende behagelige, hjemmelavede havestol. Et flet af snor bliver et sæde, og i ryggen står et smallere motorcykeldæk med samme slags flet. Armlæn er sat sammen af træ, og tilsammen udgør fire dæk-stole og et lavt dæk-bord et velfungerende sæt lounge-havemøbler, hvor kolonihavens ejere kan slappe af, selv om man tidligt får på fornemmelsen, at det ikke er det, de gør mest.

Fra stolene fortæller de, at inspirationen kom et sted fra internettet. Fire af dækkene kom fra deres egen bil og resten fra en mekaniker.

- Jeg gik bare ind og spurgte, om han havde nogle dæk, jeg kunne få. Det havde han, siger Jimmi Madsen.

Med samme fremgangsmåde har parret skaffet træ til altankasser, der med blomster og grøn salat rammer huset ind ud mod terrassen, samt til rækværk og havestue. Genbrug giver mening, mener de, og patina, stemning og historie til huset.

- Vi har fået en hel masse træ fra en lokal fabrik, der modtager jernrør i trækasser. En dag gik vi ind og spurgte direktøren, om vi måtte få det. Jeg tænker, at hvis ikke vi havde fået det og brugt det til rækværk og hus, var det gået op i røg. Det er da synd, siger Malene Madsen.

På den måde er deres have skabt af kreativitet, gode krejlerevner og hårdt arbejde. Men de kan ikke lade være, siger de.

- Det er en livsstil. Vi bliver aldrig færdige med kolonihaven, for der er hele tiden noget, der kan laves. Og Jimmi får mange ideer, siger Malene Madsen.

- Men du er god til at sige nej, svarer Jimmi Madsen og med et grin, anerkender han, at nejerne indimellem er nødvendige.

Skaberglæde og livslyst

Kolonihaven er deres fritidsinteresse. Både det daglige havearbejde og de kreative påfund giver dem glæde. Især Jimmi Madsen bruger havehuset til at få afløb for en sprudlende kreativitet. Og der er ikke langt fra hoved til handling, når der bliver en palle tilovers i sofabyggeriet, bliver den til en genbrugsudgave af en amagerhylde. En gammel rive bliver til en knagerække. Og et par flamingo-figurer bliver malet i den rigtige lyserøde nuance, inden de igen lyser op ved terrasse-søen.

De større projekter bliver sat i system, planlagt og udført. Som da huset på tre måneder blev bygget om, og da havehuset med gennemsigtigt tag og vinranker under loftet blev hejst. Samme system bliver sat i værks, når havesæsonen skal planlægges. Med sedler holder de styr på deres ønsker til årets udbytte - ligefra blå kartofler, over radiser til selleripersille, ligesom det domeformede midlertidige drivhus' indhold nummereres og planlægges. I hvert fald lige indtil den dag, hvor planterne er blevet store, og nogle skal sorteres fra.

- Det kan vi simpelthen ikke. Alle krukkerne er pakket med planter, for vi kan ikke få os selv til at sortere gode, levedygtige planter fra, siger Malene Madsen, med hovedet inde i den varme og fugtige luft.

De stiller sig selv samme spørgsmål, som når de står overfor en god stak genbrugelige materialer - hvorfor skal det smides ud, hvis det kan bruges? Sådan har de reddet mange planter fra den visse visne-død, når de har overtaget dem fra bekendte, familie eller butikker.

Et andet spørgsmål, som kolonihave-ejerne stiller sig selv er, hvorfor ikke give lidt tid, for at gøre andre glade?

Og derfor inviterer de hvert år ældre fra Aktivcenter Ullerslev på besøg i haven til snaps og æggekage og en rundvisning i de nye tiltag, som er sket i haven siden sidste år. Derfor ved de, at rollatorer kan køre sikkert gennem havegangene op til terrassen, hvorefter de bliver smidt i hvert et hjørne, før pladserne ved trellebordet og ditto bænke bliver indtaget.

- Vi bruger måske 10 timer på at forberede og lave æggekage, men det er ingenting i forhold til at se, hvor glade de bliver. I starten var det de ældre, der selv havde passet haven tidligere, vi inviterede, men nu siger vi "Kom bare!" For på fem år, er der mange af de gamle, der ikke er der mere, siger Malene Madsen.

- Sidst de var her, var der en af dem, der sagde, at det kun er purløget, der stadig står det samme sted, griner Jimmi Madsen.

Umiddelbart har parret ingen planer om at flytte purløget, men huset skal have ovenlysvinduer, toilettet skal udvides med et baderum, og når de projekter er færdige, finder de helt sikkert på noget nyt. Og anderledes.

 

 

 

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark