Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kom med indenfor i Koldings nye kulturhus

Da design-iværksætter huset flyttede ud af Nicolai, stod huset næsten tomt på nær udstillingslokalerne i stueetagen. Nu er alt fyldt ud igen med Dr. Dorothea Teatret og Ungdomsskolen Kolding. Thomas Sørensen er en af dem, der allerede har taget huset i brug. Han arbejder her på sine egne grafiske projekter, samtidig med at han hjælper huset i gang. Foto: John A. Petersen

Kom med indenfor i Koldings nye kulturhus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Først på lørdag er der officiel åbning af Koldings nye kulturhus, men nogle af brugerne er rykket indenfor. Og de elsker stedet allerede.

Kolding: Godset, Nicolai Bio, Mungo Park, biblioteket ... ja, fortsæt selv listen. Kolding har en perlerække af meget forskellige kulturhuse, der hver for sig og i fællesskab bugner med tilbud til borgerne. Men perlerækken til trods, findes her ikke noget, der helt er som byens nye kulturhus, der åbner officielt på  lørdag. I det nye hus inddrages borgerne i ekstrem grad som medskabere af løjerne, og både bogstavelig og åndelig talt er her højt til loftet. Og ambitionerne fejler bestemt heller ikke noget - målet er, at her skal der være åbent for brugerne 24 timer i døgnet. Med andre ord: Velkommen til Bygning 5.

Adressen er kulturkomplekset Nicolai i Skolegade, som i forvejen huser blandt andet Nicolai for Børn, stadsarkivet og midtbyens biograf. Indenfor møder man i disse dage nogle af dem, som har tyvstartet og er begyndt indflytningen. Det gælder eksempelvis musikforeningen Jazz i Trekanten, der har banket et festivalkontor op på 1. salen, og her finder man Sussie Bech, der er i fuldt sving med arbejdet med den kommende jazzfestival til sommer. Hun har været i Bygning 5 i et par uger allerede, og begejstringen er stor.

- Her er en sindssyg god energi og masser af entusiasme. Det er et sted, man bliver rigtig glad af at være.

Åbning af Bygning 5
Bygning 5 erstatter iværksætterhuset i Nicolai-komplekset. Kun udstillingslokalerne i stueetagen fortsætter som hidtil.

Lørdag den 4. marts er der åbning af Bygning 5. Programmet er for alle og ser sådan ud:

16-16.30: Officiel åbning ved Mette Balsby (byrådsmedlem og medlem af bestyrelsen for Ungdomsskolen), Jesper Elkjær (formand for kulturudvalget, Kolding Kommune), Mette Strømgaard Dalby (leder af Nicolai Kultur) og Hanne Brandt (Kreative Hænder)

16-18: Åbne værksteder, rundvisning, optrædener og en lettere anretning.

10-18: Huset er åbent. Kig ind

Se mere på facebook ved at søge på Bygning 5.

 

Plads til nye ideer

For huset emmer allerede af, at mange forskellige typer - også aldersmæssigt - kommer til at bruge Bygning 5. Dr. Dorothea Teatret er den ene lejer i huset, og i tre af lokalerne øver deres unge talenter på den kommende forestilling. På 2. salen er tekstilværkstedet "Kreative Hænder" så  småt ved at tage form, og i et lokale med gråt gulvtæppe er en håndværker ved at skrue lydplader i væggene, så akustikken er klar til husets lille scene med plads til eksempelvis digtoplæsning, poetryslam, foredrag eller andre små ord- og musikarrangementer.

Her og i resten af huset er der kun meget overordnede rammer for det enkelte rum, så hvad der kommer til at ske, vil afhænge meget af, hvad brugerne har lyst til og kan finde på. Fællesnævneren for huset er at fungere som åbent værksted for dem, der har lyst og har en god idé.

- Vi har også et par rum, som står helt blanke indtil videre, og sådan skal det også være. Vi vil gerne holde døre åbne, så folk kan dukke op med helt nye ideer, vi ikke havde tænkt på, fortæller Tommy Skouboe, der er ansat i en projektstilling hos Ungdomsskolen Kolding, der er husets anden store lejer.

Ungdomsskolens normale undervisning fortsætter som hidtil i både nord- og sydbyen, men med den bynære adresse i Skolegade får skolen en chance for at få kontakt til alle dem, der ikke passer ind i de mere etablerede tilbud.

 

Radio fra Bygning 5

Thomas Sørensen arbejder frivilligt i Bygning 5, og det er også ham, der har lavet husets enkle logo. Han er fotoentusiast og glæder sig blandt andet til, at huset får sit eget mørkekammer, der er åbent for alle.

- Sådan et skal man ellers til Aarhus for at finde, siger han.

Ved siden af mørkekammeret, som indrettes øverst oppe i huset, bliver der indrettet et rent hyggerum med bordfodbold, mens et andet rum er reserveret foreninger og organisationer, der mangler et sted at samles. Et andet sted i huset kan der laves musik og klippes video, og herfra skal der også sendes lokal radio. Et par frivillige har meldt sig som de første værter, men der er plads til mange flere interesserede.

- Vi forestiller os, at det bliver en slags universitetsradio med meget kulturbaserede indslag. Men radioen er åbent for alle med en god idé. Det meste skal sende live via streaming, men man kan også lave podcast, som folk kan høre, når de har lyst, siger Thomas Sørensen.

Som frivillig i huset er han en af nøglebærerne i Bygning 5. Men målet er, at brugerne kan få adgang med en kode, så man kan komme i huset hele døgnet. Den indtastede kode viser, hvem der har lukket sig ind og derfor er ansvarlig for, at stedet efterlades, som da man ankom.

Meget sker i huset allerede. Og meget mere kommer til at ske, når åbningen er overstået på lørdag.

- Det, der ikke skal ske her, er alt det, der allerede foregår andre steder i Kolding. Der er jo ingen grund til at lave øvelokaler her, når det findes i stor stil på Godset allerede. Men mange andre ting, kan foregå her. Også en masse vi slet ikke har tænkt på endnu, siger Thomas Sørensen.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark