Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Løkke vil bevare opbakning til Danmark som åbent land

- Man kan godt blive dansk, selv om man tror på noget andet end vi, vi som er flest. Man kan godt blive dansk, selv om man har en anden etnisk baggrund. Selvfølgelig kan man det, sagde Statminister Lars Løkke under sin tale. Foto: Claus Fisker/Scanpix 2017

Løkke vil bevare opbakning til Danmark som åbent land

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmark skal også fremover være åbent land for dem, der kan og vil arbejde, siger Løkke i tale ved landsmøde.

- Danmark skal være åbent for dem, der kan og vil. Danmark skal være hermetisk lukket for dem, der ikke vil.

Det slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) endnu engang fast i sin tale ved Venstres landsmøde i Vejle.

Her opfordrer statsministeren til, at danskerne bevarer en åbenhed over for fremmede, der kommer til Danmark og bidrager til samfundet.

- Færre skal hertil, og de, der er her, skal arbejde, opføre sig ordentligt og respektere danske, demokratiske værdier.

- Det er på alle måder nødvendigt. Ikke mindst, når vi skal fastholde den helt grundlæggende og nødvendige folkelige opbakning til, at Danmark også fremover skal være et åbent land, siger Løkke og tilføjer:

- Åbent for de talenter, som vores virksomheder skriger på. Åbent for de mange, som løser opgaver, der ellers ikke ville blive løst. Uden dem ville Danmark være et fattigere land.

Løkke har i denne uge været i en flere dage lang debat med S-formand Mette Frederiksen om, hvem der kan blive en del af det danske fællesskab.

Debatten begyndte, da Løkke i sin åbningstale tirsdag fra Folketingets talerstol sagde, at integration ikke handler om hudfarve eller religion, men om at vælge Danmark til.

Det var en "overfladisk" betragtning, lød det fra Mette Frederiksen, som mener, at Løkke "undervurderer", at religion kan være en forhindring for integration.

Både De Radikales formand, Morten Østergaard, og Lars Løkke Rasmussen mener til gengæld, at Mette Frederiksen burde bakke op om de personer, der tager danske værdier til sig:

- Man kan godt blive dansk, selv om man tror på noget andet end vi, vi som er flest. Man kan godt blive dansk, selv om man har en anden etnisk baggrund. Selvfølgelig kan man det.

- Og man må også gerne vise, hvad man tror på. Selvfølgelig må man det.

- Men vi vil ikke acceptere et samfund, hvor vi ikke kan se hinanden i øjnene. Hvor man møder hinanden med ansigtet skjult, siger Løkke med henvisning til, at Venstre efter lang debat har besluttet at støtte et maskeringsforbud.

I talen giver Løkke Socialdemokratiet en del af ansvaret for de parallelsamfund, som er opstået flere steder i landet:

- Vestegnsborgmestrene advarede om det for mange år siden. De fortalte om boligblokkene, hvor man ikke længere talte dansk. Om områder, hvor en anden kultur havde taget over.

- De sagde det, som det var - at de ikke magtede opgaven. Der var ganske enkelt kommet for mange, siger Løkke og tilføjer:

- Desværre brugte andre partier alt, alt for lang tid på at diskutere, om antallet overhovedet gør en forskel. Men selvfølgelig gør det det.

VK-regeringen førte op gennem 00'erne en "fast og fair" udlændingepolitik, mener Løkke:

- Og det var derfor, at det var så umådeligt trist, at en socialdemokratisk regering fra 2011 til 2015 igen og igen lempede politikken. Derfor måtte vi på den igen i 2015.

Regeringens næste skridt bliver med Løkkes ord en "meget mere markant" indsats mod parallelsamfund, end nogen regering tidligere har gennemført.

Medie: Kasernerne i Varde og Haderslev overlever i forsvarsudspil

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark