Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Zaki fra krig i Afghanistan til efterskole i Bramming

17-årige Zaki stortrives på Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole, hvor han her tirsdag middag hjælper til med afrydningen efter frokost. Foto: André Thorup

Zaki fra krig i Afghanistan til efterskole i Bramming

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

17-årige Ahmed Zaki Noori startede for halvanden måned siden på Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole. Han kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn, og har på mindre end to år lært at begå sig på dansk. Han stortrives på efterskolen.

BRAMMING: Han er klar i mælet, når han skal fortælle, hvad han synes om at bo på og gå i skole på Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole.

- Jeg har venner her. Her er en masse aktiviteter, og jeg lærer at tale dansk. Det er sjovt og hyggeligt at gå her, konstaterer 17-årige Ahmed Zaki Noori - på efterskolen kun kendt som Zaki. Den unge afghaner kom som uledsaget flygtningebarn til Danmark for mindre end to år siden, men uanset den kendsgerning begår han sig rigtig godt på dansk. Han forstår stort set det hele, og han taler også sproget rigtig godt. På trods af, at han med i rygsækken har en tung bagage som handler om to alvorligt syge forældre, som stadig bor i Afghanistan, en bror, som er slået ihjel af Taliban og en anden bror, som er forsvundet. Hertil to søstre, som bor i henholdsvis Iran og Afghanistan.

- Min far arbejdede hos politiet, og han var derfor forfulgt af Taliban, fortæller Zaki om baggrunden for, at han selv flygtede via Iran, Tyrkiet, med båd til Grækenland og så op igennem Europa.

- Det var tilfældigt, at jeg kom til Danmark. Jeg havde aldrig hørt om landet før, fortæller han.

I første omgang blev han som 15-årige indkvarteret på et børnecenter i Gribskov i Nordsjælland. Herfra blev han flyttet til et børnecenter i Tønder, hvor han boede i 15 måneder. I Tønder fik han sin egen kontaktperson og værge, Bjarne Friis Pedersen, som er frivillig i Dansk Flygtningehjælp. Efterfølgende blev Zaki flyttet til Tørring i Hedensted Kommune, hvor han deler en lejlighed med en syrisk flygtning, og hvor Zaki så kom i en sprogklasse på en folkeskole.

 

Fire elever
Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole har 132 elever - heraf fire elever, som er af anden etnisk oprindelse end dansk. Foruden Zaki fra Afghanistan også en pige fra Sydsudan samt to elever med bosnisk baggrund. De to bosniske elever har dog boet mange år i Danmark. JydskeVestkysten vil i løbet af dette skoleår flere gange besøge skolen og følge, hvordan det går 17-årige Zaki med hans efterskoleophold i Bramming.

Potentiale

Hans kontaktperson, Bjarne Friis Pedersen, fulgte med - og han kunne se, at Zaki havde potentiale til mere og kunne blive bedre integreret via et efterskoleophold.

- Fra min fortid som forstander for Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole ved jeg, hvad et efterskoleophold kan give unge mennesker. Jeg vidste, at det kunne blive den allerbedste måde at integrere Zaki på. Hedensted Kommune var med på idéen, hvis jeg kunne finde en efterskole, og heldigvis var de åbne for idéen i Bramming, konstaterer Bjarne Friis Pedersen og føjer til, at Efterskoleforeningen har en pulje penge, som foreningen bruger til at finansiere en stor del af opholdet. Fordi efterskolerne ønsker at bidrage til at fremme integrationen.

Mette Kjær er kontaktlærer for Zaki på efterskolen i Bramming.

- Zaki er en dejlig dreng, som er åben og nysgerrig. Han er faldet rigtig godt til. Han elsker at spille fodbold, og han trives utrolig godt ved at dele værelse med Mathias, som er elev i 10. klasse, og som er en meget rummelig og hjælpsom elev. At Zaki er kommet så langt er fantastisk, når man tænker på, hvad han har med i bagagen, konstaterer Mette Kjær.

Zaki er muslim, og han fortæller, at det på efterskolen bare ytrer sig ved, at han ikke spiser svinekød. Men ellers gør han ikke tingene anderledes i hverdagen i forhold til sine danske kammerater.

 

Syge forældre

Han lægger dog heller ikke skjul på, at han også har tankerne i hjemlandet - hos sin forældre.

- Min far har haft en blodprop tre-fire gange, og min mor har sukkersyge. Hun får ikke den medicin hun har brug for, konstaterer den unge afghaner.

Selv håber han på at have en fremtid i Danmark.

- Jeg vil gerne uddanne mig til journalist, fortæller han.

Hans lærer, Mette Kjær, er ikke i tvivl om, at han kan nå det mål.

- Zaki har naturligvis nogle boglige udfordringer. Han har været mindre end to år i Danmark, men med den vilje og det humør og engagement han lægger for dagen er jeg ikke i tvivl om, at han kan nå sit mål. For os her på efterskolen er Zaki en ung mand vi også selv kan lære en hel masse af, lyder det fra Mette Kjær. 

 

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark