Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Flyttekaos: EfB uden Dreyer i nøglekamp

Anders Dreyer er EfB's topscorer i denne sæson med fem mål. Han erstattes på mandag formentlig af Mathias Kristensen i startopstillingen. Foto: Niels Husted/Scanpix

Flyttekaos: EfB uden Dreyer i nøglekamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flytning af kampen mod Vendsyssel rammer EfB på to pladser. Landstræneren har endda været storsindet over for klubben.

Når EfB mandag aften spiller på udebane mod Vendsyssel i en nøglekamp for at hænge på i toppen i ligaen, bliver det ifølge avisens oplysninger uden to af holdets normale stamspillere, Daniel Anyembe og Anders Dreyer, der begge er indkaldt til U20-landsholdets to kampe mod Sverige i næste uge.

Det er Mark Brink og Lars "Lungi" Sørensen også, men landstræner Niels Frederiksen har vist sig fra sin nådige side og ladet EfB beholde de to til kampen mandag.

Han har i øvrigt udvist samme storsind overfor Vendsyssel, der kun skal afgive en af de sine to udtagne spillere.

Det betyder, at de tre spillere, der først støder til U20-landsholdet tirsdag morgen, går glip af den første kamp mod Sverige onsdag - den anden spilles lørdag.

Når de to klubber er kommet i klemme, er det deres egen skyld. I starten af august fik alle klubber landsholdsterminerne for det kommende efterår at vide, og alligevel valgte EfB og Vendsyssel at flytte kampen fra søndag til mandag - altså ind i en landsholdsperiode.

- Det var ikke kun kommercielle hensyn, selv om vi da tjener lidt på, at kampen bliver vist på tv. Hvis vi havde skullet spillet søndag, havde det været 13.00, og det havde heller ikke været optimalt for os, når man tager køreafstanden i betragtning, forklarer direktør Dan Mose Andersen.

- Men I flytter kampen, selv om I ved, der er risiko for, at I kan miste spillere ved det?

- På det tidspunkt kunne vi jo ikke vide, at vi ville få hele fire spillere udtaget, og jeg kan da godt se, at det her ikke er optimalt, men nu kan vi ikke gøre noget ved, siger Dan Mose Andersen.

Ingen vej tilbage

Det har EfB så alligevel forsøgt. Da det lå fast, at hele fire spillere skulle i landsholdstjeneste - alle fire var startere i EfB's seneste turneringskamp mod HB Køge - appellerede klubben til Divisionsforeningen om hjælp til at flytte kampen tilbage til søndag - der var ikke noget at gøre. Normalt kan en klub, der har flere end en spiller udtaget til U-landsholdene, få flyttet turneringskampe, men da det var klubberne selv, der havde indvilliget i at flytte kampen væk fra den oprindelige dato, var der ingen vej tilbage.

- Der har været nogle snakke frem og tilbage, om det kunne lade sig gøre at flytte den tilbage, men det kunne det ikke, så det må vi acceptere, konstaterer Dan Mose Andersen, der i erkendelse af, at der ikke kan gøres noget ved sagen vælger den positive vinkel på det.

- Vi glæder os over, at vi har fire så dygtige spillere i vores trup, siger han.

- Du er klar over, at I står til drøje hug, hvis I taber på mandag?

- Vi ved da godt, at hvis vi taber i Vendsyssel, får vi kritk for det her, og hvis vi vinder, er der ikke nogen, der siger noget, mener Dan Mose Andersen.

Fornuftigt kompromis

Det er Niels Frederiksens afgørelse, hvem af de fire EfB'ere, der får lov til at spille i kampen mod Vendsyssel, lige som det er hans afgørelse, at han ikke henter alle fire med det samme.

- Ifølge vores aftale med klubberne er jeg i min gode ret til at indkalde alle fire med det samme, fordi turneringskampen er flyttet ind i en landsholdsperiode, men jeg kan også se det her fra klubbernes side, og jeg synes, vi har indgået et fornuftigt kompromis, der tager hensyn til både EfB og Vendsyssel og til landsholdet, siger Niels Frederiksen, der i øvrigt ikke vil afsløre, om det virkelig bliver Anders Dreyer og Daniel Anyembe, der bliver indkaldt med det samme.

Det gør det altså ifølge avisens oplysninger, og fredagstræningen talte samme sprog - de to var på intet tidspunkt i A-kæden.

I øvrigt er EfB's næste hjemmekamp mod Viborg mandag den 9. oktober flyttet til onsdag den 25. oktober.

Årsagen?

De to kommende U20-landskampe.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark