Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bestyreren fra Rhodesia, der vendte hjem

Peter Christensen.

Bestyreren fra Rhodesia, der vendte hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Johan Christensen skriver om sin far, Peter Christensen:

Allerede som ung mand havde Peter Christensen, der blev født i Folding i 1934, en ubændig trang til at opleve verden. Men hvad han nok ikke havde gjort sig klart allerede dengang, var, at han først som 60-årig igen ville slå sig ned i Brørup, hvor han boede til sin død 82 år gammel den 29. juni.

Efter et ophold på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens i 1957 og et efterfølgende vinterophold på Askov Højskole fik Peter Christensen job som forkarl i Trelde ved Fredericia, hvor sønnen af gården var taget til det daværende Syd Rhodesia.

Peter fulgte efter et ophold på en svinefarm i Surrey i England med til det sydlige Afrika, hvor han tre uger efter ankomsten blev sat til at bestyre en farm på 1600 hektar, hvoraf en stor del skulle opdyrkes med tobak og majs. Et slidsomt arbejde, hvor Peter Christensen ikke selv gik af vejen for at tage fat - og det med en styrke, der gav ham tilnavnet Boss Two Boys. I 1965 løsrev Syd Rhodesia sig fra England i modstrid med FN's ønsker, hvorefter landet blev boykottet af resten af verden på nær Sydafrika. Det sendte priserne på såvel majs som tobak og kaffe i bund, så efter fire år i Afrika vendte Peter Christensen tilbage til Danmark - rig kun på erfaringer.

Her fik han job som laborant ved motorvejsbyggeriet på Fyn, hvor han spiste på pensionat hos Erna. A. Christensen, som han siden blev gift med. Hun havde i forvejen tre børn, Maybritt, Hilde og Jakob, og i 1971 kom sønnen Johan til. Efter et par år flyttede de fra Middelfart til Skanderborg, hvor Vejdirektoratets Motorvejskontor blev placeret, og hvor Erna blev fagforeningsformand og politisk aktiv i Socialdemokratiet. Her dyrkede Peter Christensen i fritiden sin store interesse for gamle, danske militærvåben og forsynede blandt andet det lokale frihedsmuseum med genstande fra 2. Verdenskrig.

Da byggeriet af motorvejen mellem Kolding og Esbjerg blev igangsat, rykkede ægteparret i 1994 igen teltpælene op - denne gang for at slå sig ned på Rahbæks Alle i Brørup.

Som pensionist var Peter Christensen i mange år aktiv indenfor slægtsforskning og lokalhistorie og var i flere år formand for Lokalhistorisk Arkiv for Brørup & Omegn, hvor det blev til flere foredrag og udgivelser af beretninger til årsskrifter.

Foruden rejser til Rusland, Ukraine, Egypten og USA vendte han med jævne mellemrum tilbage til det sydlige Afrika. Senest sidste sommer, hvor han i tre uger sammen med sønnen Johan og dennes to sønner, Aksel og Conrad rejste til Zimbabwe og Zambia for at besøge gamle venner fra årene i Rhodesia. Peter Christensen bisættes fra Johanneskirken i Brørup torsdag den 7. juli kl. 11.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark