Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Som fanden læser biblen.....om ytringsfrihed i Varde Kommune


Som fanden læser biblen.....om ytringsfrihed i Varde Kommune

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat Varde. 

Læserbrev: Seks socialdemokratiske byrådskandidater anklager i dagens JydskeVestkysten kommunaldirektør Mogens Pedersen for at knægte ytringsfriheden. Det lyder dramatisk og bombastisk. Det er det blot ikke. De læser og tolker Mogens Pedersen, som Fanden læser biblen i mine øjne.

Ingen kan knægte min eller andre offentlige ansattes ytringsfrihed. Offentlige ledere og politikere har ikke patent på sandheden. Jeg deltog i selvsamme møde. Min opfattelse var og er den, at Mogens Pedersen alene anførte, at man som embedsmand og ansat i kommunen loyalt må arbejde for at føre byrådets beslutninger ud i livet, uanset om man så er enig eller ej i arbejdstiden.

Det siger sig selv, at dette må og skal være den helt grundlæggende præmis for både embedsmænd og andre ansatte. Betyder det så, at offentlige ansatte i deres fritid ikke kan deltage i den offentlige debat, ikke stille op for politiske partier, ikke være kritiske eller på anden måde tage del i samfundsdebatten? Nej, det gør det bestemt ikke.

Folketingets ombudsmand har gentagne gange indskærpet, at offentlige ansatte har en udstrakt ret til at ytre sig. I mine øjne har vi også en pligt. Det handler om mod, faglighed og om at stå ved det, man tror på. Om I er skolelærere, social- og sundhedsassistenter eller som jeg ansat i forsvaret er ligegyldigt. Jeres faglige viden og stemme i debatten er afgørende. Ombudsmanden slog i 2016 fast: "De offentlige arbejdspladser har derfor et ansvar for at skabe en kultur, hvor det er legitimt og velset, at de ansatte deltager i debatter, som angår deres arbejdsområde, og dermed også er med til at bidrage med oplysninger om f.eks. de praktiske konsekvenser af de beslutninger, der træffes på området". Ve den der vil forsøge at knægte vores ret!

 

SVAR:

 

Fængende overskrift, men...

Kære Steen

Vi går i rette med den præmis, at man som offentligt ansat ikke synes at have lige muligheder for at ytre sig om sit arbejdsfelt. Offentligt ansatte har en specialviden og et kendskab, og de skal ikke være bange for at blive indkaldt til tjenstlig samtale, hvis de ytrer sig åbent. Loyalitet er én ting. Men at stille spørgsmål til rammebetingelserne og økonomien ud fra et fagligt argument, det er noget andet. For eksempel ville det, i min optik, være fuldt ud legalt, hvis en social- og sundhedsassistent argumenterede imod besparelser på ældreområdet. Både på arbejdspladsen og i sin fritid. Social- og sundhedsassistenten ved, at det sænker kvaliteten og kan medføre hændelser, der kan resultere i flere indlæggelser. Hvilket medfører flere udgifter til kommunen.

Citat fra justitsministeriets Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, oktober 2016: "Debat og åbenhed bør også fremmes internt på den enkelte arbejdsplads. Her spiller ledelsen en væsentlig rolle for, at der skabes en kultur, hvor det er både legitimt og velset, at man viser interesse for og debatterer arbejdspladsens forhold. Både ledere og medarbejdere bør være bevidste om, at loyalitet mod arbejdspladsen ikke blot betyder, at man udviser respekt for de trufne beslutninger, men også at man på konstruktiv vis påpeger eventuelle kritiske forhold."

Jeg og mine medkandidater er blevet inviteret til et møde med Kommunaldirektør Mogens Pedersen. Vi ser meget frem til mødet, hvor vi kan drøfte netop dette emne.

Med venlig hilsen

Anne Catherine Hoxcer Nielsen, social- og sundhedsassistent og socialrådgiverstuderende, byrådskandidat for Socialdemokratiet i Varde Kommune, Bakkevej 26, Varde.

Dokumentation: Her er det åbne brev

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark