Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mit møde med Julius Bomholt


Mit møde med Julius Bomholt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lene Kirkegaard, tidligere højskolelærer på Esbjerg Højskole, cand.pæd., foredragsholder, Sejlstedlundvej 15, Esbjerg
Billede
Debat Esbjerg. 

Julius er flyttet hjemmefra.

Lørdag den 26. august blev Esbjergs nye plads indviet. Bomholts plads og busten af Julius Bomholt blev "genafsløret", efter at være flyttet fra det nuværende EHC Park. Den nye anlagte plads er på hjørnet af Stormgade og Strandbygade. Bronzebusten er skabt af kunstneren Knud Nellemose. For næsten et halvt århundrede siden, gik Bomholt til landets fremmeste bustemager og bad om at få sit lerhoved - udført af Harald Isenstein - overført til bronze og som sagt så gjort. Oswald Helmuth fremførte en mesterlig tekst i Helsingør revyen i 1963 om sagen:

"Bomholt bad en billedhugger

ligesom andre krukker

om at få en buste af sig selv"

Busten af Julius Bomholt har stået på Esbjerg Højskole og jeg har som højskolelærer på skolen gået forbi busten, der stod placeret ved udgangen til haven og undervisningslokalerne. Julius har kigget ud over området og tænkt: "Går alt ordentligt for sig"? Det havde han god grund til for en meget stor del af den første undervisning og pædagogiske tænkning på Arbejderhøjskolen på Gl. Vardevej, var han mester for.

Mange billeder dukker op på nethinden af ministeren med det smukke hvide hår, som Tove Ditlevsen skriver om i bogen, Vilhelms værelse. Anledningen er at kulturministeren skal overrække prisen "De gyldne laurbær" til Tove Ditlevsen, hvor hendes mand i meget selskabelig overrislet tilstand, brækker sig i kulturministerens skød. "Nåh, deres mand er bare blevet dårlig" Sådan.

Julius havde blik for den gode omtale. Vi ser for os det kendte pressefoto af Viggo Kampmann og Julius Bomholt i badevandet ved Fanø. Billedet har været jorden rundt et par gange og er et ikon i dansk pressefoto. Bomholt havde sin sommerbolig i Sønderho, ligesom Kampmann havde det. Ikke altid var stemningen lige fredelig mellem de to. En historie melder, at Bomholt ventede på nogle oplysninger fra Kampmann, som Bomholt skulle bruge til en tale. Kampmann var inde i en af sine maniske perioder med whisky, tumult og et par kvinder. Bomholt skriver til Kampmann: "Denne gang afslutter jeg med en hilsen, næste gang med et revolverskud"

Jeg har været interesseret i de mange vinkler og facetter som Bomholt stod for og repræsenterede. Bomholt er født i et arbejderhjem i Silkeborg og bliver som 25-årig cand.theol. Han virker som forfatter, højskolemand og politiker. Jeg har for en del år siden skrevet speciale om Arbejderoplysningen i Danmark og det gav mig lejlighed til at dykke ned i Bomholts tanker og menneskesyn. Kort efter sin kandidateksamen besøger han to arbejderhøjskoler i henholdsvis Tyskland og Schweiz. Disse højskoler hviler på stærkt socialistisk grundlag og da han året efter begynder at undervise på Askov Højskole bliver det en skuffelse for ham. Han søger et lærerjob på Esbjerg Arbejderhøjskole. Han får jobbet, og allerede to år efter er han forstander der. Bomholts idéer hvilede på en klassekampsteori, der på mange måder slog gnister mod den grundtvigianske tanke, der altid satte mennesket over politik og idéer. Bomholts forgænger Laura Alkjærsig, sagde i sin programerklæring: "Min overbevisning er, at arbejderhøjskolen skal være en skole for livet. Ikke for fagene, ikke for maskinarbejdere, socialister, håndværkere, typografer, men for mennesker". Heri var Bomholt ikke enig.

Bomholt henvendte sig til arbejderklassen og ville stå for en undervisningsform, der kunne mobilisere arbejderungdommen, også i en erkendelse af at de eksisterende højskoler ikke appellerede til arbejderungdommen. Julius Bomholt kommer i 30'ernes tidsepoke til at præge den pædagogiske tænkning på arbejderhøjskolen i Esbjerg. "Foredraget førte for let til passivitet, og tyngdepunktet blev flyttet over i små grupper og gjorde studiekredsen til den centrale pædagogiske form." Det drejede sig om at bruge sine erfaringer til videre handling. Undervisningens formål var at mobilisere til politisk handling og at give arbejderklassen en politisk stemme.

Sammen med Hartvig Frisch er Julius Bomholt den person, der kommer til at præge socialdemokratisk kulturpolitik - og dermed hele landets kulturpolitik. Fra 1920'erne og helt frem til slutningen af 1960'erne. Han er som person og væsen kulturpolitiker. I et ofte svulstigt og pompøst sprog formulerede han tidligt sine kulturelle visioner. I 1930, året efter han er valgt ind i Folketinget, udkommer hans første bog, "Dansk digtning fra den industrielle revolution til vore dage".

Allerede to år efter kommer hans bog, "Arbejderkultur", hvor Bomholt knytter frihedsbegrebet til tanken om et klassefællesskab. I bogen udformer han et socialistisk kulturprogram: Arbejderne skulle "erobre" videnskab, kunst, litteratur, musik sang og film. Man kan sige, at alt, hvad der står arbejder foran, er rester af en tidlig tankegang om at skabe parallelinstitutioner til det kapitalistiske samfund. Ønsket var en socialdemokratisk kultur - og dermed et socialdemokratisk menneske. Da det "brede" socialdemokratiske program, "Danmark for folket" udkommer i 1938, bliver hans kulturvisioner bundet op i en forbindelse til den nationale og traditionelle kultur. Han er folketingsmand i perioden 1945-50, hvorefter han er undervisningsminister fra 1957-61 og endelig landets første kulturminister i 1961 og tre år frem.

Det er en triumf for Bomholt og dansk kulturliv i der hele taget, at det bliver ham, der opnår at blive landets første kulturminister. Lidt af et paradoks, fordi Bomholt i sin tænkning ikke havde kulturen som noget særskilt. Men lad mig citere en af de andre store socialdemokrater og velfærdssamfundets arkitekter, Jens Otto Kragh: "Man har et standpunkt til man tager et nyt."

Bomholt var en god mand for kulturpolitikken i Danmark, også set i lyset af at det ikke alene var et spørgsmål om det materielle, men også om åndslivet. Der findes næppe nogen politikere i hans livsperiode, der i samme grad var engageret i kulturen og dens forhold som Bomholt. Som kulturminister var Bomholt optaget af en fribåren kulturpolitik: "En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Vil man kultivere demokratiet, må man først og fremmest demokratisere de ydre vilkår for kulturelt arbejde ud fra mottoet, nok støtte men ikke dirigere." Fra 1964 til 68 er Bomholt formand for Folketinget. Julius Bomholt dør i 1969 og er begravet på kirkegården i Sønderho. Han har et eftermæle som dansk kulturs store kæmpe.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark