Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Rend mig i konventionerne


Rend mig i konventionerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Alex Ahrendtsen, MF for Dansk Folkeparti
AlexAhrendtsen
Holdningsstof. 

I 1958 udgav den danske forfatter Leif Panduro sin roman "Rend mig i traditionerne". Den var i mange år pligtstof i gymnasierne, og jeg blev også udsat for den. Hovedbudskabet i romanen er, at traditioner er noget skidt, og at samfundet er en spændetrøje for de unge. Altså en rød bog af en rød forfatter.

Næsten 60 år senere ved vi, at traditioner en god ting, fordi de holder sammen på fællesskabet, og at opløsningen af dem medfører socialistisk egoisme og bevægelse mod subkulturer, der søger at underminere nationen. Traditioner er med andre en god ting. De er i deres positive form med til at fastholde høflighed, venlighed, kultur og dannelse.

Næ, i dag er det noget helt andet, der truer det danske fælleskab - og for så vidt de europæiske også. Det er de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. Især den europæiske menneskeretskonvention (EMRK) er en spændetrøje for udfoldelsen af det nationale fællesskab, fordi et folketingsflertal har været så letsindigt at gøre den til dansk lov, dog sådan at den stadig er underordnet grundloven.

Men i sig selv er det ikke menneskeretskonventionen, der er det egentlig problem. Det er  fortolkningen af dens artikler, fordi denne fortolkning tit er politisk, multikulturelt og  internationalt orienteret. Jurister i og uden for statsapparatet har det nemlig med at fortolke  konventionens artikler, så de stemmer overens med deres naive verdensbillede, hvor grænser er  nedlagt, og løven slumrer ved siden af det brægende lam.

Lad mig give et eksempel. Når brutale forbrydere som Levakovic og Abdallah ikke bliver udvist, sker det bl.a. med henvisning konventionerne og til artikel 8, stk. 1 i EMRK, der siger, at enhver "(...) har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem (...)". Man undgår behændigt at se på stk. 2 i samme artikel, der klart giver hjemmel til staten at se bort fra art. 1, hvis det "(...) er nødvendigt (...) af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed (...), for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder". Sikkerhed, sundhed, tryghed, uro, forbrydelse, andres rettigheder og friheder. Det burde være nok til at udvise kriminelle uden statsborgerskab. 

Et andet eksempel er art. 9, stk. 1. Den bringes i anvendelse, når Dansk Folkeparti og andre vil slå ned på moskeer og muslimske friskoler. Artiklen sikrer, at man kan udøve sin tro gennem både undervisning og andagt. Men behændigt ser man bort fra art. 2, der gør det muligt for en stat at begrænse udøvelsen af troen, hvis de "(...) er nødvendige (...) af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder". Grimhøjmoskeen har da med al tydelighed overtrådt stk. 2, og de muslimske friskoler udfordrer konstant vores tryghed, når der findes jihadmateriale og hyldestsangen til islamiske terrorbevægelser.

Så hvorfor vælger jurister og politikere på både venstre- og højrefløjen bevidst at se bort fra disse artikler? Fordi de bruger dem politisk til at skabe et bestemt samfundsorden. Nation, fællesskab, demokrati er af det onde, mens internationale samfund, subkulturer og juristokrati er af det gode. Det kan virkelig undre mig, at politikere i Folketinget frivilligt underlægger sig ikke folkevalgte juristers magtbrynde. Det er på tide at bryde ud af denne spændetrøje.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark