Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Det store religiøse suppekogeri. Stram op på gudstjenesten


Det store religiøse suppekogeri. Stram op på gudstjenesten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Dr.phil., emerita¨, Tønder Britt Tryde Haarløv
Hans Chr. Gabelgaard/Michael Bager
Holdningsstof. 

Det er dog fantastisk, som alting blandes sammen for øjeblikket: Kirke og kristendom er ikke det samme, Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente er ikke det samme, religiøsitet er ikke én størrelse i modsætning til irreligiøsitet, og "religion" kan ikke behandles som et samlebegreb. Kritik kommer af et græsk ord, der betyder "skelne". Hvis hele diskussionen om religion og religiøse temaer ikke skal ende i det rene kaos, er der i den grad brug for at skelne. Hvis ikke der skelnes, bliver kristendommen lastet for de ugerninger, kirken har begået i tidernes løb, f.eks. heksebrændinger, og for kirkens religions-politiske fremfærd, f.eks. korstogene. Kristendommen er indholdet, kirken er den institutionelle ramme. Følgelig kan man heller ikke sammenligne kirken og dens gerninger med koranen og Kristendommen med moskéen. Hvis man ønsker at sammenligne må det være rammerne med rammerne og indholdet med indholdet.

Biblen betyder ganske vist bogen i ental. Men den store bog består af en lang række skrifter, og disse falder i to adskilte dele - Det gamle Testamente, jødedommens skrifter, og Det ny Testamente, kristendommens skrifter. Jødedommen er (som Islam) en lovreligion med talrige, detaljerede anvisninger og leveregler. Kristendommen er ikke en lovreligion med udspecificerede regler for menneskets livsførelse - og dog: Kristendommen har ét lovbud, og det er det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Gud og din næste som dig selv. Af det bud kan man deducere alle de andre bud, så i den forstand er også Kristendommen en lovreligion - med kun én, men alt omfattende lov.

Den folkekirkelige gudstjeneste har på mange måder selv været ude om den forvirring, der opstår ved sammenblandingen af Det Gamle og Det Ny Testamente: For godt 30 år siden besluttede man nemlig at indlede søndagsgudstjenesten med læsning fra Det gamle Testamente. Med stor respekt for jøder og jødedom giver en sådan uformidlet første gudstjenestelæsning en fuldstændig uforståelig indgang til en kristen gudstjeneste. Jeg bliver nødt til at eksemplificere det: I sommer havde jeg glæden af at tage to vikargudstjenester 5.søndag efter Trinitatis. Den gammeltestamentlige læsning fra profeten Esajas til søndagen lyder: "I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!" Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre". Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: "Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet." Da hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?" Jeg svarede: "Her er jeg, send mig!"

Værsgo at spise - hvordan forestiller man sig, at en almindelig kirkegænger opfatter en sådan indledning til en kristen gudstjeneste - er du forvirret? Ja, så er det vist med god grund! Samme søndag handlede prædiketeksten om Peters fiskedræt, hvor Jesus afslutter med at sige til Peter, at "fra nu af skal du fange mennesker". I den græske originaltekst bruges et ord fra militæret, som betyder, at "du skal tage levende fanger og sætte dem fri - give dem pardon - benåde dem" - det giver jo en meget bedre mening. Et ofte benyttet altergangsritual taler om "himlen og hele dens hær" og "i kor med alle engle" - desuden tages der et unødigt langt tilløb til det, som hele nadveren drejer sig om "Opstandne Herre og frelser, du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse ..osv." I visse bønner (indgangs- og udgangs-) beder man om Guds hjælp "for Jesu Kristi skyld", selv om præsten lige fra prædikestolen har forklaret, at Jesus har gjort alt, ja endog givet sit liv "for vores skyld"! Er du forvirret, ja så er det med god grund!

Der kunne peges på mange andre uklarheder i vores folkekirkelige gudstjeneste, men mit ærinde er at slå til lyd for en kritisk gennemgang af gudstjenestens tekster og formuleringer med henblik på stramninger, forenklinger og klarhed. Kristendommen står jo uendelig stærkt i forhold til dagens mangeartede religioner ved at være en historisk veloverleveret beretning om personen Jesus, hans liv og gerninger. De nytestamentlige tekster med deres omfattende noteapparat kan behandles kildekritisk som andre oldtidstekster, hvor læsningsvariationer kan diskuteres! Kristendommen hviler på et solidt fundament. Det bør også fremgå at den måde Kristendommen præsenteres på overfor kirkens medlemmer. Det kristne budskab fortjener at formidles fast, klart formuleret og tydeligt i konturerne!

Ovenstående er skrevet før første afsnit af DR-serien "Herrens Veje". Den meget vægtige indledning til Adam Prices spændende serie frister til at tilføje et par synspunkter: Et hovedtema, sådan som jeg med mine erfaringer som præst ser TV-dramaet, er konflikten mellem en konfliktsky, politisk korrekt kirkelig administration og den enlige præst, som føler sig forpligtet på at viderebringe det kristne budskab så tydeligt og klart som muligt. Selv har jeg erfaret flere alvorlige svigt fra kirkemyndighedernes side, hvor man har prioriteret de folkevalgte "mange"(menighedsråd) frem for den ene, præsten.. Min tid som folkekirkepræst med stor opbakning fra sognebørnene endte med en for tidlig pensionering efter to kræft-angreb.

I begyndelsen af min præstetid slog en stor gruppe scientologer sig ned i sognet lige nord for den dansk-tyske grænse. Syd for grænsen var de ikke velkomne. De startede en skole og opkøbte en lang række huse. Sognebørnene var stærkt bekymrede. Præsten blev inviteret ind i diskussionen. På et tidspunkt erfarede jeg, at biskoppen skulle til møde i nærheden. Jeg spurgte ham, om han havde tid til et lille stop i præstegården for en drøftelse af scientology-problemet. Det havde han ikke, så jeg måtte klare problemerne selv. Til gengæld var det herligt i samme periode at erfare, at man i den grad kunne finde skyts i sine prædiketekster til kampen mod det totalitære scientology-system. Ikke at scientology blev nævnt med et eneste ord i prædikenen, men hele grundtanken om, at man ved penge og nøje specificerede gerninger kunne tjene sig op i hierarkiet til en form for guddommeliggørelse, er jo så evident i modstrid med det lutherske syn, at det ikke var svært for præsten at føle sig godt støttet - ikke af biskoppen, men af evangeliernes tekster.

Min konklusion her i et Luther-jubilæumsår skal derfor være: Det er en kæmpestor glæde for en præst at beskæftige sig med selve prædiketeksterne. De er ikke det mindste gammeldags eller irrelevante, men fulde af aktualitet i forhold til den menneskelige eksistens her, nu og altid.

     

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark