Mysteriet om det forsvundne krucifiks.....

Det følgende er ikke en krimi, men en beretning om min første aften som frivillig ved natkirkearrangementet (hver den sidste fredag i måneden) i Sct. Nicolaj Kirke i Kolding, en mørk og næsten stormfuld nat med flammende gule og røde blade, der slap træerne og dansede allehelgensdans omkring den smukke kirke midt i byen. Vi begyndte med at spise sammen i Jens Holms Hus to timer før åbningen kl. 20 (til 24). Der var fuld bemanding og to yngre præster var til stede på denne natkirkevagt, som går på skift blandt områdets præster.

Efter indtagelsen af de solide burgeragtige sandwiches fra Den Gyldne Ovn, bar vi forskellige rekvisitter op fra kælderen og over til kirken: Lygtestandere til brug udenfor, to skrivepulte, hvorpå der stilles en kurv til “mannagrynene”, bibelord trykt på små sedler til at tage med hjem og en kurv til bønner, som folk kan stå og skrive. Der var puder, tæpper, glas, lys osv.

Min første opgave var at tænde lysene i et kors, formet af fire lave kasser med sand, hvori der var sat fyrfadslys, hvilket ser ret imponerende ud, når det elektriske lys slukkes. Dette kors er det første, man ser, når man kommer ind. Eller de fleste gør, men derom senere.

Jeg fik virkelig knælet ved korset den aften. Og så var der glassene med lys, der skulle sættes op i vinduerne. Alt i alt et meget smukt syn med levende lys i hele kirken. Kun afbrudt af kunstig belysning under de forskellige oplæg, ceremonier, spil og sange.

Jeg tændte også lys i Jobs hjørne, en rusten jernkonstruktion med et simpelt grenkors, sand i bunden. Her kan man skrive sine klager til gud….Papirlapperne bliver senere brændt.

Fortællingen om Job er spændende og tankevækkende. Den handler om, hvorfor vi rammes af ulykker og katastrofer og hvordan de kan bæres.

Så stillede jeg mig ved det lysende kors ved indgangen sammen med et par af de andre, og folk begyndte at strømme ind, deriblandt en ældre herre, der som en anden fakir vandrede lige henover det brændende kors uden at bemærke det, og uden at lysene gik ud. Det så ud, som om han svævede.

Vi sang Taizé (udtales tæzé), dvs to strofer, der gentages så længe organisten spiller dem.

Så var der tid til en kop kaffe/te i den ligeledes stearinoplyste café til venstre for kirkens indgangsdør. Småkagerne forsvandt hurtigt og der blev snakket på kryds og tværs henover bordet.

Natkirken bliver brugt af alle mennesker, unge som gamle.

Resten af aftenen forløb med sang, refleksion med oplæsning, stille meditation hver for sig, samtale med præsterne, hvis man ønskede det, smukt klaverspil, salmesang og nadver ved midnat og oplæsning af bønner, der var blevet lagt i den dertil indrettede kurv.

Og så skete det, miraklet (eller hvad man nu skal kalde det).

En, skal vi sige, herre i opløftet stemning med en noget alternativ opfattelse af kirkegang (så som at knappe en bajer op foran alteret og fra samme sted ringe efter en taxi, småryge rundt i krogene og tale højt) hjembragte - i taxien -alterets krucifiks, der har været bortkommet/stjålet i tre år. Et lidt tungt krucifiks med Jesus udskåret i elfenben monteret på mørkt teaktræ. Der forlyder ikke noget om, hvor det har været i al den tid, men det kan jo også være lige meget. Nu er det på sin plads på alteret og alle modtog brødet og vinen den aften. Jeg tvivler på, at ordensmagten vil bruge tid på at finde ud af, hvordan og hvorfor krucifikset kom tilbage.

Efter oprydningen samledes vi igen i Jens Holms Hus til en bid natmad (resterne) og en øl eller vand. Klokken har nok været halv to for de fleste, da de nåede hjem efter en begivenhedsrig aften i vores smukke kirke.

Jeg ser frem til november måneds mirakler.