TRADITIONSRIG REJSE TIL HADERSLEVS FRANSKE VENSKABSBY
VENSKABSBYBÅND: Lørdag den 16.oktober kl. seks om morgenen rejste cirka tyve unge og nogle få voksne, fortrinsvis fra Haderslev Katedralskole på en traditionsrig rejse til Haderslevs venskabsby, Braine, lidt nord for Paris. På turen kom de tæt på Første Verdenskrig og oplevede at bo i et fransk hjem i en fransk kultur. Turen bliver gentaget hvert andet år. Der sker meget på få dage og igen har det været en succes. Efter en lang bustur ankom alle til Braine lørdag kl. 20.00. Franskmændene stod klar til at modtage dem, og de blev fordelt mellem venskabsfamilierne. Nogle boede sammen to og to og andre boede enkeltvis. Hele søndagen tilbragte de med deres værtsfamilie.- Vi fik, som vi plejer, en rigtig varm modtagelse. Det er en oplevelse for de unge at bo privat, og de skal klare sig med det franske sprog. Det giver et stort indtryk at blive taget så godt imod, og det var en fornøjelse at være sammen med de unge. De opførte sig ualmindeligt godt, fortæller Bitten Bøgsted, der er lærer på Haderslev Katedralskole og medansvarlig for turen.
STREJKE OG OPHIDSEDE FRANSKMÆND
Mandag morgen gik turen til Paris i bus, hvor nogle oplevede urolighederne med strejke og ophidsede franskmænd. Der blev kastet ting efter politi, og der var fyldt med demonstranter. Det var både skræmmende og spændende, fordi de var meget tæt på, hvor det skete.
CHAMPAGNE OG SHOPPING
Tirsdag gik turen til Reims, som ligger i Champagneområdet. På vejen var de ude og se en champagneproducent, et champagnemuseum og var oppe i et tårn, hvorfra der var en herlig udsigt over landskabet. Inde i storbyen Reims så de den store Notre Dame katedral. Der er en del historie bag den, blandt andet at det var her Janne d’arc fik lov til at kæmpe i krigen mod englænderne; det var også her mange af de franske konger blev kronet.
TRADITIONEN TRO
Om onsdagen kom alle på turen tæt på Første Verdenskrig 1914-1918. Efter et besøg på folkeskolen i Braine for store elever, tog de ud til den danske kirkegård, hvor 79 faldne sønderjyder i tysk krigstjeneste fra Første Verdenskrig ligger begravet. Her blev der lagt blomster, holdt ét minuts stilhed for de døde og sunget ”altid frejdig når du går… ” på dansk. Dette er en tradition, der bliver gentaget på turen hvert andet år.
BORGMESTEREN TOG IMOD DEM
Resten af dagen tilbragte de mest i Braine, men var også ude og se et flot beboet slot, der hedder ”Chateau de Limé”. Slottet er nyrenoveret og stammer fra år 1604. Bagefter blev de taget imod i Det Danske Hus i Braine. Her var det interessant med billeder af den danske kongefamilie og billeder/plakater fra Haderslev.
Om aftenen blev de modtaget på rådhuset af Braine’s borgmester M. Francois Rampelberg til reception med blandt andet regionens champagne. Borgmesteren talte om samhørigheden mellem byerne og Bitten Bøgsted bekræftede værdien deraf i sin tale, hvorefter hun overrakte borgmesteren en gave, der blandt andet bestod af en plakat over døre i Haderslev.
Turen sluttede på festlig vis i salen ”La Saulx Judrée” til middag med alle værtsfamilier, og hvor de unge optrådte med en dansk sang, inden bussen vendte hjemad mod Haderslev.
ERINDRINGER FRA TUREN
- Det har været en fantastisk tur. Især fordi jeg ikke har været i Frankrig før. Det var helt klart en oplevelse. Paris er en rigtig flot by, hvor jeg fik shoppet en del. Frankrig levede op til mine forventninger og familien overraskede mig positivt. De var virkelig rare, og jeg kommer helt klart til at savne dem. Jeg fik forstærket mit fransk ved at bo hos en familie og vil helt sikkert tilbage, fortæller Kaltrina Shabani på 17 år. Kaltrina Shabani er fra Kosovo og går på Haderslev Katedralskole.
Med på turen var også Alberte Hoffmann på 16 år, der også går på Haderslev Katedralskole.
- Det har været en hel unik oplevelse, at være i Braine. At blive modtaget med sådan en varme, er ikke noget man oplever på hver ferie. Jeg har fransk i gymnasiet, så det var dejligt at prøve kræfter med sproget ved værtsfamilien, som i øvrigt var over alt forventning. Turen til Paris var fantastisk og en hel speciel oplevelse. Jeg har nydt hver en dag og vil helt klart med igen om to år, fortæller hun glad.
HITORIEN BAG…
Siden 1956 har Haderslev været venskabsby med byen Braine i Frankrig. Siden dengang har der været regelmæssige ture dertil. Turene er ikke kun for elever i gymnasiet, men er også for andre interesserede. Turen bygger på at give de unge en spændende og uforglemmelig oplevelse i et fransk hjem og bevare et venskabsbybånd med Braine. Desuden kommer de unge tæt på Første Verdenskrig 1914-1918 ved at se kirkegården, hvor de faldne sønderjyder ligger begravet. De faldne sønderjyder kæmpede i tysk krigstjeneste under krigen. Braine har lagt navn til Braineparken i Haderslev.
BILLEDERNE:
1) Susan Johanne Gram fik æren at lægge blomster på den danske kirkegård, hvor 79 faldne sønderjyder fra Første Verdenskrig ligger begravet.
2) Fællesbillede
3) Kaltrina Shabani på 17 år (til venstre) og Alberte Hoffmann på 16 år (til højre) nød dagen i Paris. De fandt en H & M butik på den berømte avenue Champs Elysées. Her sidder alle på restaurant og spiser sammen.
4) Borgmesteren M. Francois Rampelberg, der står i midten, har fået overrakt en plakat af Bitten Bøgsted, der er lærer på Haderslev Katedralskole, som står længst til højre. Længst til venstre står Micheline Stéphan, der er formand for venskabsbyens komité i Braine.
5) De er her på besøg i en champagneproducent. Deville Jean-Baptiste (på billedet), der er søn af ejeren, er i færd med at skænke champagne. Der blev serveret tre forskellige slags.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis










