Thorkild Slaikjær studerer det synlige bevis på, at Hvidbjerg Strand Feriepark modtager Jydskevestkystens erhvervspris, Den Gyldne Ambolt, mens hustru Mona ser til. Ved siden af ses børnene Lene og Steen Slaikjær, samt chefredaktør Peter Orry. Foto: john randeris
Det varmer utroligt at få Den Gyldne Ambolt
Prist: Hvidbjerg Strand Feriepark fik i går overrakt JydskeVestkystens Erhvervspris, Den Gyldne Ambolt, for sit store virke for turismen i Vestjylland. – Vi er meget meget stolte og taknemmelige over prisen. Specielt over begrundelsen, at vi gør noget for landsdelen. Det varmer, lød det fra en synlig stolt Steen Slaikjær, der på vegne af far Thorkild, mor Mona og søster Lene modtog JydskeVestkystens Erhvervspris, Den Gyldne Ambolt.Forinden havde chefredaktør Peter Orry, JydskeVestkysten, netop begrundet, hvorfor Hvidbjerg Strand Feriepark blev dette års modtager af bladets erhvervspris, Den Gyldne Ambolt:
– Først og fremmest er I med til at sætte Vestjylland på landkortet, og vi har brug for alle de gode eksempler, vi kan samle sammen, og som viser, at udtrykket Udkantsdanmark ikke er et udtryk, vi bruger i vores del af landet. I har vist, at vi kan, når vi har den gode ide, og når vi har viljen til at føre den ud i livet. Og så har I også gjort noget andet for samfundet: I har skabt mange gode arbejdspladser – ikke bare jeres egne, men også dem, som I trækker med til andre i området, lød det fra Peter Orry.
– I står ikke stille. I udvikler jer hele tiden og hitter på nyt. Det tæller også med, at I skaber vækst på et af de områder, vi skal leve af i fremtiden, når industriarbejdspladser forsvinder ud af landet. Turisme – og især original og nyskabende turisme, som I praktiserer – er én af de ting, vi skal leve af. Og så tæller det bestemt også med, at I tænker grønt, lød det fra Peter Orry, der ud over det synlige bevis på prisen, en forgyldt ambolt, også overrakte en check på 50.000 kroner, der er øremærket til medarbejderformål.
Med var også omkring 30 medarbejdere, der også har en stor andel i prisen.
– Uden jer kunne det slet ikke gå. I skal have en stor tak, lød det fra Steen Slaikjær i sin takketale.
Erhvervsprisen uddeles i år for 26. gang og gives til en person eller gruppe af personer, der på særlig fremragende måde har taget initiativ eller vist en sjælden virkelyst i landsdelens erhvervsliv til gavn og glæde for samfundet.
LÆS MERE | side 3-5
Fem i opløb
Det er en dommerkomite bestående af erhvervs- og organisationsfolk fra hele avisens udgivelsesområde, der vælger årets prismodtager. Forinden er kandidaterne indstillet af læserne.
Finalisterne
De fem finalister var: Prime Cargo A/S, Kolding, Bel Air A/S, Holsted, Lego A/S, Billund, Gram Slot A/S og så altså Hvidbjerg Strand Feriepark Aps.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis



