Den formodede Skovlund-røver blev søndag eftermiddag under stort politiopbud anholdt ved sin bopæl på Nørregade i Vorbasse.
Varetægtsfængsling: Skovlund-røver erkender to røverier
SKOVLUND/GRINDSTED: For kort tid siden valgte retten i Kolding at varetægtsfængsle en 37-årig mand fra Vorbasse i fire uger.Han erkendte under grundlovsforhøret, at han er gerningsmanden bag røveriet mod Spar-købmanden i Skovlund nord fra Varde fredag den 30. juli. Her var udbyttet 51.000 kroner i kontanter.
Ligeledes erkender han at stå bag et væbnet røveri mod Mini Kiwi i Grindsted den 8. august. Her truede han personalet med en revolver og fik udleveret et mindre kontantbeløb.
Der er kriminalassistent Søren Mølby fra lokalpolitiet i Billund, som har stået i spidsen for efterforskningen.
Han fortæller, at den 37-årige også sættes i forbindelse med et røveri fra en kiosk på Fynsgade i Grindsted og lørdagens røveri med Dagli` Brugsen i Ny Nørup ved Bredsten. Han nægter begge forhold.
Røveriet mod Dagli´ Brugsen skulle angiveligt være begået sammen med en 20-årig mand fra Vorbasse, som også er varetægtsfængslet i sagen.
I forbindelse med anholdelserne søndag eftermiddag fandt poltiet en sølvblank revolver hos den 20-årige og 7.500 kroner i kontanter.
– Sent fredag fik vi en DNA-erklæring på, at det var samme mand bag røveriet i Skovlund og mod Kiwi, fortæller Søren Mølby.
Desværre lykkedes det ikke at anholde den 37-årige før søndag. En mand som står i Rigspolitiet DNA-register. Han er blandt andet tidligere dømt for røverier.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis











