Cosi fan tutte
Fra operaens forskruede verden til den reelle kommunalpolitiske verden er langt. Mens opera-drama og finurlig morskab kan være rørende og underholdende, er kommunalpolitik kedelig og forudseelig. Opera dufter af eventyrlig charme, kommunalpolitik lugter. I operaen optræder professionelle, kommunalpolitikere lønnes som professionelle, men agerer som amatører.Ét har de fælles, og det er italienske cosi fan tutte - navnet på en Mozart-opera og betegnelsen for, hvad kommunalpolitikere over det ganske land får tid til at gå med. Sådan gør alle kvinder, hedder det i Mozarts humørfyldte opera. Her ses bort fra den berømte lille forskel - for sådan gør alle.
Det, alle kommunalpolitikere gør, er at hoppe med på den ene bølge efter den anden.
Man hylder den lille iværksætter, men arbejder for, at det, der i forvejen er stort, bliver større. Man hylder ildsjælene i de små samfund og forringer eksistensmulighederne for de mindre samfund. Man sætter enorme ressourcer ind at redde utilpassede unge og andre udsatte og lukker samtidigt de skoler og væresteder, der er de utilpassedes og de udsattes åndehuller.
Man forventer og forlanger en større åndselite og lukker ned for pengestrømmen til kultur og undervisning.
Mainstream er nøgleordet - og det betyder i al sin nøgenhed, at vi alle skal være ens og have det samme. Det betyder bl.a., at Haderslev Kommune, der ikke har ret meget unikt at byde på - landsby-perlerne er jo ved at blive knust - nu lukker Aktivitetshuset i Haderslev.
Se, Aktivitetshuset er unikt. Hvis tilsvarende findes andre steder, kan de tælles ved brug af den lille tabel. Brugerne kommer ikke kun fra købstaden, ikke kun fra kommunen, men også fra alle omliggende kommuner.
Den kommunalpolitiske logik er, at da tilsvarende aktivitetshuse ikke findes i andre kommuner, behøver Haderslev heller ikke have et.
Væk med den, for så kan vi i sandhed sige: Cosi van tutte - her i betydningen: Sådan er vi alle.
… og imens vokser den kommunale administration, og den kan sluge mange flere millioner, end de mange den allerede får.
Havkatten Calle
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




