Radikale udfordrer i velfærdsspil
Der mangler ca. 30 milliarder kroner i statskassen i 2015. Hvordan vil du finde pengene, lød udfordringen fra folketingskandidat Lotte Rod (Radikale Venstre) på Torvet i Esbjerg den 30. august. - Den danske økonomi er under pres. Indtægter og udgifter hænger ikke sammen. I 2015 mangler der godt 30 milliarder kroner, og i 2020 ser det endnu værre ud. Derfor har jeg lavet et velfærdsspil, som giver danskerne mulighed for at lege politikere og tage ansvar for økonomien, fortæller Lotte Rod.Velfærdsspillet består af en spilleplade med en skattekiste, hvor der er afmærket seks huller à fem milliarder kroner. Det er de forbipasserendes opgave at udvælge seks brikker blandt et bredt udsnit af de forslag, som forskellige partier har fremsat.
- Man kan gøre som regeringen og vælge besparelser. Det giver penge her og nu, men forringer velfærden. Man kan gøre som S-SF og bede folk om at arbejde mere, men hvordan vil man få alle fagforeninger med? Eller man kan gøre som Radikale Venstre og gennemføre de nødvendige reformer. Det er upopulært, men den bedste løsning på sigt, forklarer Lotte Rod.
Velfærdsspillet sætter hurtigt gang i diskussionerne. Ikke bare med folketingskandidaten, men også med hinanden: Flere par må igennem hårde forhandlinger for at nå frem til de seks brikker. Præcis som på Christiansborg.
- Økonomerne vurderer, at situationen nu er så alvorlig, at kun grundlæggende reformer kan redde den. Det lytter vi til i Radikale Venstre. Derfor foreslår vi blandt andet at afskaffe efterlønnen gradvist over de næste 10 år. Der skal være gode ordninger for, at nedslidte kan trække sig tilbage, men vi får brug for de friske medarbejdere, når de store årgange går på pension. Ellers vil der ske forringelser i velfærden, og det vil vi ikke være med til, siger Lotte Rod.
Velfærdsspillet er en del af Radikale Venstres landsdækkende kampagne ”Tag ansvar”, som løber i august og september.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




