Tønder Gymnasium, lørdag aften, Ruth Nothman, Karan Casey og John Doyle samt Atlantihda

Efter lidt tekniske forviklinger og en guitar, der ikke ville, som den skulle, klarede Ruth Notman og hendes hjælper Hanna skærene meget fint. De ER unge, og lidt starter-nervøsitet var der i begyndelsen, men det blev der rådet bod på senere. Ruth's udmærkede og klare stemme, når hun sang igennem, var mindst lige som anmelderne havde rost den før hendes optræden. En helt igennem fin debut. Der var til gengæld ingen starter-nervøsitet hos det andet sæt, nemlig Caran Casey og John Doyle fra hhv. Irland og USA. De har kendt hinanden siden Solas for ca. 20 år siden. De optrådte scenevant og gav alt, hvad de havde i sig. Og det siger ikke så lidt! Caran's klare og gennemtrængende stemme blev suppleret godt af John's ditto, ligesom John også stod bag nogle af melodierne. Herligt, når der er fuldstændig ro i salen, og musikerne/sangerne får fuld opmærksomhed til at gennemføre dét, de kom for: at vise, hvad de kan, og betage publikum! Et dejligt genhør! Der var stående klapsalver fra det aktivt medlevende publikum.

Det tredje sæt var overladt til noget helt nyt på Tønder Festival'en, nemlig en gruppe fra Porto i Portugal. Det kneb med publikum's forståelse af det portugisiske, men forklaringer undervejs på engelsk hjalp med til at bære showet igennem. Orkestret havde dog også øvet sig på dansk, selv ”rødgrød med fløde” kunne genkendes! Omkring deres fremtræden, var der ingen tvivl om, at vi var kommet længere mod Syd. Der var både dans og hoftevridninger med i præsentationen, og forsangeren Gisela Joäos dejlige stemme kunne sagtens synge hele gymnasiets multisal op – hvis hun havde prøvet, så sikkert også uden mikrofon. Og hendes flotte og professionelle fremtræden fik også os tilskuere hensat til flamenco-tiden længere mod syd. Et vovet bud fra Carsten Panduro & Co., men absolut vellykket! Der var gentagne ekstranumre med stående klapsalver.

En meget dejlig aften!