EfB måtte arbejde hårdt for det, men vestjyderne vandt 2-1 over Silkeborg og tjente meget vigtige point i bunden af superligaen.
Sejr: EfB fortsætter stimen
FODBOLD - JV I ESBJERG: Man kan vælge at se på det som syv point i de første syv kampe, men man også vælge at se på det som syv point i de sidste tre.Uanset hvad fik EfB med 2-1-sejren over Silkeborg lørdag bevæget et pænt stykke i retning af en mere betryggende fremtid i superligaen.
Silkeborg stillede op uden sin vante midterforsvar, Jim Larsen, og da den småskadede topscorer Rajko Lekic også startede på bænken, var fordelene ubetinget spillet over på EfB’s side. Også i kraft af den mentale medvind, holdet tog med sig fra sejren i Aalborg.
Og da Arnar Smarason efter 16 minutter scorede til 1-0, tegnede alt helt rigtigt for hjemmeholdet. For scoringen i sig selv indikerede, at de små ting, der afgør fodboldkampe, havde tænkt sig at holde med EfB.
Samtidig med at opspil, løb og afleveringer var af fin kvalitet var der nemlig også en pæn portion med i det, da Jeppe Mehls halvkiksede forsøg ramte Smarason på hælen og snød målmand Lasse Heinze. Den slags mål gør normalt bare ekstra ondt.
Men værterne fik aldrig den fordel af føringen, det havde brug for, for blot seks minutter senere var der udlignet, da Silkeborg udnyttede iskoldt, at EfB-backen Kevin Conboy var til behandling på sidelinjen.
Conboys midlertidige substitut Jeppe Mehl så ikke ret god ud, da han satsede alt ved sidelinjen men ikke fangede en rapfodet og storspillende Martin Svensson, Svensson fik bolden og sendte en følt bold mod bageste stolpe, hvor Jesper Bech for en kort stund fik vist de EfB-tilhængere, der helt uforståeligt hånede ham kampen igennem, at han altså stadig er en yderst kompetent og snu fodboldspiller.
Udligningen tog i nogen grad pusten ud af hjemmeholdet – og i voldsom grad ud af publikum. Hvis jeg for en kort stund må tillade mig at lege lommepsykolog, var det temmelig interessant at følge stemningen i anden halvdel af første halvleg.
For det kan godt være, at træner Ove Pedersen har sit hyr med at overbevise sine spillere om, at de skal have respekt for positionen og situationen, men den er da helt gal med tilskuernes forhold til realiteterne.
Der var tydeligvis en klar forventning om, at EfB ville køre hen over det her elendige bundhold fra Silkeborg, og langt de fleste havde åbenbart glemt, at det var nummer 11 mod nummer 12, der spillede. At der stod 1-1 mellem rækkens to ringeste hold, at ikke alt fungerede for EfB, og at kampen var helt jævn, burde vel ikke være kommet bag på nogen – og dog...
Bundlinjen efter første halvleg var klart, at Silkeborg passede klart bedst på bolden – Troels Bechs fingeraftryk var tydeligt – mens EfB havde svært ved at få brugt al den energi, spillerne tydeligvis brændte for at komme af med.
Og anden halvleg begyndte, som den første sluttede. Silkeborg i kontrol, EfB halsende bagefter. Indtil det 55. minut. Da lavede gæsternes målmand Lasse Heinze en af de fejl, man aldrig må lave – og da slet ikke på et hold, der i den grad har brug for point. Heinze underløb simpelt hen et hjørnespark fra Arnor Smarason, og Nicolai Høgh kunne som den bageste mand i en klynge på fire heade bolden i det tomme mål.
Så blev der løst en smule op for den knude, der havde låst værternes spil så hårdt i den første time, og havde Høgh minuttet efter på Peter Nymanns fine oplæg hamret den op i krogen i stedet for en halv meter forbi, havde kampen formentlig været lukket.
Eller hvad hvis nu Tim Janssen havde scoret på en af de tre-fire store chancer, han havde.
Eller hvis Jesper Lange havde ramt den tværbold, Janssen serverede for ham.
Eller hvis Lange havde scoret på Jesper Jørgensens glimrende oplæg.
Jo, der var godt nok chancer nok til at få lukket den kamp. Nu måtte vi i stedet igennem en annulleret Silkeborg-scoring, et par yderst tvivlsomme aktioner fra Lukas Hradecky og et pænt pres fra gæsterne, inden de tre afsindigt vigtige point var hjemme.
EfB fortsætter stimen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis



