Våd weekend for Svømmeklubben Grindsted
I weekenden deltog 14 svømmere og 3 trænere fra Svømmeklubben Grindsteds A-hold til Swim Cup i Silkeborg. Det er anden gang klubben deltager til dette stævne, der er noget anderledes end de stævner, som klubben ellers deltager til. Til stævnet blev der svømmet på udendørs langbane (50 meter) og sovet i medbragte telte. For Frederik Linck, Stefan Abildtrup, Jonas Storm Junge, Cecilie Kjærgaard, Simon Nørgård og Mikkel Rugholm Boisen blev det første gang, de skulle prøve kræfter med et langbanestævne. De fik ligesom Frederik Knudsen, Sille Brolykke Bjerrum og Peter Schmidt Sørensen sat nye personlige rekorder. I år var udfordringen vejret. Det regnede det meste af weekenden, hvilket gjorde det hele mere bøvlet. Paraplyer, regntøj og sorte affaldssække blev flittigt benyttet. Trods denne udfordring, var humøret højt blandt svømmerne under hele stævnet.Stævnet var svømmeklubbens første stævne, som blev et godt stævne, selvom svømmetræningen kun havde været i gang i godt en uge. De indledende løb blev svømmet fra tidlig formiddag til først på eftermiddagen, og finaleafsnittene blev afviklet fra sidst på eftermiddagen og hen først på aftenen. I finaleafsnittene blev der svømmet finaler i alle 100-meter løb, 50-meter løb og holdkapper. På 100-meter distancerne var det de 8 bedste fra de indledende løb, der skulle svømme. Her deltog Camilla Rasmussen på 100-meter fri og Christian Rasmussen på 100-meter bryst. 50-meterfinalerne blev svømmet som et udskilningsløb, hvor de 6 bedste svømmere fra de indledende løb deltog. Den langsomste svømmer i hvert heat røg ud, så for at vinde udskilningsløbet skulle der svømmes 6 gange 50 meter. Camilla deltog på 50 fri og opnåede en 3. plads. Til stævnet blev mange af de tidligere klubrekorder på langbane forbedret. Jakob Brinkmann satte klubrekord på 400 meter fri og 200 meter fri, Christian Rasmussen satte klubrekord på 200 meter bryst, 100 meter bryst, 50 meter bryst, 100 meter ryg, Camilla Rasmussen satte klubrekord på 200 meter fri, 100 meter bryst, 50 fly og 50 meter bryst og Sille Brolykke Bjerrum satte klubrekord på distancen 50 meter ryg.
I alt hev svømmeklubben 7 medaljer med hjem. Christian Rasmussen vandt to sølv og en bronze, Teddi Rasmussen vandt to guld og en sølv, og Jakob Brinkmann vandt en guld og en bronze. Svømmerne leverede rigtig mange gode personlige rekorder, så det skal nok blive en god sæson efter lidt flere træninger.
Næsten gang svømmeklubbens konkurrencehold deltager til et stævne er til Forum Horsens Cup den 17.-19. september.
Svømmeklubben Grindsted er sponsoreret af Danske Bank.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis








