Jagt gavner naturen
Markvildtet skal have muligheder for at søge føde, yngle samt finde skjul og læ. Det får dyrene kun mulighed for såfremt der er tilstrækkeligt med hegn, krat og remiser i det åbne land. Gennem de sidste årtier er der desværre blevet færre harer og agerhøns, men med en effektiv vildtpleje tyder det nu på at det endeligt, så småt, er ved at lykkes at vende den nedadgående kurve for agerhønsene. Råvildtet trives generelt rigtig godt i Danmark, men selv om det har gode leveforhold i den danske natur, kan man stadig gøre meget for at få en endnu større og sund bestand.Tilskud til vildtplantninger
Gennem mange år har de danske jægere gjort meget for at forbedre især markvildtets levevilkår gennem ordningen ”Plant for vildtet”. Her kan man søge om tilskud til plantning for vildtet. Jagttegnsafgifterne finansierer dette tilskud til vildtplanter, mens Skov- og Naturstyrelsen administrerer ordningen, som yder tilskud til plantning af træer og buske i det åbne land til gavn for vilde dyr.
Tilskuddet er på 80 procent af planteprisen. Beløbet er skattepligtigt og indberettes til Told & Skat. Der kan søges om planter to gange om året til plantning forår eller efterår. Den 30. april er ansøgningsfrist for efterårsplantning. Planterne leveres i november måned. Den 31.oktober er ansøgningsfrist for forårsplantning. Planterne leveres i april måned.
Der kan søges om tilskud til 39 forskellige træer og buske. Dog er der ikke tilskud at hente til sommerhus- og parcelhusgrunde samt fredskovpligtige arealer.
Man kan få gratis rådgivning vedrørende plantevalg af vildtkonsulenten på det lokale Statsskovdistrikt, som også kan udlevere ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet kan også hentes på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside: http://www.skovognatur.dk/Jagt/Tilskud/Vildtplantning/
Askov/Malt Jagtforening yder tilskud
Siden 1986 har Askov/Malt Jagtforenings medlemmer nu plantet mere end 150.000 vildtvenlige planter med foreningstilskud i markhjørner, på skrænter og lignende uproduktive steder for derved at forbedre levebetingelserne for især småvildt som agerhøns, hare og fasan, idet jagtforeningen betaler de sidste 20 procent af planteprisen. Som oftest har omkring ti til tolv ansøgere kunnet få betalt alle deres vildtplanter om året. Man kan typisk regne med at få 500-700 planter via Skov- og naturstyrelsen om året.
Tildeling af plantetilskuddet fra Askov/Malt Jagtforening kan andrage op til kr. 600 pr. medlem pr. år og sker efter lodtrækning på jagtforeningens generalforsamling.
Foto: Niels Søndergaard
Se også: www.askovmalt-jagt.dk
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




