I det daglige har Carsten Nørregaard ansvaret for afdelingen »Hus og Have« i Bilka i Esbjerg, mens al fritiden bruges på målrettet træning. Han har netop gennemført sin første ironman.
Jernmand sejrede i første hug
SEJT: 3,8 kilometer svømning i åbent vand, 180 kilometer på cykel og lige et maratonløb på godt 42 kilometer at slutte af på. Tag lige den, siger jeg bare.Og det er lige nøjagtigt, hvad Carsten Nørregaard fra Esbjerg Tri & Multisport gjorde, da der blev afviklet Challenge Copenhagen på den frygtindgydende ironman-distance.
Det var første gang, at den 27-årige salgschef fra Bilka i Esbjerg lavede en ironman, men det er nok ikke sidste gang, at han kaster sig ud i halsbrækkende fysiske udfoldelser.
Carsten Nørregaard vandt nemlig Challenge Copenhagen i aldersgruppen 25-29 år i tiden 9.07,59 timer – og han var dermed godt fem minutter hurtigere end sin nærmeste konkurrent.
– Det var overvældende at vinde, og det giver selvfølgelig enormt meget blod på tanden, men der skal gå noget tid. Jeg er rimelig smadret i kadaveret lige nu, indrømmer Carsten Nørregaard.
Da han startede med at træne målrettet, var det egentlig ikke med en ironman for øje, men træningen greb om sig, og nu kan esbjergenseren snildt bruge 15-20 timer om ugen på at træne.
– Vi fik lavet en såkaldt »jernmandsgruppe« i klubben, og det gjorde hele forskellen. Hvis jeg ikke havde haft nogle fantastiske træningskammerater, havde jeg aldrig gennemført. Det kan jeg lige så godt indrømme, for jeg er faktisk ikke typen, som er god til at hanke op i mig selv og træne i al salgs vejr, fortæller Carsten Nørregaard.
Han mener, det sværeste ved en ironman er at få gang i benene efter en cykeltur på 180 kilometer.
– Jeg havde lidt problemer i starten af løbet, men til sidst gik alt op i en højere enhed for mig, siger den seje vestjyde, der fik pokal, medalje, champagne og blomster efter den fornemme præstation.
Fakta
>Tre bud
1. Forsøg at planlæg din hverdag, så du har tid til at træne seriøst.
2. Find nogle gode træningskammerater. Det giver fællesskab, og de kan ind i mellem give dig et spark bagi.
3. Sæt dig nogle delmål undervejs, så er det hele ikke så uoverskuleligt. Start måske med at træne til en halvmaraton.
1. Forsøg at planlæg din hverdag, så du har tid til at træne seriøst.
2. Find nogle gode træningskammerater. Det giver fællesskab, og de kan ind i mellem give dig et spark bagi.
3. Sæt dig nogle delmål undervejs, så er det hele ikke så uoverskuleligt. Start måske med at træne til en halvmaraton.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis


