Se billederne fra VM
Krolf-VM i Vejen: Karlo Nielsen er ny verdensmester
VEJEN: 75-årige Karlo Nielsen fra Hejnsvig har sikret sig titlen som ny verdensmester i krolf. Det skete ved Dansk Krolf Unions verdenmesterskab, der blev holdt på banerne ved Vejen Idrætscenter.Til daglig spiller Karlo Nielsen i krolfklubben Petersminde, der er hjemmehørende i Hejsnvisg. Her har han været aktiv krolfspiller de senest syv-otte år, og nu kan han så kalde sig for krolf-verdensmester i kampspil.
– Jeg synes, det var et rigtigt godt VM-stævne i Vejen og med rigtigt mange deltagere, siger Karlo Nielsen, der som nybagt verdensmester har modtaget en pokal og hædedrsbevisningen, Den gyldne Kugle.
Med discipliner som »kampspil« og »slagspil« skulle man næsten tro, at der er tale om en eller anden form for kampsport, når krolfspillerne er på banen. Men ved verdensmesterskaberne i Vejen var der hverken kamphaner eller slagudvekslinger.
Her var til gengæld 394 entusiastiske spillere samlet til Dansk Krolf Unions officielle verdensmesterskab, og det er rekord.
Der har været holdt verdensmesterskaber i krolf siden 1989, men aldrig har et VM samlet så mange deltagere, som i går i Vejen.
– De fleste kommer dog fra Danmark, men her er også tre tyskere og en østriger. Her er også en englænder, en halv polak og en halv iraker, men de er nu bosiddende i Danmark, siger Peter Christensen, der kommer fra Ødis Kroge og er ingen ringere end den forsvarende verdensmester.
Han var selv med til at arrangere det første VM i 1989 med 26 deltagere.
Næsten lige siden er der ved hvert VM blevet sat nye deltagerrekorder. I år er der endda cirka 100 flere deltagere end ved sidste års VM.
– At vi har sat en ny rekord med knap 400 deltagere, giver mig en følelse af, at vi har gjort noget rigtigt. Der er noget, der rører sig i krolfen. Spillet har efterhånden fået mange udøvere, selvom det måske bare er en undskyldning for at have det hyggeligt sammen. Dansk Krolf Union tæller i dag cirka 55 klubber, men der findes mange flere krolfklubber i Danmark, fastslår Peter Christensen.
Her følger udvalgte resultater fra Dansk Krolf Unions VM i krolf i Vejen:
Kampspil
1) Karlo Nielsen, Hejnsvig (Petersminde)
2) Hans Johnsen, Vamdrup (KØK)
3) Ivar Christensen, Nysted (Nyserne)
4) Mogens Christensen, Kastrup v. Gram (Fuglsang)
5) Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK)
6) Hans Christian Juhl, Haderslev (Agrarerne)
Slagspil
1) Mogens Christensen, Kastrup v. Gram (Fuglsang) - 101 slag.
2) Per Schmidt, Lundsmark (Lundsmark) - 104 slag.
3) Harald Kaack, Vamdrup (VKK) - 105 slag.
Dagens bedste runde: Mogens Christensen, Kastrup v. Gram (Fuglsang) 19 slag
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis













