Menighedsrådet jubler: Nu får vi et sognehus
STARUP-TOFTERUP: – Det var noget af en overraskelse, der lå i min postkasse, fortæller formand for menighedsrådet i Starup-Tofterup, Esther Jensen.I postkassen lå nemlig et længe ventet brev fra Varde Kommune med en byggetilladelse til det nye sognehus, som menighedsrådet brændende har ønsket sig siden 2003.
Ifølge formanden bliver udbudsmaterialet formentligt send ud i næste uge.
– Og så håber vi, at første spadestik bliver taget i september, hvis alt flasker sig. Men sådan noget kan hurtigt rykke sig, det har vi lært, siger Esther Jensen, der efter syv års arbejde med at få planer på plads, har gjort sig en lang række erfaringer.
Ikke mindst at ting kan trække ud.
I byggetilladelsen er nogle småting, der skal ordnes, men Esther Jensen forventer ikke, at det kommer til at påvirke tidshorisonten for byggeriet.
Det nye sognehus kommer ikke mindst til at gavne konfirmanderne. Her skal konfirmandundervisningen foregå, og det giver bedre rammer for undervisningen. Formanden for menighedsrådet håber i det hele taget, at sognehuset bliver centrum for en lang række aktiviteter.
– Men jeg står lidt med en mærkelig fornemmelse, nu hvor den er i hus. Sagen har kørt så længe, men jeg tror, alle bliver glade, siger Esther Jensen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




