Dokumentfalsk
En medarbejder i teknisk forvaltning i Haderslev står til en sag om dokumentfalsk. Flere af hans kolleger har sandsynligvis haft kendskab hertil, heriblandt chefer.Sagen drejer sig om lokalplan for Kelstrup Kystvej. Den cirkulerer blandt borgerne i to eksemplarer. Det første eksemplar har byrådsmedlemmerne godkendt, det andet er tilført bureaukratiske rettelser og tilføjelser, der går langt ud over, hvad man kan acceptere som redaktionelle ændringer som omvendt ordstilling, slåfejl, kommafejl og lignende.
Det er det ikke-politisk godkendte eksemplar, der officielt er sendt til høring blandt borgerne, mens det politisk godkendte forslag lige så officielt blev uddelt til en del direkte involverede borgere i dagene forud for høringens startdag. Det er også det eksemplar, politikerne har fået.
Naturligvis er det absurd, at der cirkulerer to officielle, men forskellige lokalplaner for samme område, og det er uholdbart og i absolut strid med god forvaltningsskik, at kommunale embedsfolk på den måde korrigerer politikernes afgørelser. Lokalpolitikerne kunne have grebet ind og hjemkaldt de to lokalplanforslag, da havkatten meget hurtigt efter, at høringsfristen var indledt, gjorde opmærksom på forholdet. Det er ikke sket, hvorfor sagen nu sendes til Tilsynsrådet.
Lokalplaner er vigtige dokumenter. Uden dem ville der herske anarki på byggeområdet, og de hensyn, bygherrer altid nu skal tage til naboer, ville ikke eksistere. God forvaltningsskik vil ydermere blive reduceret til en frase, hvis skikken med bureaukratiske korrektioner af politiske beslutninger breder sig.
I øvrigt er det ukendt i hvor stor udstrækning, uskikken allerede nu florerer. Ingen har undersøgt det, for indtil nu har det været en almindelig antagelse, at ingen embedsmand vil driste sig til at korrigere dokumenter, som politikerne allerede har underskrevet. Når det alligevel som her er sket, er der tale om forfalskning af et vigtigt dokument.
Dokumentfalsk er et strafferetligt spørgsmål, som afgøres af domstolene. Det er politiet, der afgør, om en sag skal rejses.
Herfra indgives ikke politianmeldelse, da hovedpersonen i teknisk forvaltning intet har gjort for egen vindings skyld. Sagen rejses alene for at få lovliggjort en ulovlig kommunal handling (to forskellige lokalplaner for samme område sendt i høring på samme tid). Og for at få sat en reformering i gang af en mildt sagt uheldig forvaltningskultur i teknisk forvaltning.
Havkatten Calle
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




