Arbejdsløsheden går den gale vej
Stigning: De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at flere er blevet ledige i juni måned.Arbejdsløsheden herhjemme steg med 1100 personer i juni, hvilket fik ledighedsprocenten op på 4,2 procent fra 4,1 procent i maj, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
I Sydjylland følger udviklingen lige efter. Her er den sæsonkorrigede ledighed steget fra 3,9 procent i maj til 4 procent i juni.
I Dansk Erhverv, der repræsenterer 20.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og videnservice, var stigningen ventet:
– Det er en ærgerlig stigning, men desværre ikke helt uventet, at ledigheden efter måneder med stabile og faldende ledighedstal ville vende på et tidspunkt. Udviklingen ligger i tråd med Dansk Erhvervs forventning om, at ledigheden vil stige i små ryk løbende resten af året, siger økonom i Dansk Erhverv, Mira Lie Nielsen og fortsætter:
– Men uanset hvordan man vender og drejer det, så har vi haft mere end et halvt år med stagnerende ledighed, hvilket har overrasket de fleste. Bedringen på arbejdsmarkedet er kommet hurtigere end ventet, og det giver håb om, at toppen af ledigheden ikke bliver så høj.
Samtidig med stigningen i ledigheden viser den nyeste forudsigelse fra serviceerhvervene også begrænset optimisme:
– Faldet i serviceerhvervenes forventninger til fremtiden viser, at virksomhederne stadig ikke fuldt ud tror på det danske opsving. Virksomhederne regner ellers med øget omsætning, men forventninger til den generelle danske økonomi får de samlede forventninger til at falde, siger Mira Lie Nielsen.
Kommentar til artiklen
Nyhedsoverblikket





Login & køb af E-avis




