"I folkeskolen skal man træde varsomt, thi der bliver mennesker til"
På et seminar for håbefulde unge lærere, der diskuterede vores professionsideal, deltog også filosof Jørgen Husted fra Århus. Han talte længe om mange spændende emner, der optager engagerede lærere. Citatet fra overskriften var det, der brændte allermest igennem og jeg har haft det med mig lige siden, både som lærer, men også som mor. Faktisk har jeg udviklet lidt på den, så den nu også gælder for mine egne børn i de vuggestuer og sfo´er, hvor de nu færdes. Jeg forventer, at de voksne, der passer mine børn, også mener, at der skal trædes varsomt, for mine børn er ved at blive til hele mennesker - en lang og sej proces, der kræver masser af vejledning. Den forventning bliver mødt til fulde ude i den virkelige verden - det er nogle virkeligt dygtige mennesker, der til daglig tager sig af mine børn. Samtidig gør jeg også mit allerbedste for de dejlige børn, jeg til daglig får lov til at låne på Hejnsvig skole. Det er hårdt arbejde, men det er det hele værd.Jeg forventer til gengæld også af mig selv (og de forældre hvis børn jeg underviser), at den dag børnene ikke længere trives, så skal der arbejdes med det og hvis det arbejde ikke kan ændre på situationen, så mener jeg, at man som forældre er forpligtet på at flytte sit barn til et sted, hvor de kan fortsætte det hårde arbejde med at blive til hele mennesker.
At der skal lukkes børnehaver, vuggestuer og skoler i kommunen kan vi ikke komme udenom. Jeg forventer bare, at alle tager det menneskelige ansvar alvorligt. Vi skal træde varsomt og tage fornuftige beslutninger, så vores børn kan få lov til at blive til mennesker. Det er både givet godt ud til børnene, men også for os selv i det lange løb. Børn der trives leger bedre og lærer bedre og bliver i den sidste ende også til gavn for det samfund, de er vokset op i.
Så tilbage til arbejdsbordet igen alle sammen, husk det menneskelige ansvar og træf så nogle fornuftige beslutninger, vi alle kan leve med.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




