Team Rynkeby - dag 7: Paris - 108 km

Så oprandt dagen for den store finale. Team Rynkeby Sønderborg nåede endelig Paris. En stor del af vejen ind til den franske hovedstad kan man køre cykelsti langs Seinen, hvilket faktisk var en nervepirrende oplevelse. Det gav anledning til flere farlige situationer med stejle opkørsler, brosten, chikaner og huller. Tror franskmænd kunne trænge til et dansk kursus i at lave trafiksikkerhedsmæssigt forsvarlige cykelstier. Herefter gik turen ud i den parisiske trafik. Franskmænd holder ikke tilbage for nogen, så vi havde et, heldigvis ufarligt styrt på Champes Elyses. Vi klumpede sammen ved rødt hver eneste gang for at komme over samlet og endelig kunne vi komme i mål. Alle otte Rynkeby hold skulle mødes på Concorde Pladsen og drikke et glas champagne klokken tre. Vi var mange der – og også en del ukurante, danske hold, som havde taget turen til Paris. Således kunne vi hilse på to Dong hold og et fra Svendborg.

Denne her tur var så stor en personlig sejr for mig. For en måned siden var jeg ved at melde fra på grund af trafikfobier – og nu er jeg så i Paris. En af de andre kvinder sagde noget meget rammende om min indsats, nemlig at dette var en meget større bedrift for mig end for mange af de stærke mænd, der har prøvet det før eller er supergodt kørende, netop fordi jeg har skullet kæmpe med mange ting på en gang. Sådan havde jeg ikke tænkt over det, men synes faktisk, at der var noget sandt i det.

Men nu er jeg her. Og det føles godt. Jeg slap fra det uden styrt og uden de større mén. En af mine fingre sover endnu af at holde på styret, men mon ikke det går over i løbet af et par dage. Heller ingen på holdet er kommet noget alvorligt til, men skæbnen har sine uransaglige veje. Således blev vores rytter og læge næsten torpederet i gående stand, da cyklerne var pakket ned til hjemturen tilbage til Danmark – af en scooter, der væltede og kurrede hen af jorden. Men han undveg med et utroligt morsomt hop hen over scooteren.

Jeg skal sent glemme Mikkel, vores humørbombe, som fik lidt payback ved middagen for egne drillerier – lidt tørfisk krymmel på isen, som han spiste med velbehag. Eller Henry, vores piberygende alderspræsident. Eller Inge en lidt ældre rytter med monteret mormorsaddel og særligt styr. Og alle de andre. Det har været fedt, så tak for at I gjorde turen speciel.

Nu skal der festes – jeg er klar til at lave fodspor i loftet og hænge i gardinerne. Inden det går hjem i morgen. Med bus.