Rynkebyopdatering fra dag 5

Et nyt kapitel kan skrives i Team Rynkeby Sønderborgs farefulde færd mod Paris. I dag har vi været et smut i bakkerne i Belgien – strækket som alle de ”erfarne” fra sidste år taler om. Særlig den lille, festlige stigning, der hedder Hue og som på et enkelt sted stiger med 21%. For dem som ikke er velbefarne i den slags, kan jeg sige, at det er sku´ lidt af en bakke. Der var mange seje, der tog Hue. Jeg var ikke en af dem. Jeg kom noget af vejen og jeg vil sige, jeg var ikke den første, der stod af. Men stod af, det gjorde jeg – før kræfterne egentligt slap op. Kunsten er nemlig at klikke ud af skoene, før man ikke længere kan træde i pedalerne. For kan man ikke det, vælter man, når man står stille. Vores cykelmekaniker, som lige skulle prøve bakken på en lånt cykel, var nede og kysse asfalten. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der præcist skete, i hvert fald havde han to gear tilbage, da han kom op.

Jeg er jo nok en meget mærkelig cykelrytter. Modsat de fleste cykelryttere, kan jeg ikke fordrage, når det går ned. Nedstigningerne er jo gode til at få et lille hvil med og komme til hægterne efter at have okset op af bakke. Men sådan fungerer det ikke for mig, nej.

Jeg er simpelthen bange for at køre stærkt, synes det er meget farligt og går nærmest i selvsving over det - særligt på regnvåde veje og elendige veje, som vi har været udsat for i dag i Belgien. Under turen følte jeg flere gange, at det bare gik ned og ned og ned i hårnålesving – og det kunne jeg ikke altså ikke lide. Gruppen måtte flere gange vente på ”opsamling” af mig, når jeg kom luntende ned af en eller anden dødsnedkørsel. Jeg vælger at tro, at der var nogen, der var glade for den ekstra pause, det gav.

På et tidspunkt forskrækkede jeg en af deltagerne ved ikke helt at vide, hvilken en af bremserne, der var forbremsen. Undskyld, men jeg ejer desværre ikke nysgerrighed nok til at undersøge den slags. Der er ”need to know” – og ”nice to know.”

I dag fandt jeg også ud af, hvorfor man bør råbe ”skinner,” når man cykler over dem. I starten tænkte jeg, at det finder man jo nok ud af undervejs. Man kører jo for pokker over dem, så hvorfor advarslen? Men jeg råber naturligvis pligtskyldigst ”skinner” ligesom alle andre. Hvis man ikke kører direkte på, risikerer man nemlig at få dækket ned i skinnerne – og så vælter man altså. Og i dag var der nogle ret ”tricky” skinner, der gik på skrå. Og de tog en deltager med ned. Trods asfalteksem var hun var på cyklen 10 minutter senere. Sej tøs.

Vores hold er også internationalt på den måde, at vi har nogle færinger og en enkelt portugiser med. Færingerne har tilført holdet intet mindre end tørfisk. Det er godt protein, hævder de. Så de har en hel kasse med af skidtet. Jeg tror nu bare, at jeg holder mig til mit proteinstads og overlader færinger og fisk til hinanden.

To dage tilbage, så skal jeg have en meget stor kop øl i Paris. Det vil jeg se frem til!.

. .