Team Rynkeby - dag 4: Mastricht 221 km

Slap da af, nu kan man godt mærke, at man har cyklet fire dage i træk. Det gode ved det er, at vi nu er mere end halvvejs. Hip, hip hurra! Vi har ikke haft nogen nævneværdige bakker, men varmen var streng. Termometeret nåede op på 35 grader og så skal der altså noget vand til. Rynkeby har tappet dansk vandhanevand og fyldt dem på Rynkeby-kartoner, så vi har 1200 liter af slagsen med.

Det var anden dag med over 200 kilometer og så kan man altså godt mærke, man har sine ben. Jeg mødte muren 50 kilometer før mål i Maastricht. Måske har det noget at gøre med, at jeg har svært ved at drikke nok. Jeg tør simpelthen ikke flytte hænderne fra rattet og løfte dunken op, når vi kører så stærkt. Så jeg får kun en tår, når vi stopper og når vi holder på rødt. Og nogle gange kører vi på landevej i lang tid, hvor der ikke er skyggen af et stop.

Da vi ankom til hotellet, blandede jeg mig noget proteinpulver og lå som en lille baby i mit stinkende tøj på sengen – ude af stand til at foretage mig noget den første halve time. Lå og spekulerede på, om jeg mon har fået latex-allergi i dag. Flere af os har nemlig fået røde mærker, hvor plastickanten sidder på bukserne. Godt, man ikke er i s/m-branchen!

Dagens billede må være af mine ben. De er møgbeskidte uden sidestykke og et lille mix i hvid (hud), sort (skidt) og rødt (latex-allergi). Årsagen er et tykt lag solcreme i faktor 50. Den klister så meget, at jeg fungerer som det menneskelige fluepapir. Jeg tiltrækker skidt i stor stil og jeg tvivler på, at det kan være sundt at cykle, når man inhalerer den mængde partikler. Mindes pludselig Ida Auken, der en dag fortalte i folketingsgruppen, at der dør mange hundrede af den slags hvert år i Danmark.

Aftenens højdepunkt hver aften er ”bagsmæk.” Det handler om, at vi mødes ved følgebilerne og får en lille en. Det er et ret hyggeligt socialt arrangement, hvor vi evaluerer over dagen og driller hinanden lidt godmodigt.

Morgendagens etape er bjergene i Belgien. Ruten er kun 109 kilometer lang, men jeg er overbevist om, at vi nok skal få kamp til stregen. Jeg hører, at flere gik op ad den værste stigning sidste år og nogle af de mænd, jeg betegner som stærke på holdet, måtte stige af og på. Det tegner ikke godt, men jeg vil kæmpe til sidste blodsdråbe. Tænke sig, hvis bakkerne hjemme omkring Kolding og Vejle har givet så meget træning, at man kunne snige sig op…….